Byen, der blev bygget på skepsis

Han formår ikke at skjule det.

Bag brillerne stråler øjnene ved synet af de gule kraner, som står tydeligt frem mod dagens vinterblå himmel.

Mundvigene tilføjer ansigtet et lille smil, mens han lader blikket vandre mellem de store maskiner: Det synlige bevis på en succes i Jens Kramer Mikkelsens optik.

I disse dage er det svært at modsige den tidligere overborgmester og nuværende adm. direktør for Ørestadsselskabet.

»Ørestad får hoteller og kontorer for fem mia.«

»Rekordår for grundsalg i Ørestad«

»2.000 nye boliger i Ørestad Syd«

Tre eksempler på nogle af de overskrifter, som selskabet har trukket i medierne siden årsskiftet. Grundene i den nye by, Ørestad, går på det nærmeste som varmt bagerbrød, og resultatet materialiserer sig tydeligt fra 19. etage i det højeste hus i Ørestad City - den 80 meter høje, sorte Henning Larsen-tegnede bygning, som Ferring Pharmaceutical A/S holder til i.

Byen tager form

Herinde bag de store glasruder står Jens Kramer Mikkelsen med blikket fæstnet på en udsigt, der rækker så langt som til Stevns Klint på en klar dag - og ud over langt det meste af den 310 hektar store Ørestad, hvor byggeri efter byggeri skyder op.

Mod Nord tager DR's nye koncertsal form mellem IT-Universitetet og boligbyggerier. I City tegner betonelementer konturerne af det nye Ørestads Gymnasium skråt over for Field's og tæt på Ferring. Og i Syd kører tonstunge lastbiler jord fra de eksisterende bydeles byggepladser til nye arbejdsveje på de bare marker. Også her vil de gule kraner gøre indtog om et års tid. Jo, Ørestad som by er ved at blive til noget, som Jens Kramer Mikkelsen med stolthed noterer sig:

»Det er dybt fascinerende at se, hvordan det har udviklet sig fra en vild vision, til at byen nu materialiserer sig. Det er gået hurtigere, end optimisterne havde forestillet sig, og det er blevet bedre, end pessimisterne havde forestillet sig.«

København i krise

Selv tilhører Jens Kramer Mikkelsen optimisterne. Som overborgmester var han en af idémagerne bag Ørestads-planerne, der så dagens lys i begyndelsen af 1990'erne.

Dengang tegnede fremtidsudsigterne alt andet end lyst for København. Kommunekassen var så slunken, at byen nærmede sig fallit, godt 50.000 borgere stod uden arbejde, og nybyggeri var mildest talt fraværende i hovedstaden. Krisen kradsede i en sådan grad, at Københavns udvikling endte som genstand for en heftig debat i Folketinget. Noget måtte gøres for at skabe vækst og udvikling i Danmarks største by, lød konklusionen. Og noget blev der gjort.

I håbet om at gøre København til en metropol vedtog Folketinget i 1992 Lov om Ørestadsselskabet. Tanken var at udnytte potentialet fra den Øresundsbro, som fremtidskortene spåede om, ved at udlægge en stribe inddæmmet jord på Amager Fælled til en ny by, et vækstcenter med egen tunnelbane. Den bane - som endte med at blive Metroen - skulle finansieres via grundsalget i Ørestad.

De gode intentioner til trods mødte projektet ikke lige stor begejstring alle steder.

»Der var stor skepsis i forhold til hele konceptet. Folk spurgte, hvorfor der skulle anlægges en bane, hvor der var frøer og fugle, men ingen mennesker. Og om der overhovedet var behov for det,« husker Jens Kramer Mikkelsen.

Professorprotester

Fra borgere og Danmarks Naturfredningsforening mødte projekt Ørestad højlydte protester, fordi planerne ville gøre indhug i det grønne naturområde, som tidligere var skydebane for militæret.

Bygherrer vendte sig også imod planerne, fordi de allerede havde investeret i grunde andre steder i byen. Og selv fra Danske Arkitekters Landsforbund, Danske Byplanlæggere, Dansk Byplanlaboratorium og seks professorer lød der skeptiske røster mod projektet.

Foreningerne og professorerne fandt det unødvendigt at gribe ind i det store naturområde og i det hele taget unødvendigt at udlægge endnu et område til byggeri, da der i forvejen var masser af ledige erhvervsgrunde i hovedstadsregionen. Netop det gjorde, at mange slet ikke troede på, at den nye by overhovedet ville blive til noget.

Bygge- og udviklingsselskaberne faldt da heller ikke over hinanden for at komme til, da Ørestadsselskabet i 1996 begyndte at sælge de første grunde i den nordlige bydel. Faktisk så det ud til, at den mest interesserede køber af arealer var staten. Men også andre troede på projektet.

Ferring var pionér

Da Ørestad endnu mest var bar mark, købte den farmaceutiske virksomhed Ferring en erhvervsgrund i City.

»Vi ønskede at bygge et nyt udviklingscenter og kiggede på, hvor det var mest belejligt at placere det. Vi ville gerne kunne hente arbejdskraft fra vore virksomheder i Malmø og Kiel og vore lejede lokaler i København. Derfor var Ørestad med nem adgang til Øresundsbroen, lufthavnen og København et godt sted. Desuden troede vi på visionen Ørestad,« fortæller Susanne Korsgaard, HR- og administrationsdirektør i Ferring Pharmaceutical A/S.

