Ølreklame har fået sit eget liv
Nu vil også Sverige indføre en særlig dag for julebryggen efter dansk forbillede.
Få kan prale af en vennekreds på over 40.000 på Facebook og af at have sin egen reklamefilm, der er blevet vist siden 1980. Men det er ikke desto mindre tilfældet for Tuborgs julebryg. Og nu er historien om den danske tradition for julebryg og fejringen af, at den er kommet på gaden på den såkaldte J-dag i november, nået til både Sverige, Tyskland og helt til Beijing. Det skriver Kristeligt Dagblad.
Sverige vil ligesom i Danmark gøre frigivelsesdagen for julebryggen til en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor bryggeriet deler gratis øl ud på landets værtshuse.
Reklame som folkeeje
Kirsten Ægidius er marketingdirektør i Carlsberg Danmark, der ejer Tuborg. Hun beskriver den 30-årige reklamefilm med den ølhungrende julemand, der jagter Tuborgs ølbil, som en del af et univers, der har fået et helt ustyrligt omfang.
"Det er næsten sådan, at julebryggen har sit eget liv. Reklamen har kørt i så mange år, at man tænker, om den skal skiftes ud. Men det kan man ikke, for den hører til ligesom Disneys juleshow og julehjerter i grantræer. Det er dansk folkeeje," siger hun.
Det handler om druk
Tysk fjernsyn tog i år til Danmark for at dække J-dagen med dens ølglade danskere i Tuborgs karakteristiske blå nissehuer. Og i Beijing blev der fortalt om Danmarks noget anderledes juletraditioner i radioen.
Forfatter til "Reklamens århundrede" Asger Liebst mener, at frigivelsesdagen J-dag er et bemærkelsesværdigt fænomen både for Danmark og udlandet.
"J-dag er interessant, fordi det er en enkelt privat aktør, der er i stand til at lave en begivenhed med så stor tilslutning, og fordi den er så direkte fokuseret på druk. Der findes mange andre mærkedage i Danmark og verden, hvor folk drikker godt igennem, men det plejer dog at være bundet op på andre aktiviteter," siger han.
Læs også: Julen er hvid som skum