Freden i Hellerup

Nede i Europa tog Napoleon og England dødelige livtag. Men den danske regering, under ledelse af kronprins Frederik, var langt mere optaget af handelsmæssige interesser end af at analysere Danmarks rolle i stormagtopgøret.

Selv om der i 1801 var afleveret en kraftig advarsel ved slaget på Reden, forsøgte Danmark fortsat at håndhæve sin neutralitet og opretholde sin givtige handel med de krigsførende magter. Men selv om der fortsat måtte regnes med en engelsk fare, havde Danmark ikke engang en gesandt i London, kun charge d'affairen J.G. Rist.

Kronprinsen og regeringen havde ingen specielle sympatier for Napoleon, og for en sikkerheds skyld var hæren sat på krigsfod og samlet i Holsten.

England havde i Georg Canning fået en ny og uerfaren udenrigsminister. På grund af falske rygter om, at den danske flåde var sejlklar, regerede han i panik. Den engelske gesandt i København blev fyret, og en ny udnævnt. En særlig udsending, Sir Francis Jackson, blev sendt til Kiel for at sikre sig den danske flåde. Men Jackson var et klodset brushoved, som totalt fik forkludret forhandlingerne.

Den 26. juli gik en flåde, under ledelse af admiral James Gambier, og med general William Cathcart som chef for hæren om bord, ud fra Yarmouth med kurs mod København.

Dårligt forberedt

I København var forberedelserne til krig ikke optimale.

I maj var kommandanten over København og Kronborg, generalmajor Gedde, på grund af sygdom blevet afløst af den 72-årige ingeniørofficer Ernst H. Peymann, der var født i Rotenburg ved Bremen. Han havde aldrig tidligere haft en militær kommando, men udmærket sig som ingeniør og konstruktør.

Peymann havde blandt andet bygget et fyrtårn på Anholt, Livgardens kasserne på Øster Vold ved Rosenborg i 1785 og anlagt den smukke allé fra Nørreport til broen over Peblingesøerne. I 1794 var han blevet udnævnt til kommandant i Kastellet og forfremmet til generalmajor af infanteriet i 1795.

Den engelske flåde ankrede op nord for Helsingør, og besætningen kunne ugenert gå i land for at proviantere, da der formelt ikke var krig mellem Danmark og England. Den 3. august løb flåden ind i Sundet, medens Kronborg saluterede.

Den 11. august kom kronprins Frederik til København, der jublende modtog ham i den tro, at han personligt ville lede dem i forsvaret af byen. Men allerede samme dag meddelte kronprinsen: "Jeg iler til armeen". Med sig tog han sin far, kong Christian VII, og det kongelige sølvtøj. Til at lede forsvaret af hovedstaden udnævnte han Ernst Peymann til chef for landforsvaret og den 56-årige kommandør C. Steen A. Bille for søforsvaret. Peymann fik ordre til at holde byen "til det yderste" og fik ingen fuldmagt til at forhandle med englænderne. Hvorfor den militært uerfarne Peymann blev udnævnt, i stedet for en af kronprinsens erfarne officerer, har siden stået som et mysterium, hvis det ikke var, fordi situationen var håbløs, og der skulle bruges en syndebuk. Til hovedstadens forsvar havde Peymann små 13.000 mand, hvoraf de fleste var frivillige borgere.

Englænderne i Hellerup

Den 16. august 1807 landsatte englænderne 24.700 kavalerister, 2000 infanterister, 2000 artillerister og 1200 ingeniørsoldater ved Vedbæk. De medbragte en djævelsk opfindelse, de "Congreveske raketter". De var udviklet af oberst Wiliam Congreve, der havde fået ideen i Kina. Obersterne var selv med i landgangshæren og blev udstationeret på Frederiksberg.

Samtidig med landgangen blev den engelske krigserklæring overbragt kronprinsen i Kiel, men det var der ingen, der fortalte general Peymann. Derfor mente han sig ikke berettiget til at hindre landgangen. Den blev kun mødt af malede træsoldater, der var opstillet i det evakuerede fort på bakken syd for Skodsborg.

Efter landgangen blev København omringet.

