Fortsæt til indhold
Indland

Livlig trafik i 1. division

Fremad Amager og Hvidovre har ført an på et livligt spillermarked i 1. division, mens Bent "Turbo" Christensens skifte til Brønshøj er det mest opsigtsvækkende.

Af MADS RØMERT

Mens Superligaen nærmest har ligget brak i sommerpausen, har 1. divisionsklubberne haft travlt med at skaffe nye spillere til trupperne - ikke mindst fra konkurrenterne.

Fremad Amager har ført an på transfermarkedet, hvor hele 11 nye er kommet til klubben, men også otte spillere er stoppet på øen. To vigtige spillere er gået til Hvidovre, nemlig topscoreren Sammy Youssouf og anføreren Thomas Hansen.

I det hele taget har Hvidovre også været en livlig deltager på spillermarkedet.

Klubbens nye manager, Jan Sørensen, er ved at sætte sit fingeraftryk på holdet, og det har betydet, at der er hele ni nye ansigter i førsteholdstruppen, hvoraf otte er kommet fra andre klubber.

Næsten lige så mange har forladt Hvidovre, men den gamle FCK-profil Morten Falch er en af dem, der har forlænget sin kontrakt.

Mange spillere i 1. division flytter blot rundt mellem de københavnske klubber, men Hvidovre har også fået helt nyt blod fra udlandet.

I Sunderland har Hvidovre lejet midtbanespilleren Mark Convery og angriberen Michael Proctor, der har spillet en enkelt førsteholdskamp i den engelske Premier League-klub.

De to spillere er kun 19 år og skal nu udvikle deres talenter i den danske 1. division de næste tre måneder.

Der var også tale om, at unge Manchester United-spillere skulle til Hvidovre, og det kan godt være det sker på et senere tidspunkt, fortæller manager Jan Sørensen.

»Men hvis vi skal også føle, vi er klar til det, for det er utrolige forhold spillerne har ovre i Manchester, og det er ikke det letteste at lokke dem væk derfra,« siger Jan Sørensen.

Tengbjerg til Farum

Farum har endnu engang været ude og hente forstærkninger, og de har fået fat i fem nye spillere i sommerpausen foruden træner Tom Nielsen, der er kommet fra Birkerød og skal være "stand in" for Christian Andersen indtil vinterpausen, hvorefter han fortsætter som assistenttræner.

Farum har skrevet kontrakt med angriberen Jeppe Tengbjerg, som scorede mål på samlebånd for B 93 i foråret, og på samme måde er Mads Spur-Mortensen kommet til fra Østerbro. Spur-Mortensen har imidlertid pådraget sig en meniskskade, og i værste fald er han ude resten af efteråret.

Udover disse to har Farum hentet spillere i Ølstykke, Birkerød og Holbæk.

B 93 har haft brug for at finde erstatninger for især Jeppe Tengbjerg.

Erstatningen er kommet i Thomas Maale fra Ølstykke, der har scoret mange mål i træningskampene og Kristoffer Aagaard fra AB. Endelig er den gamle B 93'er Kenneth Christiansen tilbage på en lejekontrakt fra AGF.

Blandt de mere kuriøse indslag i B 93 er Gert Michaelsen, som kommer fra AB 70 og har fået en halvårig kontrakt. 26 årige Gert er bror til Jan Michaelsen fra AB, men modsat broderen er han venstrebenet og spiller på venstrekanten.

Turbo hjem til hvepsene

I Køge går regnskabet op efter sommerens spillerudskiftninger.

De zebrastribede har fået tilgang af fire spillere og mistet fire.

Blandt de ankomne er offensivspilleren Martin Borre fra Brøndby, mens angriberen Kenneth Fuhr Pedersen er gået fra Køge til Ølstykke.

Ølstykke havde også i den grad brug for nye folk med målnæse, efter at næsten hele deres angreb var forsvundet.

En af de forsvundne er den gamle Lyngbyspiller Rene Schrøder, der er blevet solgt til Alzano i den italienske Serie C.

Italienerne har haft et godt øje til den danske 1. division, for Fremad Amager-spilleren Peter Rewers, der også har en fortid i Lyngby, har fået en etårig kontrakt i Alzano.

Nyoprykkede Birkerød har ikke haft de store udskiftninger i truppen, til gengæld har medoprykkerne fra Brønshøj styrket holdet.

"Hvepsene" har blandt andre lejet Brøndbyspilleren Rafal Niznik, og rutinerede Brian Kaus fortsætter i Brønshøj på trods af, at han har travlt med arbejde i FCK's salgsafdeling.

Den helt store profil i Brønshøj og hele 1. division bliver dog uden tvivl Bent "Turbo" Christensen.

Den gamle måljæger har valgt at holde karrierens sidste jagt i barndomsklubben Brønshøj, som han forlod som 18 årig tilbage i 1985.

Dengang var han topscorer 1. division, mens rækken endnu var landets fornemste.

jpk.fodbold@jp.dk