Fortsæt til indhold
Indland

79 år gammel brodel driller Aalborg

Vejbroen over Limfjorden kan ikke klappe op før engang i næste uge, siger kommunen.

"Det er jo lidt voldsomt, at hele to broer sætter ud samtidig."

Sådan lyder det fra Aalborg Kommune om den skaderamte Limfjordsbro, som dagligt lægger asfalt til 28.000 biler, 5.000 cykler og flere tusinde fodgængere.

"Men vi slap da for, at broklapperne satte sig fast i oprejst stilling. Så havde vi haft problemer," siger afdelingsleder Henrik Jess Jensen fra kommunens teknik- og miljøafdeling.

En besværlig sag

Tirsdag middag nægtede den ene af de to broklapper at gå ned igen, og det varede op mod en halv time, inden det lykkedes at få broklappen sænket.

Nu er fejlen fundet, og den viste sig at sidde i den ene af broens fire aksler, som alle stammer fra 1933, broens indvielsesår.

Akslen på 460 centimeters længde og ni centimeters tykkelse sidder dybt inde i broklappen, og fem teknikere har siden uheldet arbejdet i døgndrift med at arbejde sig frem til den slidte aksel.

3.000 årlige åbninger

Mange års drift - med op til 3.000 årlige åbninger af broklapperne - har slidt en not på akslen, således at kraftoverførslen fra broens hævemotorer var forsvundet.

Nu skal akslen udskiftes, og konsekvensen er, at de 750 tons tunge broklapper ikke kan hæves før engang i næste uge.

Derfor må fragtskibene med destination mod Limfjordens havnebyer i nogle dage tage turen rundt om Skagen og gå ind i Limfjorden ved Agger Tange - eller den noget længere tur sydpå og gennem Kielerkanalen.

Skibstrafik generet

I august måned må Limfjordsbroen i gennemsnit åbne broklapperne for 40-50 fragtskibe, oplyser Aalborg Kommune, mens op mod 1.000 lystfartøjer passerer broen.

Limfjordsbroen er en af Danmarks ældste vejbroer. Den blev opført som beskæftigelsesarbejde under Stauning i 1930'erne, og rigtig mange af broens tekniske installationer er de originale. Alligevel mener Aalborg Kommune, at man ikke skal være bekymret for broens alder.

"Broen er gammel, men fungerer faktisk som et schweizisk urværk," siger Henrik Jess Jensen.

Mange originale dele

Han oplyser, at broen har en høj vedligeholdelsesstandard. I 2010 blev land- og brofagene repareret, og senere i august starter kommunen en hovedreparation af de to broklapper.

Store dele af det elektriske system er originalt, og hovedmotorerne er også de originale, og efterhånden er der kun ganske få håndværkere, som har erfaringen i at reparere de gamle systemer.

Kritik fra Limfjordshavne

Foreningen af vestlige havne i Limfjorden har kritiseret, at den næsten 80 år gamle aksel aldrig er blevet tilset. Men den kritik finder Henrik Jess Jensen ikke rimelig.

"Hvis vi skulle have gennemgået al mekanik i hele broen, så havde det været nødvendigt art afmontere broklapperne. og de vejer altså 750 tons stykket," siger afdelingslederen til Jyllands-Posten.