Forsvarschef hyldet med moderat parade
General Jesper Helsø forlod tirsdag posten som forsvarschef. Festlighederne var blevet dæmpet i forhold til skandale-afskeden med den forrige forsvarchef.
Efter seks år på posten som forsvarschef falder general Jesper Helsø for forsvarets aldersgrænse på 60 år og afslutter dermed en 40 år lang karriere i forsvaret.
Den tidligere forsvarschef Christian Hvidts havde planer om at fejre sit farvel med en parade til 1,7 mio. kr., men blev mødt af hård kritik og højlydt politisk debat.
Parade og salut
Klog af skade blev Jesper Helsøs farvel derfor markeret med en noget mere afdæmpet reception på Kastellet i København - og ikke en storslået parade med jagerfly og helikoptere.
Ifølge Ekstra Bladet er prisen 95.000 kr.
Der blev dog afholdt en parade med tre af forsvarets værn, og den afgående forsvarschef fik desuden en salut med på vejen.
Jesper Helsø, der har stået i spidsen for forsvaret i en periode med den største danske krigsindsats i nyere tid, overlader posten som forsvarschef til admiral Tim Sloth Jørgensen.
Flere sager
Gennem sine seks år som forsvarchef kan Jesper Helsø dog ikke se sig helt fri for skandalesager. Der var den om spionflyet Tårnfalken, der ikke ville i luften, de tre milliarder kroner dyre helikoptere, der bruger alt for lang tid på værksted, og ikke mindst vildsvinejagten i Estland, som var sponsoreret af våbenproducenten Saab.
"Uanset, hvad jeg har fået af tæsk fra forskellig side, så går jeg herfra med rank ryg. For jeg ved, at forsvaret har løftet opgaven. Og jeg ved, hvad soldaterne og de pårørende har båret. Det, som har gjort størst indtryk på mig som forsvarschef, er den opbakning, som soldaterne har fået fra deres pårørende," har Jesper Helsø sagt i et afskedsinterview med Ritzau.