Saltvand renser kroppen

Rummet er fuldt af mennesker af forskellig størrelse og type. De står alle med et glas fyldt med saltvand i hånden. De småsnakker. Efterhånden som de får drukket væsken, glider de ind i det tilstødende lokale. På orange madrasser går de i gang med forskellige yogaøvelser, der skal motionere og strække tarmene ud for at lette passagen af lunkent saltvand igennem kroppen. Vi er på Skandinavisk Yoga og Meditationsskole i København. Stedet, der udbyder tarmskylning en gang om måneden. En renselsesproces, som flere og flere har fået øjnene op for, selv om den hører til de mere ekstreme discipliner inden for yogaen. Det siges at være godt for både krop og sjæl. Derfor kaster undertegnede sig også kækt ud i strabadserne.

Vi er 22 deltagere denne tidlige lørdag morgen. Nogle har prøvet det før, de fleste ikke. Franz Jervidalo, der er dagens instruktør og klædt helt i orange, fortæller om forløbet. Om at man skal drikke 16 glas saltvand i alt, og helst seks før man må gå på toilettet. Og at saltvandet løber så hurtigt igennem kroppen, at det finder vej igennem tarmene frem for urinrøret. Jeg allierer mig med en flok piger i slutningen af 20'erne. Det er første gang for de fleste. Vi tager en tår af vandet. Smagen minder om bouillon. Vi småsnakker. De fleste er her for at omlægge deres liv og begynde på en frisk med ordentlig kost. Som for eksempel Henriette Nielsen på 33 år. Hun er revisor og har fået anbefalet tarmskylningen af sin veninde. Seks kilo havde veninden tabt under den efterfølgende diæt. En anden pige er efter flere udrensninger kommet af med sine hudproblemer i ansigtet. Og så er der alle dem, der bare mener, at det vil være en sund omgang for både krop og sjæl.

Regnskab med glassene

Anja Hübner på 29 år tømmer sit glas, sætter en streg på et papir, så hun kan holde øje med antallet af glas, og forlader rummet. Vi andre går med ind i det tilstødende lokale og går i gang med yogaøvelserne. Da vi er færdige, går vi tilbage, hvor vi kom fra, skænker os endnu et glas fra den store orange vandtank i hjørnet og nipper til den varme drik. Yogatrænerne har tændt røgelsespinde ved toiletterne og skruer op for verdensmusik.

Jeg skæver til sedlerne med kursisternes personlige vandregnskab i vindueskarmene og bliver en smule stresset. Per har åbenbart allerede drukket fem glas. Jeg er kun færdig med mit andet. Franz Jervidalo forsikrer dog, at det er helt naturligt. Nogle er hurtige i begyndelsen, andre har en lidt langsommere opstart. Så er der også lige det, forklarer han, at hvis man kaster op, skal man bare drikke den samme mængde væske igen. Det skal jo ud den rigtige vej. Vi drikker, laver øvelser, og drikker igen.

Da klokken nærmer sig halv ti, er jeg i gang med mit fjerde glas. Jeg har kvalme og pludselig også en ustyrlig trang til at gå på toilettet. Men jeg husker yogatrænerens ord - helst ikke før efter seks glas. Efter det femte må jeg dog halvløbende kapitulere. Det lyder, som hvis jeg havde tændt for en vandhane, da jeg tømmer noget af indholdet ud i kummen. Men ikke det hele, for så skal man nemlig bare opbygge trykket igen. Jeg låser temmelig lettet døren op.

Kø ved toilettet

Uden for står en midaldrende mand med gråt overskæg. Han småhopper på stedet. »Endelig!« udbryder han og styrter ud på toilettet bag mig. Selv om de færreste synes, at det er sjovt at drikke saltvandet og styrte ud på toilettet, opstår der hurtigt en intim atmosfære. Vi taler frit om vores toiletbesøg, om kvalme, og om hvordan man mon lettest holder den strenge diæt i 10 dage. Efter syvende glas er det vand, der kommer ud af min anden ende, partikelfrit. Og min endetarm er begyndt at svie ganske forfærdeligt. Måske på grund af saltet, måske på grund af de mange toiletbesøg.

