Fortsæt til indhold
Indland

Nye beregninger: Efterløn koster 16,5 mia. kr.

Der er ingen vej uden om en afvikling af efterlønnen.

Sådan lyder konklusionen fra den liberale tænketank CEPOS i kølvandet af nye beregninger på prisen for den danske efterlønsordning.

Det er den såkaldte DREAM-gruppe, der har lavet beregningerne for CEPOS. DREAM-gruppen er en uafhængig institution, der laver strukturanalyser af dansk økonomi.

"Ingen ved uden om"

DREAM kommer i sine beregninger frem til, at en afvikling af efterlønnen fra 2011 vil forbedre de offentlige finanser med årligt 16,5 mia. kr., blandt andet fordi beskæftigelsen øges med 100.000 personer og giver øgede skatteindtægter.

”I forhold til de udfordringer, som Danmark står over for, er der ingen vej uden om at afvikle efterlønnen,” siger CEPOS’ cheføkonom Mads Lundby Hansen med henvisning til det nuværende gabende hul i de offentlige kasser.

Ledighedstallene er vendt

Mads Lundby Hansen afviser, at der ikke vil være arbejde nok til de folk, der ellers skulle have været på efterløn. Meget tyder nemlig på at den negative udvikling i ledighedstallene er vendt, lige som der rapporteres om vækst i detailsalget.

”Det betyder, at økonomien er ved at vende, og vi ved, at vi får mangel på arbejdskraft igen, når vi kommer på den anden side af krisen. En afvikling af efterlønnen vil øge beskæftigelsen, og det er, hvad Danmark har brug for,” siger han.

DREAM’s beregninger tager udgangspunkt i, at der lukkes for tilgangen til efterløn fra 2011, og at 84 procent af dem, der ellers ville være gået på efterløn, vil være i stand til at arbejde.

Se de nye beregninger af efterlønnen (pdf)