Et ekstremt kvarter forandrede Mias liv

»Med det samme, jeg åbnede døren, kunne jeg se, at noget var helt galt.«

Uden for Mia Rasmussens fordør på 2. sal i en ejendom i Aalborg stod en sortklædt mand med en hue trukket næsten ned over øjnene. Hurtigt pressede manden hende ind i lejligheden, og derefter begyndte 15-20 minutters mishandling, som kom til at forandre hendes liv.

»Jeg har tit tænkt på, at det kvarter fik ekstremt store konsekvenser for mit liv,« siger Mia Rasmussen til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Hun er en af seks voldsramte, som indtil nu har indvilget i at stille op til en fotoserie af volds- og voldtægtsofre, der spiller sig selv som offer. Billederne udgør en del af en kampagne, som Landsforeningen Hjælp Voldsofre er på vej med. Det er planen, at billederne skal udstilles på en vandreudstilling, som skal hele landet rundt.

Overgrebet på Mia Rasmussen skete i påsken 2008, da hun var en velfungerende 22-årig kvinde med fast arbejde og store planer. Hun havde tømmermænd efter en søndag nat i Jomfru Ane Gade, men alt det havde hun glemt, da den sortklædte mand truede hende på livet og førte hende ind i soveværelset.

Knytnæveslag

Her havde Mia lagt noget tøj frem til næste dag – blandt andet nogle lange strømper. Den sortklædte mand tog en af strømperne og bandt den omkring munden på hende og den anden om halsen, hvorefter han lagde hende ned på sengen.

»Lige i det øjeblik tror jeg, at der gik en forsvarsmekanisme i mig, men da jeg forsøgte at stritte imod, gav han mig et knytnæveslag og sagde, at han ville dræbe mig, hvis jeg gjorde det igen. Og så tror jeg, at jeg gik i en form for choktilstand,« fortæller Mia, som blev næsten paralyseret af angst.

Hentede en køkkenkniv

Blandt andet husker hun, at hun sad og kiggede på sin mobiltelefon, der lå på en skænk ikke ret langt fra sengen, hvor hun lå – uden at turde røre den.

Voldsmandens opførsel blev mere og mere ekstrem. Han gik ud i køkkenet og hentede en kødkniv, der hang over køkkenbordet.

»En kødkniv – en rigtig voldsom kniv. Den kom han ind med, og dér var jeg sikker på, at jeg skulle dø,« siger Mia Rasmussen, som indtil dét punkt havde troet, at manden ville voldtage hende.

Overgrebet planlagt

Manden havde andre planer. Helt stille og roligt gik han hen imod Mia, satte sig overskrævs på hende på sengen, hvor hun lå kun iført trusser og stroptrøje. Nu begyndte han lige så stille at skære tøjet op med kniven; trusserne skar han halvvejs over, og toppen blev skåret op, lige indtil han blottede Mia Rasmussens bryster.

»Og mens han gjorde det her, sad han og sagde ”Sssshhh”, og det var ekstremt mærkeligt og meget angstprovokerende, fordi han virkede så psykisk ustabil og alligevel så fattet i forhold til det, han var i gang med,« lyder den ufattelige beskrivelse af virkeligheden i Mias lejlighed dengang for fire år siden.

Overgrebet var planlagt i detaljer, viste det sig. Den sortklædte mand tog sine stofhandsker af og afslørede, at han neden under havde latexhandsker på.

Afbrudt af telefonen

»Da han havde taget handskerne af, begyndte han at ridse mig i maveskindet med bagsiden af kniven. Lige så stille og roligt, og han gjorde sig utroligt umage. Det gjorde afsindigt ondt og føltes som om, at det tog en evighed. Han var der faktisk ikke særligt længe, men det føltes som for altid,« lyder det fra Mia Rasmussen.

Hendes frygt for en voldtægt var måske ikke ubegrundet, for da voldsmanden var færdig med at skære i hendes maveskind, opførte han sig uterligt over for hende.