»De kunne godt have sagt, at vi skulle have noget salve med,« medgiver en pige, som jeg delagtiggør i mit problem. »Jeg fugter toiletpapiret med vand og dupper mig med det. Så river det ikke sådan bagi,« betror en anden pige os. Vi griner i vores lille indforståede gruppe.

Da jeg har drukket 13 glas, føler jeg, at det salte vand står helt oppe i spiserøret. Franz Jervidalo beder mig dog drikke endnu et par glas for en sikkerheds skyld. Selv om et enkelt glas føles helt uoverskueligt, skænker jeg op igen.

Ni glas og ingen gevinst

Der er langsomt blevet tømt ud i lokalet. Over halvdelen af de fremmødte har drukket deres glas. Nogle flere, nogle færre. En har efter ni glas endnu ikke været på toilettet. Jeg allierer mig med Anja Hübner og drikker det sidste glas.

»Er I klar til at kaste op?« spørger Franz Jervidalo med henvisning til den afsluttende maveskylning.

Vi nikker begge. Han fører os ovenpå og ind i et køkken, hvor en mand med en suppeske hælder klar væske op i store glasskåle. Også det er saltvand, blot en smule køligere og meget mere kvalmt. Vi skal drikke så meget, så hurtigt vi kan, helst hele skålen, og derefter kaste det op igen for at tømme mavesækken helt. Jeg sætter skålen for munden, drikker og synker, selv om det er svært. Lige meget sker der. Så stikker jeg en finger i halsen, som jeg er blevet instrueret i, og kommer til at udstøde en høj, dyb lyd. Anja Hübner griner.

»Gør det igen, så trykker jeg dig på maven samtidig!«

Jeg ryster træt på hovedet. Prøver endnu engang. Så kommer det klare saltvand, men af så mange omgange, at jeg udmattet må sætte mig på gulvet og tørre tårerne væk fra kinderne. Det værste er nu overstået. Jeg skyller næsen med en keramikkande ved at hælde saltvand ind igennem det ene næsebor og ud igennem det andet. Taknemmelig over, at de sidste mange timers kvalme er forsvundet, men svimmel efter dagens strabadser.

En tiltrængt lur

Vi lægger os på orange madrasser med tæpper over os. Så slukkes lyset. Da Franz Jervidalo vækker os efter tre kvarter, er jeg udhvilet, som havde jeg sovet et døgn. Kroppen føles pludselig umanerlig let og fuld af energi.

»Du har slappet grundigt af,« forklarer yogatræneren og fortæller, at afslapningen er mere dyb end normalt, fordi man har brugt sig selv fuldt ud.

Jeg småsnakker glad med ham på vej tilbage til køkkenet. Her venter vores første måltid i 24 timer: udkogte ris med linser og et særligt fedtstof, ghee. Det er tungt, men det ryger ned. Måltidet er vigtigt for at smøre tarmene og få dem i gang igen.

»Hvis jeg havde et formål med det, ville jeg gerne gøre det igen,« fortæller Anja Hübner.

Henriette Nielsen er ikke sikker.

»Hvis jeg røg ud af de gode, sunde madvaner, som jeg har tænkt mig at få nu, ville jeg måske gøre det igen. Men ærligt talt har jeg svært ved at overskue kvalmen og alt det vand.«

På vej ud for at købe mine økologiske grønsager overvejer jeg, om jeg kunne gøre det igen. Måske, tænker jeg, hvis diæten virkelig giver mig ny energi. Foreløbig har den afsluttende dybe hvile slettet alle spor af en dag fuld af grænseoverskridende oplevelser. Lige bortset fra en meget øm endetarm.

I næste uge følger Fritid op på, hvordan den grænseoverskridende tarmskylning og efterfølgende diæt har påvirket JP's udsendte medarbejder.