Den engelske generalstab fandt sig hurtigt et passende kvarter. Nord for København var der langs Strandvejen opført en række fornemme sommerresidenser for hovedstadens borgerskab. Allerede i 1733 havde admiral Christian Koningh købt et område og opført lystgården Lokkerup. Efterstavelsen "rup" stammer fra det middelalderlige udtryk "torp". Det var navnet for en gård, der flyttede ud fra et landsbysamfund og ofte udviklede sig til en ny landsby.

I 1748 blev Lokkerup overtaget af stempelpapirsforvalter Johan David Heller. Han var en tysk indvandrer, der havde begyndt sin karriere som kammertjener hos Christian VI. Efter ham skiftede gården omkring 1750 navn til Hellerup. Det navn kom siden til at gælde for hele egnen Hellerup i Gentofte nord for København. Gården blev herefter kaldt Hellerupgård.

På hjørnet af Hellerupgårds grund, ved den nuværende Strandvejen og Hellerupvej, opførte en senere ejer, generalkrigskommissær John Brown, et to-etagers lysthus. Selve den gamle gård havde i 1802 afløst arkitekten J.J. Ramées smukke nyklassicistiske hovedbygning. Den valgte englænderne til hovedkvarter under belejringen af København.

Militære kvaler

General Peymann havde opslået sit hovedkvarter på hotel d'Angleterre. Da han ikke havde fuldmagt til at forhandle, måtte han afvise alle engelske henvendelser om en fredelig løsning.

Sir Francis Jackson ville have gang i bombardementet af København, men hans generaler var betænkelige. General William Cathcart frygtede bl.a. "at en bombe kunne falde i et pigeinstitut". Cathcart blev støttet i sine betænkeligheder af generalmajor Athur Wellesley, der siden skulle gå over i historien som hertugen af Wellington og Napoleons besejrer ved Waterloo.

På trods af generalernes betænkelighed gennemtvang Sir Francis Jackson raketbombardementet, der gennem tre rædselsnætter, den 2., 3., og 4. september, tvang København i knæ. Et krigsråd med repræsentanter fra regeringen, Højesteret, magistraten og borgerrepræsentationen tiltrådte den 6. september enstemmigt en kapitulation.

General Peymann måtte sende en parlamenter ud af den brændende by og bede om 24 timers våbenhvile, så kapitulationsbetingelserne kunne udarbejdes. Disse forhandlinger foregik i Hellerupgårds lysthus, hvor den endelige kapitulation blev underskrevet den 7. september.

En af betingelserne var den dansk-norske flådes udlevering til englænderne. Flåden skulle egentlig være ødelagt i tilfælde af kapitulation, men den kongelige kurer var blevet fanget af englænderne i Langelandsbæltet, så Peymann aldrig fik ordren. Den 21. oktober sejlede englænderne hjem med den dansk-norske flåde.

Kronprins Frederik blev rasende, da han hørte om overgivelsen. Han lod Ernst Peymann stille for overkrigskommissionsdomstolen, hvor han blev fradømt ære, liv og gods. Kronprinsen mildnede dog afgørelsen til afsked i unåde uden pension.

Ernst Peymann flyttede efter dommen til Rendsborg, hvor han siden blev bevilget pension. Han døde som en mærket mand i 1823.

Efter englændernes afrejse blev Hellerupgård overtaget af sin retmæssige ejer og var igen landsted for en række fornemme københavnere. I midten af 1890'erne begyndte proprietær Carl Ludvig Ibsen en voldsom spekulationsudstykning i Hellerup, der forvandlede det landlige miljø til kompakt byområde. Ibsen købte og udstykkede Hellerupgårds jordtilliggender i 1887.

Hellerupgårds endeligt

Det to-etages lysthus på hjørnet af Strandvejen og Hellerupvej havde i årene forinden tjent som bagerforretning og dampvaskeri, og blev kaldt "Spøgelseshuset". Det faldt i 1897, og den monstrøse spekulationskarré, der afløste lysthuset, blev på grund af forhistorien kaldt "Fredens Hus".

I 1950 købte Undervisningsministeriet Hellerupgårds brøstfældige hovedbygning af kammerherre G. Wedell-Wedellsborg. Adgangen til gården var efterhånden klemt ind til Skt. Pedersvej. Ministeriet lod den gamle og delvist ombyggede hovedbygning nedrive og opførte på stedet Gammel Hellerup Gymnasium. Men her, og ved hjørnet af Strandvejen og Hellerupvej, blev Danmarks skæbne afgjort efter Københavns bombardement i 1807.