Fortsæt til indhold
Indland

AK81 rekrutterer teenagere

Rockergruppen Hells Angels rekrutterer unge mænd under 18 år til støttegruppen AK81. I et enkelt tilfælde er en bare 15-årig dreng blevet medlem.

Kilde: Berlingske Tidende

Ifølge Rigspolitiet er AK81 siden i sommer vokset fra 100 til 120 medlemmer, og medlemmer af AK81 menes at være involveret i en række af de seneste måneders skudepisoder i København. Hells Angels er tvunget til at rekruttere nye medlemmer, fordi indvandrerbander presser dem på narkomarkedet i bl.a. København, Århus og Odense, mener Kim Kliver, lederen af Rigspolitiets NEC, som overvåger rocker- og bandekriminalitet:

»Vi opfatter det, som om Hells Angels føler behov for at have AK81 for at befæste den position, der er under pres fra banderne. Ikke for bevidst at ekspandere, men mere for at fastholde en position. Billedet støttes af, at der nu er omkring 120 medlemmer i AK81,« siger han til Berlingske Tidende.

Hells Angels ønsker i øjeblikket ikke at udtale sig i pressen, oplyser gruppens talsmand, Søren »Jam« Jensen. HA skriver selv på sin hjemmeside, at aldersgrænsen for optagelse i AK81 er 18 år. Men det er ifølge flere iagttagere af miljøet ikke korrekt. »De accepterer unge under 18 år, og vi har i et enkelt tilfælde set det ned til 15 år. Selv om rockerne siger, at de blot giver plads til unge mennesker med interesse for motorcykler, så er det absolut politiets opfattelse, at de folk her rekrutteres til at gøre det beskidte arbejde,« siger Kim Kliver.