Lungebetændelse meget mere udbredt
Antallet af danskere, der bliver indlagt på sygehuset med lungebetændelse er steget med 50 pct. i løbet af de seneste 10 år.
Selv om risikoen for at dø af lungetændelse er faldet en anelse i løbet af de 10 år, betyder den øgede forekomst af lungebetændelse, at der også er flere danskere, som dør af den frygtede sygdom.
Dødeligheden for lungebetændelse er nemlig fortsat. Hele 15 pct. af de indlagte patienter patienter dør inden for én måned, og blandt de patienter, der er over 80 år, dør hver tredje, skriver Nordjyske Stiftstidende..
Det viser et nyt stort forskningsprojekt, der omfatter 42.000 patienter i Nordjyllands, Viborg og Århus Amter. Resultaterne af projektet blev fremlagt i weekenden på en lægekongres i Nice af Reimar W. Thomsen, ph.d. i medicin og 1. reservelæge på Klinisk Epidemiologisk Afdeling på Aalborg Sygehus.
I de tre amter, hvor der i alt er 1,4 million indbyggere, var der i 1994 3.153 førstegangs-indlæggelser med lungebetændelse. I 2003 var tallet steget 4.927. Det svarer til en stigning i antallet af førstegangs-indlæggelser som følge af lungebetændelse fra 2,9 til 4,4 personer pr. 1.000 indbyggere årligt.
Der er ikke nogen entydig forklaring på den øgede forekomst af lungebetændelse, men en del af stigningen skyldes formentlig at flere danskere i dag lever med en kronisk sygdom, bl.a. rygerlunger og sukkersyge.
- Halvdelen af de patienter, der indlægges med en lungebetændelse, har en kronisk sygdom. Men den anden halvdel har ikke, og der er mange mennesker, der ellers er raske, som får lungebetændelse og i nogle tilfælde dør af det. Der er hvert år ellers raske yngre mennesker i alderen 15-39 år, der dør af lungebetændelse.
Faktisk er der flere dødsfald i denne aldersgruppe som følge af lungebetændelse end af mennigitis, som der ellers er megen fokus på, siger Reimar W. Thomsen.
JP