Skyttens kragefælde
I 1960'erne udviklede skytte Christian Larsen på Kongsdal ved Holbæk en kragefælde, der viste sig ret effektiv, og som blev kendt i både Sverige og Storbritannien som The Larsen Trap.
Den typiske Larsen-fælde har fire rum, hvor kragerne hopper ned fra oven, hvorefter låget smækker i.
Både svenskerne og englænderne har videreudviklet fælden, og erfaringerne viser, at krager lettere lader sig fange i en fælde, hvor de går ind fra siden i stedet for at hoppe ned fra oven, hvorimod skader lader sig fange i begge typer. Både i England og Sverige anbringer man typisk en levende lokkekrage i et af rummene, men det er forbudt i Danmark.
»Englænderne har siden udviklet en stor cirkelrund fælde, hvor en lokkekrage anbringes i et rum i midten med fælder rundt om. De kan ikke forstå, hvorfor vi i mange år ikke har måttet bruge fælder, når de oven i købet er opfundet af en dansker,« siger Niels Chr. Nielsen, der er skytte på Frijsenborg ved Hammel i Midtjylland.
I Danmark er det forbudt at bruge levende lokkefugle, og det vil nok reducere effektiviteten af fælderne en del. Men Niels Chr. Nielsen er klar til at afprøve fælderne alligevel, for han er ikke i tvivl om, at de ynglende krager er hårde ved småvildtet.
Derfor har han konstrueret sin egen kragefælde af få og simple materialer: minktråd (andet kraftigt tråd kan også bruges), nogle lægter savet igennem på langs til halv bredde, noget kraftigt ståltråd og evt. et par hængsler. Dertil nogle lige pinde, 1-1,5 cm i diameter.
Fælden er 160 cm. lang, 50 cm. bred og 50 cm. høj. Den har tre rum, så krager og skader enten kan hoppe ned fra oven eller gå ind fra siden. For at nå frem til lokkemaden skal fuglen træde på en pind, hvorved fælden klapper. Ikke noget med fjedre, den smækker i ved hjælp af tyngdekraften.
Man kan naturligvis også købe en fælde. L.S. Dantrade ( www.lsdantrade.dk, tlf 54 78 83 03) sælger en fælde med to rum til husskader for 437,50 kr. plus forsendelse 46,50 kr. og en større krage- og skadefælde med tre rum for 1231,25 kr.
Lotin ( www.lotin.dk, tlf. 58 26 54 23) har to størrelser til henholdsvis 1100 og 1500 kr. Lotin har på sin hjemmeside også en række gode råd til, hvordan man lokker byttet ind i fælden. enø