Operaen-diskussion ikke den første

Endelig! Efter lang tids hede diskussioner om indhold og formål samt polemik mellem bygherre og arkitekt kan Danmark tage den storslåede bygning på Amalienborg-aksen i brug. En gave fra landets førende industrifyrste.

Nej, der er er ikke operahuset på Dokøen. Datoen er 19. august 1894, og indvielsen gælder Marmorkirken, der er blevet genopbygget af en af datidens mægtigste finansmænd, C.F. Tietgen. Tre år tidligere har en anden magtfuld pengemand, landets største mæcen, brygger Carl Jacobsen, skænket København Jesuskirken i Valby, der indviedes 15. november 1891 af Sjællands biskop, Bruun Juul Fog.

Fællestrækkene er en arkitekt, der låner ører til en bygherre, der leverer kronerne, og lighedspunkterne med operahusbyggeriet på Dokøen er mange: Henning Larsens vision, der kostede venskabet med rederen, fradragsregler, aksespekulationer og teorier om Tietgen-komplekser. Billedet af Mærsk Mc-Kinney Møller som vor tids Tietgen med en generøs folkegave lå lige til højrebenet ved Operaens overdragelse til staten 1. oktober 2004, da statsminister Anders Fogh Rasmussen takkede.

»Marmorkirken i den ene ende af aksen blev færdiggjort af C.F. Tietgen. Deres families navn, hr. Møller, vil være knyttet til Operaen i den anden ende af aksen. Navne som Eigtved, Meldahl, Saly og nu Henning Larsen knytter sig til denne akse og vidner om noget af den ypperste arkitektur, der er præsteret i Danmark.«

Elefanternes kamp

Som rivaler havde dansk industrihistories store hvide elefanter sans for det historiske perspektiv, brygger Carl Jacobsen og etatsråd Tietgen, bl.a. stifter af De Danske Sukkerfabrikker og De Danske Spritfabrikker. Efter tabet af Sønderjylland i 1864, hvorved Danmark var skrumpet med en tredjedel, var den nye nationale dynamik benzin på genrejsningsbålet, og der var knald på Københavns udbygning med Paris som forbillede. Med inspiration fra Peterskirken i Rom står kuplen på Marmorkirken i dag flot på Københavns skyline, men i 150 år havde byggeriet "kuppel-katar". Helt konkret. Derpå var kirken genstand for en bemærkelsesværdig duel mellem de to førende finansmænd, der begge ville fuldføre projektet. Bryggeren tabte, og den mentale krudtrøg havde svært ved at lægge sig.

Carlsberg-bryggeriets stifter J.C. Jacobsen havde stået bag genindretningen af det nedbrændte Frederiksborg Slot for at »styrke folkets selvfølelse og moralske kraft,« og han var mæcen og projektleder på universitetsbyggeriet Botanisk Have. Som voksen gik sønnen Jacob ham i bedene, selv om han i princippet var gjort arveløs, da faderen indsatte Carlsbergfondet som hovedarving.

Ved bryggeriet Gl. Carlsbergs overdragelse til fondet i 1883 oprettede sønnen et legat til opførelse af en kirke i Valby, og han fik udstyret grunden til kirken med strenge servitutter. Ingen bebyggelse måtte spærre udsigten til toppen af Valby Bakke.

»Han placerede Jesuskirken så højt oppe, at den kunne ses i Københavns centrum af dem, der havde nægtet at modtage hans penge til genopbygning af Marmorkirken,« fortæller Hanne Rosenberg, sognepræst i Jesuskirken og foredragsholder om Jacobsen.

Undervejs i 150 år

Operahus-aksen har sin forankring i Københavns tidlige historie. Under Frederik V blev der med arkitekt Nicolai Eigtved i førersædet udarbejdet en storstilet, fornem byplanlægning i det elegante kvarter, Frederiksstaden med Amalienborgs fire palæer. Marmorkirken, dengang Frederikskirken, skulle være kvarterets højdepunkt. I 1749 nedlagde Frederik V den første grundsten til kirken, der var tænkt i norsk marmor. Deraf vor tids navn, Marmorkirken.

Kirken var undervejs i 150 år. Ved Eigtveds død i 1754 overtog den franske arkitekt N.-H. Jardin kirkebyggeriet efter et revideret udkast, men den ambitiøse franskmands byggeri belastede statskassen i en sådan grad, at der kom klager til "Finantscollegiet", og i 1770 blev byggeriet standset af Christian VII's kabinetsminister, Struensee.

