Flemming Juncker død

Flemming Juncker kaldte sig selv en "outreret individualist", og det er på mange måder en ganske betegnende karakteristik af dette både fysisk og åndelige kæmpemenneske. Stor var han i sine velmagtsdage - det var ikke uden grund, at han under krigen gik under navnet "Elefanten" - men i de seneste år skrumpede den store mand kendeligt ind rent fysisk, selv om han gennem årene brugte kilovis af uautoriserede "Lykkepiller", som han mente forlængede hans liv.

Det blev langt. En kørestol blev dog til sidst hans faste tilholdssted, men hans ånds spændvidde var der ikke noget i vejen med. Kødet var skrøbeligt til en vis grad, men ånden var redebon, og trods nærheden af de et hundrede år var han ikke den, der gik af vejen for et godt intellektuelt slagsmål.

Forkætret i landbrugskredse

Flemming Juncker var iværksætteren, foregangsmanden på godt og mindre godt, og han afslørede tidligt som borgherre på Overgaard visioner, der ikke faldt i god jord hos alle. I mange år var han en forkætret skikkelse i de almindelige landbrugskredse, hvor hans ideer og hans fremsyn var en tom i kødet på det traditionelle landbrug. Hvad skulle man med en sådan "outreret" landmand, der inddæmmede land fra Mariager Fjord? Og hvad lignende det at gøre sig til talsmand for de store og kostbare høstmaskiner - mejetærskerne - når det nu gik så godt med selvbinderne - og så tilmed selv købe et af uhyrerne i Amerika, den første af slagsen i Danmark?

Man så skævt til herren på Overgaard - men alligevel strømmede landbrugere til at for se på godset. Her blev nogle af dem bekræftet i deres fordomme, andre rejste hjem med eftertænksomhed i bagagen, og får Flemming Juncker ikke et synligt bevis i Landbrugets Hus for sit banebrydende arbejde, vil han alligevel have en fremtrædende plads i dansk landbrugshistorie. Han turde gå i lag med forsøg og eksperimenter, som andre havde afvist som umulige. Han betalte lærepengene, hvor hans landmandskolleger fedtede.

Det kostede ham, bl.a. hans elskede Overgaard, som han havde overtaget i 1938 for en udbetaling af 20.000 kr., som han havde måttet ud at låne.

Intet klynkeri over skæbnens ugunst

Det holdt til 1977, da Juncker måtte se sin ejendom overgå til andre med større pengesække end hans og med mere godvilje hos bankerne, end han nogensinde havde haft. Erhvervsøkonomisk var han ingen ørn, og han erkendte blankt, at han måske kunne have klaret skærene ved at være gået ind på et kompromis. Men han klynkede ikke. Han betalte med oprejst pande den pris, som det koster at ville være fri og uafhængig og råde selv.

Kompromis var ikke et uartigt ord hos Juncker, hvad mange måske vil mene. Han kunne godt acceptere skiftende regeringers forsøg på at få det bedst mulige ud af en forhandlingssituation, men for hans eget vedkommende var denne praksis for trang og smal. Han ville se resultater - og helst hurtigt. Han deltog ikke i partipolitisk arbejde, men det er ingen hemmelighed - eller er det? - at han livet igennem stemte på Venstre. Han så i Uffe Elleman-Jensens udenrigspolitik et synspunkt, som stemte overens med hans eget. Han var uforbeholden NATO-tilhænger, men var skeptisk over for EU. Frihed under ansvar - Venstres slogan - havde Flemming Juncker praktiseret, længe før det blev en klichépræget politisk talemåde.

Flemming Juncker var et fascinerende menneske at være sammen med. Det huskes af nærværende, at han engang begyndte med at fortælle om sine skove i Oregon, USA - Juncker var uddannet forstmand - og endte efter mange sidespring til musik, litteratur og økonomi med en (for gæsten) forbilledlig fremstilling af forholdene i Antikkens Grækenland. Han spændte vidt og havde selv i sin hurtigtale en pædagogisk evne til at fange samtalepartnerens opmærksomhed.

