Gangstermetoder i brødkrig
Stribevis af påsatte brande mod producenter af arabisk brød. Ofrene tror, at konkurrenter står bag.
Flere politikredse efterforsker i samarbejde en sag om gangstermetoder på markedet for arabisk fladbrød.
I løbet af det seneste år har tre bagerier i Aarhus og Odense været udsat for seks påsatte brande og brandforsøg. For en uge siden udbrændte Damas Pita Bageri på Grimhøjvej i Aarhus. Tre personer blev om natten reddet ud af de brændende bygninger.
Morgenavisen Jyllands-Posten har talt med flere personer i bagerierne, hvor man ikke er i tvivl om, at det er konkurrenter, der står bag for at få markedet for sig selv. Af frygt for yderligere repressalier har ingen dog lyst til at stå frem.
Jysk-fynsk sammenhæng
Fyns og Østjyllands Politi arbejder med den teori, at der er en sammenhæng mellem brande i de to landsdele.
I fjor udbrændte Alis Bageri i Odense ligeledes efter en påsat brand. Ejeren var desuden i slutningen af 2010 udsat for to brandattentater mod sit bageri i Aarhus på Grimhøjvej. Nu har han trukket sig helt fra det fynske og jyske marked og har kun ét bageri - i København.
»Man skal ikke være den store opdager for at konkludere, at der kan være en sammenhæng, når man ser ligeartede bagerier gå op i flammer,« siger vicepolitikommissær Carsten Mogensen, Fyns Politi.
Han ønsker ikke at kommentere, om man har mistanke til en bestemt konkurrent, men han oplyser, at Fyns Politi samarbejder med andre politikredse om efterforskningen.
Der er ingen sigtede i sagen.
Fåmælt politiinspektør
Vicepolitiinspektør Michael Weiss, Østjyllands Politi, er af hensyn til efterforskningen af branden fra sidste weekend fåmælt.
»Jeg kan sige, at vi er opmærksomme på, at der har været flere påsatte brande inden for denne branche,« siger Michael Weiss, der ser med særlig alvor på den seneste brand, da der var personer til stede i bygningen.
Damas Pita Bageris daglige produktion lå før branden på omkring 3.000 poser med seks fladbrød i hver.
Kamp på et lille marked
Nu er det usikkert, om produktionen kommer i gang igen, da hele produktionsapparatet gik op i flammer og ikke var forsikret.
Der er mindre end en håndfuld leverandører af arabiske fladbrød på det danske marked. Brødene sælges typisk via indvandrerbutikker. Ofte til lave priser.
Oussama El-Saadi, formand for Den Muslimske Sammenslutning i Brabrand, der både huser en moské og tidligere husede Alis Bageri, der var udsat for brandattentater, tror også, at de påsatte brande er udtryk for, at der foregår en kamp om brødmarkedet.
Mafiametoder
»Det ligner, at der er en krig i gang med mafiametoder. Først var der branden i Odense, så hos os og nu hos vores naboer. Der er nogle, der opfører sig dårligt. Men hvem det er, ved jeg ikke,« siger Oussama El-Saadi.
Han har indgået en aftale med en ny lejer om at drive bageri i foreningens lokaler og overlader det i øvrigt til politiet at finde de skyldige.
Der har tidligere været påsatte brande, hvor motivet var at sætte konkurrenter ud af spillet.
I 2006 nedbrændte et pizzeria i Solbjerg ved Aarhus. En ejer af et andet pizzeria i byen blev senere dømt for at have betalt tre mænd i alt 50.000 kr. for at sætte ild til bygningen.