Hun oplyser, at Ferring desuden er en international virksomhed med 24 nationaliteter ansat, og at placeringen tæt på de vigtige trafikale forbindelser også af den grund var vigtig. En anden grund var, at Ferring som farmaceutisk virksomhed gerne ville ligge i nærheden af andre medico-relaterede virksomheder, og den branche er rigt repræsenteret i Øresundsregionen.

Blandt medarbejderne var der dog betænkeligheder ved at flytte ud in the middle of nowhere, som Susanne Korsgaard beskriver det.

Rekordsalg i 2005

»De havde en del bekymringer om, hvad det ville betyde at flytte et sted hen, hvor der ikke var nogen p-pladser, og hvor vi nærmest skulle sidde i open space,« fortæller Susanne Korsgaard.

Hun oplyser, at der ikke var andet end byggekraner og jordvolde, da Ferring flyttede ind i Ørestad den 1. januar 2002.

I dag er det altså en helt anden udsigt, der byder sig til fra næstøverste etage i Ferring-huset.

Pessimisternes skepsis er gjort til skamme. Ørestad er en realitet. Grundsalget boomer og satte i 2005 foreløbig rekord med 224.000 solgte etagemeter.

Alt i alt er godt en tredjedel af jorden i byen nu solgt. Og ingen tvivler længere på, at projekt Ørestad bliver til noget.

»Vi hører ikke længere de der spørgsmål: "Er der behov for at bygge en by der?" og "Ligger den ikke forkert?". Da Sjælsø lancerede planerne om at bygge et World Trade Center i Ørestad var der ikke nogen, der spurgte: "Hvorfor?". Det er dét, Ørestad er gået fra og til,« siger Jens Kramer Mikkelsen.

Ordet er højkvalitet

At visionen er lykkedes, skyldes en meget bevidst planlægning og en stræben efter at skabe en by af høj kvalitet, mener Jens Kramer Mikkelsen.

»Hvis man spørger dem, der køber arealerne, lægger de megen vægt på, at der er en linje i det, der foregår. De kan tro på, at det, vi siger, rent faktisk bliver til noget. Når vi siger, at det bliver en by af høj kvalitet, bliver det en by af høj kvalitet,« understreger han, mens han guider avisens udsendte rundt i den fem km lange Ørestad.

Med foden peger han eksemplificerende på en rist i belægningen på Ørestads Boulevard. Ikke en rist af den gængse type, som ses i Indre By og brokvartererne. Nej, ligesom det øvrige byudstyr i Ørestad er ristene designede kvalitetsvarer.

Kravene til kvalitet går over alt igen i arkitekturen. Kendte arkitekter og tegnestuer står bag nogle af Ørestads mest bemærkelsesværdige bygninger - VM-huset, Tietgenkollegiet og - igen - Ferrings hus for at nævne nogle få. Der er dog også mere almindelige og knap så arkitektonisk bemærkelsesværdige byggerier i Ørestad. Det er også en bevidst strategi.

»Hvis det altsammen var fantastisk og enestående arkitektur, ville man jo ikke lægge mærke til det,« forklarer Kramer, som erkender, at der er en anden årsag til, at der er kommet god gang i grundsalget i Ørestad: den generelt store efterspørgsel på boliger.

Skeptiker er flyttet ind

Selv om nye salg tyder på, at erhvervslivets interesse for Ørestad er ved at blive vakt, er det i høj grad boligjord, som Ørestadsselskabet hidtil har solgt. I City og Nord er der udsolgt, og i Syd solgte selskabet forleden 40 pct. af boligarealerne.

Bolig efter bolig skyder op, og efterhånden er en del nye indbyggere flyttet til Ørestad. Blandt dem en tidligere Ørestads-skeptiker.

Tidligere byplanprofessor Peder Boas Jensen skrev i sin tid under på det såkaldte "professorbrev", hvori en række fagpersoner protesterede mod den nye Ørestad. I dag bor han i Karen Blixen Parken.

»Den oprindelige skepsis var i nogen grad berettiget. Jeg synes stadig, at kritikken af, at man udlagde et nyt areal til erhvervsudvikling, når man i forvejen havde en masse ledige arealer til erhverv i hele regionen, er relevant. Vi frygtede, at det ville give en utrolig spredt byudvikling, og det er præcis, hvad det er sket i f.eks. havnen.«

Han tilføjer:

»Men vi har fået en god Ørestad. Det er lykkedes at få planlagt og gennemført et projekt af meget, meget høj klasse. Herude går vi f.eks. rundt på kinesisk granit, mens man på Strøget vader på betonsten. Og der er gennemført mange byggerier efter arkitektkonkurrencer.«

Hos Ferring er medarbejdernes betænkeligheder ved at flytte til Ørestad også forstummet i dag.

»Det er min oplevelse, at medarbejderne synes, at det er dejligt, og at de har fornemmelsen af at være et dynamisk sted. Det er i hvert fald noget, der bliver talt meget om, når det f.eks. kommer frem, at NCC skal opføre en masse nyt erhverv herude. Der er sådan en medleven - vi føler os jo som en del af Ørestad,« siger Susanne Korsgaard.