Digteren og syngepigen

Da Danmarks nationalskjald Holger Drachmann fik et fast forhold til en tribunesangerinde af folket, lød der et ramaskrig fra det pæne borgerskab.

I 1898 havde Det Kongelige Teater premiere på nationalskjalden Holger Drachmanns store nationale epos "Vølund Smed".

Dagen var den 13. marts, og alt, hvad der kunne krybe og gå af kendte københavnere, var til stede. Da tæppet faldt efter forestillingen, blev digteren belønnet med en stormende applaus. En samtidig beskrev begivenheden således: "Publikum blev ved at klappe, indtil Digteren rejste sig og slog kongeligt ud med sin højre Haand. Med høj Røst takkede han "den danske Skueplads" og dens Kunstnere, der havde ført Stykket frem. Og saa tilføjede han med endnu højere og mere indtrængende Røst: "En Tak til og et Leve for den store, noble Kvinde, der har inspireret mig til dette Digterværk!" Hurra-raabene rungede gennem Salen. Ingen tænkte i første Øjeblik paa, hvem det var, man raabte Hurra for, at det var en Sangerinde fra en Sangerindeknejpe. Men bagefter var Raseriet umaadeligt i Borgerskabet, og man forfulgte Drachmann og Edith med Haan og ondsindede Skandalerygter."

Forargeligt forhold

Premieren på "Vølund Smed" blev det dramatiske eftermæle på Drachmanns stormfulde forhold til syngepigen "Edith", hvis borgerlige navn var Amanda Jensine Nilsson.

Hun var født på Vesterbro den 16. februar 1866 og var datter af en indvandret svensk arbejdsmand ved navn Jöns Nilsson og hans danske kone Jensine. Amanda brugte dog aldrig faderens svenske efternavn, men ændrede det til det danske Nielsen.

Barndomshjemmet lå på den daværende Vesterbros Badevej - i folkemunde altid kaldt "Balladevej". Indtil Alberti ophævede loven om de offentlige bordeller i 1901, var gaden Vesterbros førende bordelgade. Den hedder i dag Eskildsgade.

Faderen var en stabil mand, der sørgede for sin familie. Desværre blev han udsat for en arbejdsulykke, så Amanda og hendes to ældre søstre måtte tidligt ud på arbejdsmarkedet.

Efter at have arbejdet som syerske blev Amanda som 18-årig ansat som syngepige på Alleenberg på Frederiksberg Allé og startede her en strålende karriere i det københavnske syngepigemiljø, hvor der fandtes 40 sangerindepavilloner.

Amanda født med kultur

Henne om hjørnet i Allégade lå Carl Kehlets Kafé chantante i det nuværende Lorry-kompleks. Kehlet havde øje for talenter. Han tilbød i 1885 den da 19-årige Amanda 100 kr. om måneden og stjernestatus i sit etablissement.

Det kunne den unge pige ikke sige nej til, så i dagspressen kunne man den 1. september læse følgende annonce:

"C. Kehlets Kafé chantant, 1ste Optræden af den yndede Chansonette Amanda Nielsen samt Optræden af Nordens største Dameselskab". I en erindringsbog blev hun beskrevet således: "... Og saa var der Amanda Nielsen, som Holger Drachmann to Aar senere forelskede sig i og udødeliggjorde som Edith - den store noble Kvinde, der inspirerede ham til det bedste, han har skrevet. Selv om Drachmann har idealiseret hende en Del, kan det ikke nægtes, at hun var noget for sig selv og hævede sig betydeligt op over det almindelige Tribune-Niveau. Regelmæssigt køn var hun ikke, men der var Charme over hende. Hun havde et ualmindeligt smukt Askeblondt Hår, en nydelig slank Figur - rivalinderne paastod, at hun snøret sig for meget - og af svensk Afstamning, havde hun ikke så lidt af den svenske "Stilghet". Så havde hun en køn lille Stemme og foredrog sine Viser paa en Fordringsløs Maade, der røbede medført Kultur. Hun valgte sit Repertoire med mere Smag end de andre Syngepiger".

Amanda og Drachmann mødte hinanden i 1887. Da var digteren 41 år og Amanda 21. Det fortælles, at første gang de mødtes, udbrød digteren: "De er alt for smuk til at hedde Amanda, jeg vil kalde Dem Edith", og det gjorde forfatteren i en række af sine senere værker, bl.a. i romanen "Forskrevet".