Han var autodidakt i den forstand, at bortset fra sin uddannelse som forstmand havde han ingen videnskabelig baggrund, og alligevel var han på hat og post med fremtrædende forskere verden over og færdedes som ligemand med dem, når han endelig tog sig tid til at forlade Overgaard. Han var besat af en utrolig nysgerrighed, og hans viden om kunst, litteratur, musik og historie var svimlende, og det var en oplevelse, når han kastede sig ud i en analyse af f.eks. en opera eller et litterært værk.

Kontroversielle synspunkter

Flemming Juncker var brysk, barsk over for dem, der ikke kunne følge ham, når han bl.a. fremførte sine absolut kontroversielle synpunkter om atomudslip, regnskovsødelæggelse, vindmøller og meget andet. Han var ikke elsket på bjerget, men andre holdt af ham, fordi han trods sine ofte luftige synspunkter stadig havde jordforbindelse. Gennemsnittet var ikke noget for ham - eller nok. Hans norm ragede højere op, men betegnende og lidt paradoksalt var det, at han befandt sig bedre blandt de vestjyske husmænd end blandt de laksko-prydede kammerherrer og andet hoffolk. Hos disse småbønder rådede fornuften, sagde han. Selv fik han aldrig en hoftitel. Vi er stadig i et janteland.

Stor indsats under Besættelsen

Et vigtigt afsnit i Flemming Junckers liv var Besættelsen. Det var en periode, han ikke gerne ville tale om. Jeg gjorde, hvad jeg skulle, sagde han engang. Han gjorde mere end det. Det var ham, der oprettede den jyske modstandsbvægelse, og da han måtte flygte til Sverige, fordi Gestapo pustede ham i nakken - i en lejlighed i Ringparken i Århus fandt tyskerne en "overdimensioneret" jakke, der kun kunne passe til "Elefanten" - overgav han styret i Jylland til Jens Toldstrup, som indtil befrielsen med stor kompetence ledede nedkastningerne.

I London var Flemming Juncker en uvurderlig medarbejder for SOE (organisationen, der koordinerede modstandsarbejdet i de besatte lande), og han var den, der hindrede Danmarks Frihedsråd i at deportere, event. likvidere, Jens Toldstrup, der også var også en "outreret" individualist. Toldstrup havde det, mildt sagt, ikke godt med samarbejdet med oberstløjtnant Vagn Bennike, der var Frihedsrådets militære øverstkommanderende i Jylland.

"Den jyske Konflikt" skal ikke behandles her, men da Frihedsrådet ville bevise sin magt og indkaldte Toldstrup til møde i København - det var enten deportation eller likvidering - greb Juncker ind i London med forbud til Toldstrup om at rejse.

Kritisk over for Christmas Møller

Et kuriosum i forbindelse med "Den jyske Konflikt": Flemming Juncker var ingen tilhænger af den militære danske efterretningstjeneste og slet ikke af Vagn Bennike eller Flemming B. Muus, SOE's repræsentant i Danmark. De havde et meget køligt forhold til hinanden - for at sige det mildt. Junckers karakteristik af Vagn Bennike var ondskabsfuld -sådan kunnde han også være: "Han (Bennike) var i krigens sidste tid så dybt under jorden, at onde tunger ventede ham tildelt en høj kinesisk orden for at have været en større trussel mod japanerne end mod tyskerne."

Lidt plaster på året: "Han (stadigvæk Bennike) gjorde utvivlsomt sit bedste, men brugte for megen tid på diplomatisk guerilla mod Toldstrup, som på 36 timer gav svar på enhver forespørgsel fra London, mens Bennike brugte et sindrigt system, så svaret som regel først indløb efter to ugers forløb".

Også i spørgsmålet om befrielsesregeringen havde Juncker en finger med i spillet. Han var ingen ynder af Christmas Møller som udenrigsminister. Det var en total fejltagelse, sagde han, men bøjede sig for de kræfter, der så en national figur i Christmas Møller.

Den danske historie har mistet en ener. Vi har ikke så mange af den slags i et lille samfund. Flemming Juncker havde krop og sjæl til at sidde i Kronborgs Kasematter som et supplement til - eller efterfølger - for Holger Danske.