Frygt ikke hvidhajen i Danmark
Hvidhajer kan leve - og lever måske - i Danmark. Læs, hvorfor du ikke skal frygte dem.
Flere danske medier har de seneste dage beskrevet, hvordan en hvidhaj er blevet set ud for kysten ved den skotske by Aberdeen blot 600 km fra den danske vestkyst, og at hvidhajer sagtens kan findes i danske farvande.
De danske vandtemperaturer, saltholdigheden og fødesammensætningen gør nemlig, at en eventuel hvidhaj vil føle sig ganske godt tilpas i havet omkring Danmark.
Havbiolog ved Kattegatcentret Rune Kristiansen fortæller til Jyllands-Posten, at det langt fra kan udelukkes, at hvidhajer kan komme til - eller allerede er i - danske farvande, men at man ikke skal frygte at blive spist af dyret, når man inden længe skal have det kolde gys og hopper i vandet ved en dansk strand.
Ved mere om Månen end om havet
Rune Kristiansen peger på, at der lever hvidhajer under forhold andre steder i verden, som kan sammenlignes med dem, der er i danske farvande. Alligevel vil en enkelt faktor dog nok kunne blokere for en decideret bestand af hvidhajer i Danmark.
"Eventuelle hvidhajer vil kunne nyde godt af sælbestanden i Danmark, men den er ikke stor nok til at kunne understøtte en stor bestand. Der har måske været strejfere, og hvidhajen er jo set få hundrede kilometer herfra, så der kan i teorien sagtens være hvidhajer i Danmark," siger Rune Kristiansen og forsætter:
"Man ved mere om Månens overflade end om havet, og vi bliver overrasket gang på gang af hvidhajerne."
Frygt ikke hvidhajen
Selvom der altså sagtens kan findes hvidhajer i eller tæt på danske farvande, skal man ifølge Rune Kristiansen ikke frygte at gå i vandet ved de danske strande på grund af hajer.
"Vi skal ikke frygte dem, for de vil kun gøre vores natur rigere. Der hvor der sker ulykker er netop der, hvor der er store turiststrande tæt på steder, hvor store flokke af hvidhajer samles på grund af store sælbestande.
Desuden er vores vandaktivitet mangedoblet gennem de seneste 100 år, og der kan nemt have været hvidhajer på besøg i den periode også - og der er jo ikke sket noget," siger havbiologen.
Verdens næststørste haj i Danmark
Og når det kommer til hajer i danske farvande er der faktisk ikke så få, som mange måske går og tror. Rune Kristiansen fortæller, at der er registreret 25-26 forskellige hajarter i Danmark, mens de 14-15 af dem er faste bestanddele hvert år i danske farvande.
Herunder verdens næststørste haj, brugden.
"Brugden er en sommergæst i danske farvande, hvor den svømmer og filtrerer små planktoner ud af vandet. Det er verdens næststørste haj, og den kan blive 12-14 meter lang, men den er ufarlig for mennesker."
Mens vi altså ikke skal frygte hvidhajen i Danmark, sker der en gang imellem ulykker, hvor hajer bider mennesker. Dette sker især steder som ud for Californien i USA, ud for Sydafrika og ved Australien og New Zealand.