Topchef blandede sig i lægekonflikt
Den tidligere lægeformand Henrik Dibbern langer ud efter departementschef.
Fredag 29. juni står tatoveret som den foreløbigt vigtigste dag i den verserende lægekonflikt.
Her stemte repræsentantskabet i Praktiserende Lægers Organisation (PLO) - med stemmefordelingen 25 for og 24 imod - nej til en konflikt og dermed ja til et regeringsindgreb.
Den beslutning var stik imod den daværende formand Henrik Dibberns overbevisning, og han besluttede derfor at trække sig fra posten.
Bølle-metoder
Nu skyder den tidligere formand med skarpt mod sundhedsministeriets departementschef Per Okkels.
Ifølge Altinget.dk var han nemlig afsenderen bag et brev, der dumpede ind hos landets 3.600 praktiserende læger dagen før den skelsættende afstemning.
Per Okkels brugte brevet til at forsvare regeringens lovindgreb, og det skuffer Henrik Dibbern.
"Departementschefen brugte bølle-metoder i et forsøg på at vride armen om på lægerne," siger Henrik Dibbern i dag til Altinget.dk.
Han siger derudover, at departementschefen Per Okkels udmærket vidste, at det ville blive opfattet som en massiv trussel, og at det klart har haft en betydning for afstemningen.
Havde betydning for afstemning
Hvis de praktiserende læger ved afstemningen den 29. juni havde stemt for at aflevere deres ydrenumre, havde det betydet et stop i samarbejdet med det offentlige. Det havde blandt andet medført et farvel til gratis lægekonsultation.
Altinget.dk har forsøgt at komme i kontakt med departementschef Per Okkels, men det er ikke lykkes grundet udenlandsrejse.