Lokal viden om ørkenspredning

Sahel-regionen i Afrika blev for alvor kendt under to katastrofale tørker i 70'erne og 80'erne, og har siden været tæt forbundet med ørkenspredning og forestillingen om sandklitter, som ruller ind over ellers frugtbart land. Siden da er ørkenspredningsfænomenet blevet udforsket og debatteret, men også defineret på mange måder.

Rullende sandklitter betragtes i dag som et begrænset og lokalt problem, mens den langsomme forringelse af vegetationen grundet overgræsning til stadighed bliver beskrevet af biologer som det egentlige og vidt udbredte problem i Sahel.

Som modreaktion har samfundsvidenskabelige forskere udviklet en teori, kaldet "uligevægtsteorien". Denne teori afviser, at ørkenspredning finder sted som resultat af overgræsning. Argumentet er, at Sahel-regionens økosystemer er stærkt dynamiske og så dominerede af naturlige nedbørssvingninger, at græsning er uden betydning for vegetationens tilstand. Og det konkluderes endda ud fra satellitbaserede studier, at Sahel bliver grønnere.

Lokal viden er nøglen

Naturvidenskabelige studier viser, at der til stadighed sker en forringelse af kvaliteten af vegetationsdækket, således at nyttige træer forvinder og erstattes af mindre nyttige buske og urter, uden at der af den grund nødvendigvis sker en ørkendannelse. Men disse beskrivelser er ofte udetaljerede. Spørgsmålet er derfor, hvordan man får et mere nuanceret billede af vegetationsudviklingen i områder som Sahel, hvor der ikke foreligger dybdegående beskrivelser og forskningsresultater langt tilbage i tiden?

Det mest oplagte svar ligger i den lokale viden hos de folkeslag, der har boet i Sahel i årtusinder, og som stadig dagligt benytter sig af områdets naturressourcer.

Det kræver dog i første omgang at man sikrer sig, at de lokale artsbegreber er i overensstemmelse med de videnskabelige samt, at de lokale navne identificeres. Derudover er det nødvendigt med konkrete og simple spørgsmål, så misforståelser mellem lokale folk og forskere så vidt muligt undgås. Fordelen er, at emnet vegetationsændringer næsten altid er et populært samtaleemne.

Vi har forsøgt at udvikle en metode til at udføre lokale interviews, således at vi kan fremskaffe troværdige og detaljerede oplysninger om vegetationens tilstand og udvikling igennem de seneste 50-80 år. Vores mål er, at den lokale viden skal kunne bruges som objektiv information, der kan testes med statistik.

Blandt fulanier i Bukina Faso

Vores interviews fandt sted blandt fulani-folket i det nordlige Burkina Faso. Området er typisk for Sahel med en nedbør på 400 mm om året og en regntid på 2-3 måneder, vegetationen er savanne gennembrudt af sandklitter og såkaldt galleriskov. Regionen er en af de fattigste og mindst udviklede i Burkina Faso, hvilket betyder at folk i høj grad er afhængige af de vilde planter i deres nærområde og stadig i høj grad bygger deres tilværelse på traditionelle overlevelsesstrategier i Sahels tørre og uforudsigelige klima.

Tørtiden er flaskehalsen for overlevelse i Sahel både for mennesker og dyr, og derfor er flerårige planter nøgleressourcer i Sahel - især de træer og buske, som producerer frugter og grønt løv i tørtiden. Vores undersøgelser fokuserer derfor på træer og buske. Da området er relativt artsfattigt har vi kunnet arbejde med næsten alle (56) af de godt 60 arter af træer og buske, som findes i området.

Interviewene var strengt strukturerede og omfattede 100 personer, som uafhængigt af hinanden blev stillet de samme spørgsmål om udnyttelse og ændringer af hver af 56 arter.

Planter til mange formål

Interviewene viste, at fulani-folket har en særdeles stor viden om de vilde planter i deres omgivelser, da stort set alle 56 arter var kendt af 99-100 pct. af de adspurgte. Vores interviews viste, at folk i området benytter langt flere arter til flere formål end tidligere beskrevet.

Det viste sig, at næsten alle arter er højt værdsatte til flere formål: Stort set alle spiselige arter er betragtet som meget nyttige, selv harpiksen fra Acacia-arter spises af hyrder, som driver kvæget i bushen. Til medicinsk brug er alle arter på nær en enkelt betragtet som meget nyttige. Til brænde er alle arter betragtet som meget nyttige, på nær de få, som er behæftet med traditionelle tabuer. Og endelig er alle arter meget nyttige til foder.