Pludselig ringede hans telefon. Han tog den og talte i maksimalt 10 sekunder på et sprog, som Mia ikke kunne genkende.

»Og så lænede han sig ned til mit øre og hviskede, at hvis jeg lovede aldrig at sige det her til nogen og heller ikke ville sige det til politiet, så ville han ikke gøre mig noget. Ellers ville han komme tilbage og slå mig ihjel. Og så rejste han sig og gik lige så stille og roligt ud ad døren,« slutter Mia Rasmussens fortælling om mareridtet.

Dyb depression

I månederne efter overfaldet prøvede hun ihærdigt at få stablet sit liv på benene igen, men det skulle vise sig, at hun helt havde undervurderet de langsigtede konsekvenser af overgrebet.

»Jeg var rigtig dum at tage på arbejde kun 14 dage efter, at det var sket. Jeg tror, jeg tænkte, at han ikke skulle ødelægge mit liv. Men jeg skulle være blevet længere tid hjemme, fordi jeg røg ned med en dyb depression. Jeg blev simpelthen bange, og jeg var helt nede i et sort hul. Jeg fik panikangst, var bange for at møde ham, når jeg gik på gaden, selv om jeg ikke kunne huske, hvordan han så ud. Jeg led af skyldfølelse og følte, at jeg havde optrådt uforsigtigt ved bare at åbne min dør, selv om det ikke var rigtigt,« fortæller Mia Rasmussen om tiden, der fulgte.

I en periode reagerede hun ved at gå ekstremt meget i byen, give den gas og drikke sig fuld. Vennerne skulle overbevises om, at det gik godt, men i stedet endte hun med en voldsom vrede, som ramte familie og venner.

»I dag kan jeg se, at jeg ikke var klar til at tackle mine følelser. Jeg var simpelthen ikke klar til at sætte mig ned og græde. I stedet reagerede jeg ved at være vred, men vreden var vendt mod de forkerte, og det gik ud over mine venner og min familie. Jeg troede, at jeg kunne klare det selv ved at gemme det væk, men det kan man bare ikke.«

Reddet af offerforening

Også den overstrømmende medfølelse fra omverdenen blev pludselig til et problem.

»Jeg oplevede også, at det gik som en løbeild, at jeg var blevet overfaldet – pludselig var der folk, der vidste det, selv om jeg ikke havde fortalt dem det, og folk ringede og skrev til mig om, hvor forfærdeligt det var. Det kunne jeg ikke overskue, for jeg ville ikke føle mig som et offer. Jeg ville bare være den Mia, som jeg var før.«

Og netop, da hun havde det værst og var helt nede, blev hun kontaktet af foreningen Hjælp Voldsofre, som havde hørt om hendes situation.

»De hjalp mig på et tidspunkt, da jeg følte, at der ikke var noget håb tilbage. De hjalp mig, støttede mig og skaffede gratis psykologtimer til mig. Helt fantastisk ...,« lyder det taknemmeligt fra Mia Rasmussen.

Mistede jobbet

Psykologbehandlingen hjalp, men Mia Rasmussen var alligevel sygemeldt i over et år og mistede undervejs sit arbejde i tøjforretningen. Og først tre år efter overfaldet kom følelsen af at have overvundet overgrebet. Og alligevel kommer man ikke helt over det, understreger hun.

»Du vil altid have det med dig. Og jeg kan stadig vågne og have mareridt. Hvis jeg er alene hjemme, kan jeg stadig godt blive helt skræmt, hvis jeg hører, at en fulderik tager fat i min dør. Men jeg har kontrol over mine følelser nu, og jeg har fået bearbejdet, hvad der skete oppe ved mig den dag,« lyder hendes konklusion.

Voldsmanden blev aldrig fundet, selv om politiet efterforskede sagen i over et halvt år.