Barndommen der blev kastet op

Erling Jepsen skammer sig ikke over, at han græd første gang, han så filmen. Men det er ikke det mest overraskende, for de har også grædt i Tokio, Toronto og San Sebastian, hvor filmen allerede har været vist og berømmet. Men når Erling Jepsen var ved at bryde sammen i biografen over at se sin barndom i øjnene, er det simpelthen, fordi han ikke har læst sin egen bog.

»Jeg læste korrektur på den, men da jeg fik den fra trykkeriet, kunne jeg ikke åbne den. Jeg kan ikke holde ud at læse den.«

Erling Jepsen er, hvad man i Sønderjylland vil kalde en spøjs fætter. Ikke rigtig til at blive klog på. Selvom han er fyldt 50, kan man stadig se drengen i ham, og når han taler sønderjysk og det gør han indimellem er sproget så en kamouflage for noget, han leder efter, og som han håber en dag at finde? En tabt barndom?

Det er den, han skriver om. Igen og igen. Første gang i den selvbiografiske roman Kunsten at græde i kor 80 procent er sandt, siger han en grum historie fra 1960ernes Sønderjylland om den 11-årige Allan (alias Erling), der må påtage sig ansvaret for at holde sammen på sin familie med en svag mor og en tyrannisk far, der misbruger sine børn, psykisk og fysisk.

Filmen har dansk premiere på fredag, og den ligner ikke andre danske film. Der tales sønderjysk, og der er ingen stjerneskuespillere, der kan sælge den. Men den fortæller en historie, og den skal ud:

»Man spørger: Hvad er så bedst Erling? Bogen eller filmen? Jeg er sådan set ligeglad med bogen og med filmen, men jeg vil ha, at den historie kommer ud, og at nogen kan bruge den til noget.«

Hemmeligheder røbet

»Da jeg skrev bogen, var det ikke noget, jeg ville. Det var ligesom at kaste op. Jeg gylpede det op. Det kunne ikke være inden i mig længere. Jeg havde besluttet, at hvis man spurgte mig, om det var digt eller sandt, ville jeg sige, at det var ren fiktion. Da den første journalist mødte op, brød den strategi sammen. Og der skete jo ikke sådan noget videre ved det. Man tror, at hele verden bryder sammen, fordi nogle hemmeligheder røbes. Det gør den ikke. Der kommer hele tiden nye skandaler. Og der er da ikke nogen af dem, jeg rigtigt holder af, der har slået hånden af mig.«

Det oversamarbejdende barn

Erling Jepsen kalder Kunsten at græde i kor historien om det oversamarbejdende barn.

»Det er det barn, der vil gøre alt for, at forældrene skal få det bedre. Sådan har de fleste børn det, når de mærker at forældrene er kede af noget. Men så er der bare forældre, der ikke kan trække grænsen.«

Det er det, Allans/Erlings far ikke kan. Han har psykiske problemer. Han truer med selvmord, og storesøster Sanne må sove med ham på sofaen for at gøre ham glad igen.

»Jeg var i Budapest for at tale om min bog, og der var en professor, der syntes, jeg skulle være mere vred. Men jeg synes jo også, at man kan forsvare personerne i mine bøger. Netop, svarede han. Du er stadig det oversamarbejdende barn.«

Faderen, spillet af Jesper Asholt, er filmens bøddel og offer. En mand der bruger sine nederlag til at medlidenhedstyrannisere sine børn. Han slår dem og begår vistnok incest mod søsteren Sanne. Og mod Allan? Det vil Erling Jepsen ikke rigtigt svare på:

»Men jeg er vred på ham, og så er jeg det alligevel ikke helt. Det er synd for ham, og jeg kan altid finde noget, der kan forsvare ham. Min far havde en stærk udstråling og havde stor magt over andre mennesker. Han var vidunderlig og meget kærlig. Men han var også ondere end filmens far. Jeg har fået breve fra folk, der er kommet i vores hjem og som har læst bogen, og de siger, at når filmen knækkede for ham, så var det værre.«

»Det fysiske var ikke det værste. Far var meget optaget af sygdom. Han havde Bibelen, den store lægebog og Weekendsex, og han sad altid hos os, når vi var syge. Han kunne godt lide, når vi havde høj feber, og hvis vi havde ondt, sagde han: Det kan godt blive værre i morgen.«