Hvad angår foder udtrykte folk, at dyrene foretrækker bestemte arter, men alle arter er særdeles nyttige, idet en art, der ellers ikke er blandt de mest foretrukne, kan være afgørende for overlevelse på bestemte tider af året og på bestemte lokaliteter. En mangfoldighed af træer og buske er således vigtig for at sikre, at husdyrene kan overleve i Sahels klimatisk variable og uforudsigelige miljø. Generelt blev mange arter, som ikke betragtes som særlig nyttige i de sydligere mere frugtbare områder i Burkina Faso, betragtet som særdeles nyttige i Sahel, hvor ressourcerne er stærkt begrænsede.

De adspurgte folk ønsker alle arter af træer og buske bevaret i området; »hver art har sin nytte« som de siger.

Folk beskriver en drastisk ændring i vegetationen - ikke i billeder af rullende sandklitter, men som en ændring af vegetationens sammensætning og i form af færre træer i visse områder, især i galleriskoven. Dette kan bekræftes af de tidligste luftfotos fra 1950erne.

Træer i tilbagegang

Observationerne fra satellitbilleder, som viser, at det bliver grønnere i Sahel, stemmer ikke overens med den lokale viden - måske fordi visse arter, som breder sig ved overgræsning, ses som grønne på satellitfotos mens de betragtes som en slags ørken af lokale.

At træerne i dag står mindre tæt betyder, at næsten alle arter er i tilbagegang - nogle mere end andre. De lokale folk er med stor sikkerhed i stand til at vurdere hyppigheden og ændringer af hver enkelt art. Der er nogle forskelle mellem udsagnene fra de forskellige landsbyer, hvilket ofte kan forklares udfra forskelle i befolknings- og dermed husdyrpresset. Landsbyerne tæt på storbyen i området, Gorom Gorom, oplever større ændringer end de mere afsidesliggende landsbyer.

En sammenligning af resultaterne fra vores interviews med resultater fra videnskabelige undersøgelser af vegetationen viser en god overensstemmelse. Hvis vegetationsundersøgelser f.eks. har vist, at der er nogen mangel på unge individer hos en given art, beskriver de lokale folk oftest denne art som i svag tilbagegang. Og hvis adskillige vegetationsundersøgelser har vist, at en art er i tilbagegang, beskriver de lokale oftest en sådan art som i moderat tilbagegang.

Vores interviews giver endvidere meget vigtig information om en del arter, som er i drastisk tilbagegang. Disse arter er nemlig så sjældne, at de kun undtagelsesvis bliver indsamlet i vegetationsundersøgelser, og derfor ofte glemt.

Lokal viden er en nyttig, men ofte uudnyttet kilde til detaljeret information om økosystemers sammensætning og dynamik, som kan supplere vegetationsundersøgelser og endda give meget af den samme information både hurtigere og billigere. Og endelig er lokal viden vigtig for at forstå, om de tolkninger, som udledes fra satellitbilleder, stemmer overens med den virkelighed, de lokale folk oplever.

Forvaltning af nyttige arter

Forvaltningen af græsningsområder i Sahel har ofte fokuset på urter og græsser, mens de mere permanente ressourcer, træer og buske, er blevet overset. Men netop træer og buske er af stor vigtighed under den 9-10 måneder lange tørtid og samtidig er mange af de nyttige arter i tilbagegang. Tilsammen understreger dette, at man bør prioritere træer og buske i forvaltningen af Sahels såkaldte græsningsområder, som jo ikke kun bruges til græsning. Eftersom de fleste arter er i tilbagegang må forvaltningen fokusere på ændrede græsningsmetoder og genoprettelse af hele økosystemet i stedet for på individuelle plantearter.

Traditionelt har der ikke været brug for aktiv forvaltning af træer og buske i Sahel-regionen, fordi befolkningen har været nomader, og dette har sikret vegetationen tiltrængte pauser imellem udnyttelsesperioderne. Nomadernes vandringssystem fungerede fint så længe folk og dyr var få og mobile, men det intensiverede og konstante pres på naturressourcerne i dag kræver nye måder at forvalte naturressourcerne på.

Træplantning og aktiv beskyttelse af træer er imidlertid ikke en del af fulaniernes tradition og kunnen. Til gengæld kan deres store viden om de økologiske forhold og vegetationsdynamikken vise sig afgørende i bestræbelserne på at ændre udnyttelsen af naturressourcerne i en kulturel og økologisk bæredygtig retning.