I de godt 100 år kirken stod som en romantisk ruin, var der vældige diskussioner om en generalplan og flere forsøg med sparebyggeplaner og alternative anvendelser som koncertsal, grundlovsmonument, gasbeholder eller Thorvaldsen-museum. Da Tietgen i 1874 købte ruinen og de tilstødende grunde, lod han arkitekt Ferdinand Meldahl lave et nyt udkast til en "domkirke" i barok stil. Kirken indviedes i 1894 med et af Europas højeste kuppelhvælv på 33 meter, senere kom Joakim Skovgaards minderelief for Tietgen til.

Fjenneslev og Versailles

Historisk har der altid været en stiltiende forståelse mellem statsmagt, fyrsten som mæcen og det akademiske samfund. Den romerske kejsertids templer og paladser fortæller om mæceners selvforståelse og de sociale signaler i store gaver og manifestationer. I Danmark skænkede fyrster og konger ofte en kirke. En gave, der også var et kraftigt "duftmærke" i territoriet, og historien fortaltes i tegneserieform på kalkmalerierne, så analfabeterne kunne være med. Et af de mest berømte eksempler er stifterbilledet i Fjenneslev Kirke, hvor Sjællands høvedsmand Skjalm Hvides forældre, Asser Rig og fru Inge, skænker kirken til Vorherre.

Også de franske kongers arkitekter boltrede sig i pengetankene. Jean-Baptiste Colbert, Ludvig XIV's finansminister og bygningsinspektør, der under ekstremt vanskelige vilkår havde til opgave at holde orden på statsfinanserne, sagde i 1664 om kongens forkærlighed for Versailles:

»Dette slot tilgodeser i højere grad Deres Majestæts glæder og fornøjelser end berømmelse... Deres Majestæt ved, at næst efter strålende krigsbedrifter er der intet som bygninger til at vidne om fyrsters storhed og ånd, og at eftertiden vil måle dem på de prægtige bygningsværker, som de opførte i deres levetid.«

Men vor tid er hverken til industrifyrster eller ganske almindelige fyrster. Antikkens og Renæssancens aristokrater og pengefyrster kunne udstille og forherlige sig selv i stor stil, men en borgerlig mæcen render lige ind i en barriere af klaphatte, skepsis, ja mistro, hvis han forsøger.

Jesuskirken

I slutningen af 1800-tallet blev brygger Carl Jacobsen en slags eksempel herpå. Hans økonomiske gavmildhed var ikke nok til at få folk på bjerget til at glemme, at han var for stiv i betrækket og for brændende alvorlig, mener sognepræst Hanne Rosenberg.

»Selv om Carl Jacobsen er Danmarks største mæcen, blev han ikke accepteret på sin samtids parnas, han havde ikke sin gang i kongehuset, og han fik ingen vigtige titler. Jeg tror, man fandt ham for mærkelig. Han var altid søgende og blev betragtet som selvbestaltet og selvpromoverende, men han var en dygtig og passioneret kunstkender og var sikker på, at andre delte hans smag.«

Jesuskirken er blevet kaldt for en pragthelligdom uden sidestykke, et kostbart monument over Carl Jacobsens skønhedsglæde. Hanne Rosenberg kalder det et egocentrisk projekt.

»Jacobsen byggede kirken, fordi han ikke kunne få Marmorkirken, som skulle bygges færdig ved Grundtvigs død til ære for salmedigteren. Jacobsen bød sig til, men fik nej, sandsynligvis fordi han stillede ufravigelige krav, som var uforenelige med en barokkirke i faste rammer. Og selv om Carl Jacobsen ønskede, at Jesuskirken skulle være en del af folkekirken, udbad han sig patronretten på gammeldags maner, så hans slægt for altid skulle udnævne kirkens præster. Akkurat som man ser det på herregårde som Møgeltønder og Schackenborg, der er kirkeejere. I datidens kulturministerium har man nok hvisket bryggeren i øret, at han i så fald skulle betale præstelønningerne. I hvert fald gav han sig. I stedet lavede han en overenskomst med ministeriet om, at han fik indstillingsretten, altså at han egenhændigt bestemte, at Henry Ussing blev Jesuskirkens første præst. Det er bemærkelsesværdigt og svarer til, at skibsreder Møller nu skulle bestemme, hvem der skal være chef på Den Kgl. Opera i det nye hus.«

