Fogh tavs om hemmelig mødeklub
Hvad har Tøger Seidenfaden, prins Henrik, Dronning Beatrix af Holland, Mogens Lykketoft, Bill Gates, George W. Bush og nu også Anders Fogh Rasmussen og klimaminister Connie Hedegaard til fælles?
Måske ikke specielt meget andet, end at de er noget tættere på magten end os andre dødelige. Men én konkret ting binder dem i hvert fald sammen.
De har alle deltaget i nogle af verdens hemmeligste møder, der går under navnet Bilderberg-møder.
Den almindelige befolkning ved næppe meget om disse møder, og den er ikke blevet meget klogere, selv om Enhedslistens Per Clausen har stillet en række spørgsmål til statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) om sagen.
Både statsministeren og klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) har senest deltaget i møderne, men de nægter at fortælle, hvad der stod på dagsordenen.
"Mødet var af uformel karakter og uden en sådan væsentlighed, at jeg finder at burde redegøre for mødets indhold over for Folketinget," skriver statsministeren i en række svar til næstformanden for Enhedslistens folketingsgruppe, Per Clausen.
Ikke skatteydernes opgave
Per Clausen mener, at hvis møderne er så ligegyldige, så kan det ikke være skatteyderne opgave at betale regningen.
Men er disse møder, som hvert år samler omkring 130 af de mest indflydelsesrige mænd og kvinder i verden til lukkede diskussioner om verdens fremtid, nu også så ligegyldige?
Møderne er småt beskrevet i dansk og international presse. De afholdes typisk i løbet af 3-4 dage på et femstjernet hotel i Europa eller Nordamerika. Og deltagerne lover hinanden, at intet af det, der bliver sagt, kommer ud til omverdenen.
"En klike af de rigeste, økonomisk og politisk mest magtfulde og indflydelsesrige personer i Vesten, som mødes hemmeligt for at planlægge begivenheder, der senere tilfældigvis bare finder sted," skrev The Times i 1977 om Bilderberg-gruppen.
I år blev møderne afholdt i Chantilly i den amerikanske stat Virginia, og en del af verdens økonomisk, politiske og klimatiske udfordringer har givet vis været på dagsordenen.
Adskillige journalister og chefredaktører har deltaget på Bilderberg-møderne og aldrig skrevet om det. New York Times, Washington Post og Time Magazine har været til stede, ligesom Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden har deltaget over 10 gange, flere gange sågar som en del af mødernes koordinerende styregruppe.
De fleste hjemmesider om Bilderberg er enige om, at det er en del af et globalt netværk af stærke, for offentligheden ret så usynlige interessegrupper som European Round Table og den USA-baserede Trilateral Commission.
Speciel verdensorden
Andre steder florerer konspirationsteorier om, at disse møder lægger fundamentet for en udvikling hen mod en speciel verdensorden.
Nogle mener, at bilderbergerne var med til at skubbe til brikkerne, så Balkan faldt fra hinanden. Andre hævder, at hele ideen om en europæisk overnational union stammer fra de samme mennesker, som grundlagde Bilderberg og var aktive i den amerikanske tænketank Council on Foreign Relations, som udgiver udenrigsmagasinet Foreign Affairs.
"Man kan sige, at Romtraktaten, som bragte det Indre Marked til verden, blev opfostret på Bilderberg-møder," lød det engang fra USA's ambassadør i Vesttyskland, bilderbergeren George McGhee.
I dansk optik kan man måske best sammenligne med de såkaldte VL-grupper, som er diskussionsgrupper med politikere, erhvervsfolk, organisationsledere og offentlige embedsmænd.