Vin og øl mindsker risikoen for demens
Ældre, der nyder alkohol i beherskede mængder, holder hjernen i bedre form, viser ny amerikansk undersøgelse.
Ældre kvinder, der drikker et glas vin eller øl om dagen, har 20 pct. mindre risiko for at blive ramt af demens, fremgår det af en ny undersøgelse i New England Journal of Medicine.
Undersøgelsen omfattede 11.000 (tidligere) amerikanske sygeplejersker i alderen 70 til 81 år. Kvinderne deltog med års mellemrum i en test, der målte den intellektuelle formåen og hukommelsen. Og resultaterne var entydige: De kvinder, der drak alkohol i begrænsede mængder svarende til et glas øl eller vin om dagen, klarede testopgaverne bedre end dem, som ikke drak, skriver Dagens Nyheter.
Ikke smart at drikke tæt
Til gengæld bliver hjernen ikke toptunet af at drikke tæt, viser undersøgelsen ikke overraskende. Tværtimod øges risikoen for demens ved et stort alkoholforbrug.
Forskerne tror, at den mindskede demensrisiko ved et begrænset alkoholforbrug kan skyldes, at alkohol øger niveauet af det gode kolesterol (HDL), mens mængden af det dårlige kolesterol (LDL) sænkes.
Alkohol påvirker desuden blodets evne til at koagulere og øger blodtilførslen til hjernen.