I 1882 havde Carl Jacobsen inviteret professor Vilhelm Dahlerup til at tegne en kirke og givet ham et bjerg af fotografier af kirkerne i Ravenna med besked om, at den skulle »overgå alle de andre kirker i København i skønhed.« Den skulle bygges som en oldkirkelig basilika a la Sydens store kirker, og Dahlerup lod sig inspirere af Notre-Dame-La-Grande i Poitiers og synagogen i Toledo. Hans første projekt udstilledes på Charlottenborgs Forårsudstilling, bryggeren gravede ekstra dybt i lommerne, og kirken blev til i et lykkeligt samarbejde.

Festligt og udansk

Resultatet omtales tit som festligt og udansk. Med dæmpet belysning og rigt udsmykket indre minder Jesuskirken ikke om nogen almindelig dansk folkekirke. Det er ikke svært at føle, man har fået glosuppe til middag i kirkerummet med Hammerleffs evangelistsymboler, grønlige sideskibsvægge med bryggerens udvalgte Jesus-ord og det hagekors, der var Ny Carlsberg Bryggeris logo. Det har været anvendt som religiøst symbol hos Asiens buddhister og oldtidens kristne, inden det blev kompromitteret som nazi-tegn. En strengt ædru lutheraner skal nok synke en ekstra gang ved synet af en så overlæsset stil, men præst Hanne Rosenberg glæder sig.

»Jesuskirken er et dejligt rum at holde gudstjeneste i, fordi farverne samler sig, og skønhed og religion går hånd i hånd, det folkeopdragende lå Carl Jacobsens hjerte nær.«

Foran kirken anbragte brygger Jacobsen Niels Hansen Jacobsens kontroversielle skulptur "Trold lugter Kristenkød".

Den havde kun lige passeret Charlottenborgs censur, og både sognebørn og sognepræst Ussing følte dens djævelske klør langt ind i sjælen. Men bryggeren gav sig ikke, og først ved hans død flyttedes den til Ny Carlsberg Glyptotek, hvorfra den nu er vendt tilbage. Forfatteren Ole Wivel kaldte Jacobsens "sognekirke-katedral" for blasfemisk, fordi den er et mix af familiegravkirke og helligdom. Bag alteret fører en trappe ned til det Jacobsen'ske familiegravsted i krypten, som indeholder en dobbeltsarkofag af granit, der rummer de jordiske rester af de to bryggere og deres hustruer.

»Jeg tænker da tit på, at familien Jacobsen ligger under gulvet, men det betyder ingenting, fordi den kirkelige stemning er så fremherskende. Men det er en sjældenhed med familiegravsteder inde i en folkekirke, og det er især interessant, at bryggeren ikke har afsat penge til vedligeholdelsen af familiegravene. På den måde ligger Jesuskirken på linje med Operahuset på Dok-øen, hvor det offentlige også skal betale gavens driftsudgifter. Historien gentager sig,« siger Hanne Rosenberg.

Mistro til Bill Gates

Der er langt fra plysningstiden i slutningen af 1700-tallet med etableringen af nationalstaten og årene, der fulgte, op til vor tids globaliserede informationssamfund.

Det er blevet sværere at pudse sin mæcen-glorie for det måbende slæng, for når kulturens arvesølv pudses med dollarsedler, tænker mange, at det vel sker, for at den ædle giver kan gå i tidligere mæceners fodspor og selv designe sit eftermæle? Eller for skattefradraget eller anden vindings skyld?

I USA kom Bill Gates i 1997 under kritisk lup som mæcen for landets folkebiblioteker. Han forærede digital teknologi og internetadgang for 400 mio. dollars. Han blev skudt i skoene, at han på den måde sikrede, at også det amerikanske samfunds B-hold uden hjemmecomputere kunne komme på nettet og således selv havde gavn af det. Der var også spekulationer om langsigtet kundepleje og fordelagtig placering af giveren i stjernekrigen om cyberspace. Pengegaven accepteredes, men den diskuteres stadig. Det overvejes derfor mange steder i verden, også i det hjemlige Kulturministerium, hvordan man kan forvandle og udvikle mæcenens rolle, så vedkommende ikke blot er den glade giver, men også partner til samfund og institutioner, når der skal udvises gavmildhed.

kultur@jp.dk