Muslimer i Danmark: Forbudt at kritisere religion
Et flertal af danske muslimer ønsker ytringsfriheden indskrænket. Skulle danske muslimer alene sammensætte Folketinget, ville der være overvældende, rødt flertal.
Et flertal på 55 pct. af danske muslimer mener, at det bør være forbudt at kritisere religion.
SE MÅLINGEN HER (GRAFIK)
Samtidig mener 64 pct. af de danske muslimer, at ytringsfriheden i visse tilfælde bør indskrænkes.
Det viser en meningsmåling, som Capacent har foretaget for DR i en holdningsundersøgelse blandt i alt 523 repræsentativt udvalgte, herboende muslimer.
Muslimernes holdning til kritik af religion og til ytringsfrihed står i skarp kontrast til de danske vælgeres holdninger, for i samme undersøgelse har et repræsentativt udsnit af den danske befolkning taget stilling til samme spørgsmål. Her siger 20 pct. af danskerne, at det bør være forbudt at kritisere religion, og blandt danskerne er der kun 10 pct., som mener, at ytringsfriheden i visse tilfælde bør indskrænkes.
Selv om et flertal af muslimerne i Danmark mener, at det bør være forbudt at kritisere religion, og at ytringsfriheden bør indskrænkes, går de ikke som sådan imod demokratiet. 72 pct. af de danske muslimer erklærer sig helt enig eller enig i formuleringen om, at »et demokrati kan have problemer, men det er bedre end andre styreformer«.
Rødt flertal
Meningsmålingen viser i øvrigt, at der ville være massivt rødt flertal i Folketinget, hvis danske muslimer skulle sammensætte det.
Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten ville tilsammen få 83 pct. af stemmerne. Men Socialdemokratiet ville ikke engang behøve at kigge til hverken venstre eller højre i folketingssalen for at samle et flertal, for partiet kunne regere alene med hele 58 pct. af stemmerne bag sig.
De nuværende regeringspartier vil stort set være udslettet, hvis de danske muslimer skulle sammensætte Folketinget. Venstre ville få 5,7 pct. og de konservative blot 1,1 pct. af stemmerne. Dansk Folkeparti står til 4,7 pct.