Da de mødtes, var Drachmann gift for anden gang og havde børn. Amanda var forlovet med manufakturhandler Mossin. Hurtigt udviklede der sig et glødende forhold, som fik borgerskabet til at skumme af forargelse. Holger Drachmann var på toppen af sin digterkarriere og havde modtaget ridderkorset.

I arbejderklassen blev Amanda heltinde og forbillede. Tusinder af arbejderfamilier navngav deres døtre Edith. Det var ikke helt ufortjent. Amanda Nielsens proletariske opvækst havde givet hende en særdeles samfundsbevidst holdning. Den flyvske Drachmann havde åbenbart ikke helt glemt, at hans hjerte sad til venstre.

Støt og roligt genfandt han sin ungdoms socialt bevidste overbevisninger i samværet med Amanda. Det var borgerskabet ikke begejstret for, men dets nysgerrighed var naturligvis større end dets forargelse.

Fristerinde til beskuelse

Da romanen "Forskrevet" udkom i 1890, sang Amanda Nielsen i sangerindepavillonen "Kisten" i Tivoli.

Her strømmede bourgeoisiets herrer til for ved selvsyn at se denne syndige fristerinde, der havde forledt nationalskjalden til både utroskab og faneflugt fra højrefløjens idealer.

Hvad de end havde ventet, blev de nok lidt skuffede. Amanda Nielsens repertoire kunne næppe forarge selv de mest moralske bedsteborgere.

Hun sang drachmannske viser som "Den Spillemand snapped Violen fra Væg" og hans danske tekst til Stephan Fosters smukke melodi "Se det summer af Sol over Engen".

Men sladderen og boulevardpressen skumlede over deres forhold. Endelig i 1891 forlod Drachmann sin kone og barn og flyttede sammen med Amanda, der slog op med Mossin. For at komme væk fra Københavns småtskårede moralisme flyttede de til Hamburg. Mens Drachmann sad og digtede i en beskeden lejlighed i Eichenstrasse, stod Amanda hver aften på en sangerindetribune i St. Pauli. Hun ville ikke være en holdt kvinde og tjente til sit eget udkomme.

Forfatteren og syngepigen oplevede her en række lykkelige år.

Drachmann snød

Den pigeglade digter kunne dog ikke holde sig fra andre piger, og det fandt Amanda sig ikke i. Efter deres brud søgte Drachmann trøst hos to norske veninder og giftede med den yngste.

Drachmann var da 67 år, og hans brud var den 30-årige norske Soffy Drewsen. Han kunne dog ikke glemme Amanda. Da han døde i 1906, var det med hendes - Ediths -navn på læberne.

Amanda Nielsen havde i 1898 giftet sig med en to år yngre tyske købmand Bernhard Gerlach og slog sig ned i Hamburg. Her fik Amanda et kortvarigt, men meget lykkeligt og børnerigt ægteskab. Bernhard Gerlach døde allerede i 1911, kun 43 år gammel.

Amanda overlevede sin mand med næsten 40 år og flyttede på sine gamle dage ind på det danske asyl Stift Rosenborg i Hamburg. Her oplevede hun krigens gru og mistede ved det engelske bombardement af byen mange af sine ejendele. Dog reddede hun bl.a. en tegning af Drachmann og alle digterens breve til hende.

De slemme breve

I 1947 modtog Det Kongelige Bibliotek 550 breve, som Holger Drachmann havde skrevet til sin Edith. Det var den da 81-årige Amanda Gerlach, der sendte hele digterens korrespondance til nationalbiblioteket.

Da pressen derved opdagede, at hun stadig levede, udtalte Amanda Gerlach, at alle brevene var med - også "de slemme". Amanda havde ingen ønsker om, at den glorie, Drachmann havde udstyret Edith med, ufortjent skulle stå som hendes eftermæle.

Amanda levede herefter i seks år, til hun døde i en alder af 87. Men på trods af "de slemme" breve lever Amanda Nielsens "Edith-glorie" stadig i Holger Drachmanns værker. Syngepigen fra arbedsmandshjemmet på Vesterbro havde for bestandigt erobret sin plads i den danske litteratur.