Fortsæt til indhold
Indland

Kræftsyge søger sidste håb i Kina

Kræftbehandling: Dødssyge kræftpatienter rejser til Kina i et sidste forsøg på at forlænge livet. En ledende dansk kræftlæge kalder kinesernes metoder »uetiske«, fordi de sælger patienterne et falsk håb.

Af THOMAS AUE SOBOL

Kinesiske privathospitaler hævder at kunne forlænge livet for dødssyge danske kræftpatienter, der ellers er opgivet herhjemme.

Men kinesernes metoder er »forargelige«, siger ledende overlæge ved Rigshospitalets Enhed for Eksperimentel Kræftbehandling, Ulrik Lassen.

»Det ligner nærmest forsøg på mennesker, som ikke er blevet informeret om, at de er med i forsøg. Det ville aldrig finde sted i civiliserede lande,« siger han med henvisning til brugen af såkaldt genterapi, hvor de danske patienter tilføres genet P-53, som skal bekæmpe kræften.

Mens ledende danske kræftlæger er enige om, at der ikke er videnskabelige beviser for, at metoden virker, vil Kræftens Bekæmpelse undersøge resultaterne nærmere.

Virker behandlingen?
Ifølge Kræftens Bekæmpelse siger mange patienter, at de har fået det bedre efter opholdet i Kina, ligesom svulsterne i nogle tilfælde tilsyneladende næsten helt er forsvundet. Interesseorganisationen kender til 30-40 danske kræftpatienter, som er rejst til Kina de seneste par år, men reelt kan der være tale om op mod 100 siger speciallæge Edith Raffn fra Kræftens Bekæmpelses patientstøtteafdeling.

»Vi kan endnu ikke tage stilling til, om det er godt eller dårligt at tage af sted, men det, som umiddelbart slår os, er, at kineserne modsat Danmark skræddersyr behandlingen til den enkelte patient, og at behandlingen indeholder mange forskellige elementer - noget, der muligvis kan forlænge patienternes liv,« siger Edith Raffn, der understreger, at genterapien blot er en del af behandlingen.

Flere danskere er dog også døde i Kina eller lige efter hjemkomsten, fordi de allerede før afrejsen var meget svækkede.

Uetiske metoder
En anden metode, kineserne bruger, er kryobehandling, hvor svulsten fryses ihjel ved minus 160 grader. I Kina er den især anvendt til danskere med kræft i bugspytkirtlen, men overlæge Ulrik Lassen afviser, at der overhovedet er noget at komme efter i Kina.

»Kinesernes metoder er gennemprøvet videnskabeligt allerede. Selv om vi fjerner en eller to svulster, lever patienten ikke længere af den grund,« siger han om patienter med kræft i bugspytkirtlen og spredning til leveren.

Ulrik Lassen mener, at kinesernes metoder er uetiske, fordi lægerne bilder patienterne ind, at de kan leve længere, uden der er belæg for det.

I Kina afviser man kritikken.

»Ved at dræbe kræftcellerne får vi svulsterne til at skrumpe. Kan vi kontrollere svulsterne i nogen tid, kan vi forlænge patienternes liv,« siger Feng Mu, ledende overlæge på Fuda Cancer Hospital, der har behandlet flere danske patienter.

Det lykkes ikke altid
Den kinesiske kræftlæge mener, at Kina stadig lider under at blive betragtet som et udviklingsland, og han opfordrer de danske læger til at følge hans patienter, efter at de er kommet hjem.

»Så vil I selv kunne se, om de lever længere,« siger han.

Kræftbehandlingen i Kina koster typisk 100.000-300.000 kroner, men Kræftens Bekæmpelse mener ikke, at der er tale om udnyttelse af kræftsyge danskere.

»Den oplevelse har vi på ingen måde,« siger Edith Raffn. Hun opfordrer de danske patienter til at søge økonomisk kompensation før afrejsen via Sundhedsstyrelsens såkaldte second opinion-panel. I flere tilfælde har panelet dog allerede afvist at støtte rejser til Kina på grund af mangel på dokumentation for virkningen.

Kræftens Bekæmpelse forventer at have en rapport om de danske patienters resultater klar først i 2009.