»I en vis alder havde jeg det med at gå i søvne, og når jeg talte i søvne, forsøgte han at tale sig ind i mine drømme. Han var så trist, så trist, når jeg vågnede. Fordi han dybest set var klar over, at jeg ikke kunne li ham.«

»Men jeg skammer mig over, at jeg ikke kunne li ham. Jeg synes, det var synd for ham, da han gik konkurs med sit ismejeri. Men han havde også humor. Når han blev spurgt om, hvordan det gik, svarede han: Jo om formiddagen kommer der et par stykker, og så tager det af ud på eftermiddagen.«

Drengen Allan spilles af den 11-årige Jannik Lorenzen fra Ballum i Sønderjylland, og da Erling Jepsen mødte ham for første gang under filmoptagelsen i Tønder for to år siden, var det et chok:

»Jeg måtte simpelthen gå væk. Han ligner mig så fuldstændig. Det var mine briller, han havde på. Han er så hjerteskærende til stede. Hans ansigt er så sårbart og troskyldigt.«

Ingen medlidenhed

Erling Jepsens barndom var ikke kun ulykkelig: »Men når jeg hører om lykkelige barndomme, så har jeg det med ikke at tro på det. De lyver. De er ikke ærlige. Jeg har fundet noget, der alligevel har bragt mig i tvivl. Det er en brevsamling fra 1864 mellem en far i København og sønnen, der er sendt til fronten, og som falder i krigen. Sønnen har været hjemme på besøg i hovedstaden, og den 1. januar 1864 skriver faderen, der må ha været et følsomt menneske: Nu er min bøn til Gud, at han må være med dig. For dine egne handlinger er jeg altid rolig For dine egne handlinger er jeg altid rolig det er simpelthen det største. Nu ved jeg, at det findes. Jeg troede sgu, at alle familier var som vores.«

Erling Jepsen har en datter på ni år.

»Og jeg synes selv, jeg er en god far. Det der med at kalde på medlidenhed, det prøver jeg virkelig ikke at gøre. Der er ikke nogen, der skal sige, mens mit barn hører på det, at der er noget, der er synd for mig. Det har jeg hørt alt for meget af. Min far havde en stor følsomhed på egne vegne.«

Moderen, som i filmen spilles af Hanne Hedelund, er nu 87. Hun har læst bogen, men hun har ikke set filmen:

»Hun spørger mig ad, om hun skal. Min søster har set den på video og synes ikke, at hun skal se den. Jeg har sagt til mor: Vi skal da heller ikke ha, at du kommer i biografen, og du dør af det. Det vil jeg da gerne, svarede hun. Hendes holdning har hele tiden været, at den film vil hun da se.«

»Mine to ældre søskende vil ikke have noget med den at gøre overhovedet. De ville heller ikke læse bogen. De siger, at det var helt unødvendigt at fortælle det, og så slemt var det heller ikke.«

»Jeg har en søster, som jeg ser, og som jeg holder meget af. Hun har valgt den strategi aldrig nogensinde at tale om sin barndom. Derfor har jeg også syntes, at det har været svært at forsvare, at jeg har gjort det. Det er jo ikke bare min barndom.«

Den sønderjyske lov

At udlevere andre er også at udlevere sig selv. Og det gør Erling Jepsen med den humor, der er hans redskab og alibi:

»Jeg kan ikke skrive uden at bruge humoren. Nu skriver jeg noget, så I rigtig kan hygge jer og ha det sjovt, og så er det pludselig ikke så sjovt mere. Det er det samme med de gode vittigheder. De kommer også til at sige nogle sandheder.«

Om Sønderjylland for eksempel. Erling Jepsen taler om »det uhyggelige Sønderjylland.«

»For mig er Sønderjylland ikke kun et geografisk sted. Det er også et mentalt univers, som jeg let kunne være blevet opslugt af.«

Han var 18 år, da han flyttede til København, og når han kommer hjem, synes han, at tiden er stået stille:

»Biblioteket er selvfølgelig blevet finere, men når jeg har været der et par dage, synes jeg, at jeg hører de samme stemmer. Og jeg bliver lidt bange. Jeg tror ikke, de vil mig noget godt. Selvom der også er nogle, der har sagt: Godt gået Erling! Sådan skal de ha det.«

»I Sønderjylland har man sine egne love. Der er Danske Riges Grundlov, der er Jyske Lov, og så er der Sønderjyske Lov, og den går så langt tilbage, at ingen kan spore den. Paragraf 1: Her klarer vi problemerne selv.«

Og?

