Felthospital til 500 mio. kr. samler støv
<p>Forsvaret har købt et felthospital, der samlet har kostet over 500 mio. kr., men hospitalet har samlet støv på et lager i mere end ti år. Det er aldrig blevet brugt til andet end øvelser.</p>
Hospitalet består blandt andet af 93 gummitelte, 60 lastbiler, 66 containere med læssevis af computere, operationsstuer og medicinsk isenkram. Men hele herligheden står på et depot i Vordingborg og har kun været hevet frem til nogle øvelser i lande som Tyskland og Polen. Hospitalet har ikke bidraget til at lappe så meget som en hudafskrabning sammen på danske soldater.
Forsvaret brugte i årene 1995-97 lige under 100 mio. kr. på at indkøbe en masse grej til den omfattende hospitalsmastodont, som har en kapacitet, der svarer til et helt provinshospital. Derefter har hospitalet kostet mellem 40-50 mio. om året at drive i standby-lønninger, vedligeholdelse, opgraderinger med videre. Alt i alt kommer den samlede pris op over 500. mio. kr.
»De penge er simpelthen givet helt elendigt ud, for at sige det som det er,« siger Hans Kristian Skibby, stedfortræder i Forsvarsudvalget for Dansk Folkeparti, som har beskæftiget sig indgående med hospitalet.
Ligesom Tårnfalken
»Den her sag tangerer de andre sager, som Forsvaret har haft med dårlige indkøb, som for eksempel Tårnfalken,« siger han til B.T.
Det vældige hospital har blandt andet til formål at kunne bruges ved terrorangreb på dansk jord. Desværre tager det en hel uge at slå op, hvilket kan være lang tid at vente for hårdt sårede ofre for terror.
»Det kan jo slet ikke spille nogen rolle herhjemme på dansk jord. Og i udlandet vil der ikke være behov for sådan et hospital af den størrelse. Det har de større nationer allerede,« forklarer Poul Dahl, tidligere chef for Jægerkorpset og tidligere leder af FNs styrker i Irak til Dagbladet B.T.
Hans Kristian Skibby vil se på, om hospitalet bør nedlægges og udstyret bruges til at skabe mindre og mere mobile enheder. Det samme vil Holger K. Nielsen fra SF, Karsten Nonbo fra Venstre og Villum Christensen fra Liberal Alliance.
Forsvaret lægger ansvaret fra sig og forklarer, at det må være op til politikerne om hospitalet skal sælges fra eller omlægges til mindre enheder.
»Hospitalet tjener det formål, at det kan sendes ud, når og hvis det ønskes fra politisk hold. Indtil videre har vi ikke haft brug for et felthospital i de opgaver, som vi har været ude i. Der har vores soldater fået behandling på andre nationers hospitaler,« siger Jens Tingleff stabslæge og chef for felthospitalet.