»Der er ikke flere. Det kan være godt i de små ting, men når det bliver for stort, og man ikke kan klare det selv, kan det ende med tragedier.«

Som Tøndersagen?

»Der er aldrig nogen, der anonymt har ringet til myndighederne og sagt, at de lige skulle prøve at kigge efter, hvad der foregik i det hus. For de vidste jo ikke noget med sikkerhed. Og der er ingen, der er anonyme i Sønderjylland. Hvis man ringer til politiet, kan man straks høre, hvem det er.«

»Det kunne være sket andre steder i landet, men sagen, tror jeg, kunne kun have fået den karakter i Sønderjylland. Der lå faktisk en rapport på borgmesterens bord om, at der var mistanke om seksuelt misbrug. Hvorfor var der ingen, der reagerede? Fordi man skammer sig. Ved at træde frem bliver man en forræder, der udleverer fællesskabet og sig selv.«

Fuldbyrdet

Erling Jepsen har brugt megen tid i sit liv og i sine romaner på sin barndom og sin døde far. Bliver han aldrig færdig med dem?

»Det ved jeg ikke. Der er hele tiden noget nyt, der dukker op, og som jeg måske har set forkert på. Min mors rolle var meget utydelig i de to første romaner, men nu har jeg skrevet om hende i Med venlig deltagelse (2006), og her får man et andet billede af hende. Sådan et offer var hun heller ikke. Der bliver hele tiden kastet nyt lys over tingene. Det kan vendes og drejes. Og hvad er sandheden? Jeg prøver at skrive en ny roman, og den skal nok ikke handle om forældre-børn konflikter. Men om den skal foregå i Sønderjylland, det synes jeg selv, jeg må bestemme.«

Spørger man Erling Jepsen om han er blevet en lykkelig mand, svarer han efter en lang pause:

»Det ved jeg sgu ikke. Det tænker jeg ikke meget over. Men jeg synes, at jeg, især i de senere år, har oplevet, at noget er fuldbyrdet i mit eget liv og i mit liv som forfatter. Det, jeg har mistet i min barndom, vil jeg nok altid lede efter, og jeg håber en dag at finde det.«

Han voksede op i et indremissionsk miljø og i et hjem, han kalder »lejlighedsvis troende.« Er han selv et troende menneske?

»Hvis jeg er troende, er det ikke den moderne københavnske tro, hvor alt skal forstås i overført betydning. Det sker engang imellem, at der ovre i Vestjylland dukker en brugtvognsforhandler op, der kan kurere folk med håndspålæggelse og ved at læse op af Bibelen. Jeg tror næsten mere på sådan noget. Og jeg har i alt fald mere respekt for det end for dem med de lange uddannelser, der siger, at vi i virkeligheden slet ikke behøver at tro på Gud, og at det bare er nogle fortællinger, der er ligesom en roman. Det kan jeg ikke med.«

»Jeg kan heller ikke li den indstilling, man har herovre, at man bare skal prøve at få det bedste ud af livet. Det kender jeg ikke rigtigt til. Jeg er opdraget til, at man skal præstere noget og gøre sig fortjent til at være her. Jeg prøver at komme af med det, men jeg ved sgu ikke, om jeg vil.«

»Der er en energi i det. Man bliver flittig. Jeg kan ikke sige, at nu har jeg fået nogle roser, og nu skal jeg bare få det bedste ud af det hele. Det har jeg svært ved. Men dét er der mange, der er utroligt gode til herovre.«

»Jeg har den lidt primitive opfattelse, at vi ikke er sat her på jorden for sjov. Vi skal se at få lavet noget, så vi kan vise, at der var en grund til, at vi blev sat her.«

annelise.bistrup@jp.dk