Århundredets retssag 1

De var ikke til at se, men de var der. Placeret på hver sit strategisk afgørende sted omkring politistationen i Store Kongensgade og Østre Landsret lå skarpskytter fra politiets aktionsstyrke, også kaldet antiterrorkorpset, parat til at gribe ind, hvis det værst tænkelige skulle ske.

Politiet frygtede en udenlandsk befrielsesaktion af de syv tiltalte danskere med tætte kontakter til international terror og turde ingen chancer tage.

Området omkring politistationen og den tilstødende landsret var spækket med uniformerede politifolk med hunde og våben, syv i kampuniform og med skjolde, men også et ukendt antal i civilt og med skarpladte våben under tøjet.

Kim Andersen havde som vagtmester i Østre Landsret oplevet alle de store rockersager, hvor der også var politi til stede, men dette var helt vildt. Der var politi overalt. Sikkerhedsmæssigt havde han aldrig set noget tilsvarende. Han følte, at politiet overdrev. For ham og hans kolleger var der tale om en sag om nogle røverier og så selvfølgelig et politidrab, hvilket var alvorligt nok. Men for politiet var der tale om syv terrorister, som man frygtede ville blive befriet i en bevæbnet aktion.

Civile politibiler fragtede de tiltalte i høj fart og med hvinende dæk ind gennem Store Kongensgade til landsretten fra hvert sit arresthus på Sjælland.

De bremsede kort op foran den videoovervågede og politibevogtede jernport til politistationen og accelererede ind i gården, da porten gled til side. En horde af pressefotografer og kamerafolk forsøgte at forevige de tiltalte på bagsædet. De fleste gemte sig under deres jakker, dog ikke Carsten Nielsen og Niels Jørgensen, der sad afslappet og tilbagelænet.

Der var tre politifolk i hver bil. På bagsædet sad en politimand med pistol og passede på den anholdte, der var iført håndjern, og på passagersædet foran sad en politimand med maskinpistolen synligt fremme. Alle bar skudsikre veste.

De tiltalte ville få nye gader af København at se hver dag, for ruterne blev varieret for at mindske risikoen for en befrielsesaktion, og politifolkene i bilerne ville også skifte.

Fra den bageste ende af gården bag politistationen blev de syv anklagede mænd - via en lukket svalegang, bygget i anledning af sagen - ført ned i cellerne i landsrettens kælder.

Mens de anholdte sad i hver deres celle, blev journalister fra ind- og udland og tilhørere i mindre hold lukket ind i landsretten. De havde fra den tidlige morgen stået i kø foran den låste dør til landsretten. Alle fik endevendt deres tasker og lommer af politifolk og blev undersøgt med metaldetektorer, før de blev sluppet ind i retssalen.

Én måtte aflevere sin båndoptager, en anden fik lov at få sin cykelpumpe med ind. En barbermaskine blev afprøvet, før den blev godkendt sammen med sin ejermand. Det var et tilløbsstykke, og mange gik forgæves.

Indgreb i hverdagen
Alle låse i den del af bygningen, hvor retssal 1 - den største i Østre Landsret - ligger, var blevet skiftet ud, og kun få betroede medarbejdere havde nøgler dertil.

Bygningen var tømt og afspærret, så Kim Andersens kolleger ikke kunne komme ud i nogle af de mange andre retssale, før alle var på plads i 1. afdeling. Sagen var et voldsomt indgreb i hele landsrettens hverdag.

I den aflåste bygning blev de tiltalte ført fra arresten i kælderen under landsretten til retssalen. En for en.

Først den næsten to meter høje og bredskuldrede Bo Weimann eskorteret af en civilklædt politimand. Den 34-årige konsulent i Regnecentralen var uddannet som bibliotekar. Han bar briller og havde meget lidt hår på hovedet, så træt ud, men virkede alligevel selvsikker. Da han trådte ind i retssalen, blev han fulgt af nysgerrige blikke fra en hær af journalister og de 15 tilhørere, der var plads til derudover.

Så fulgte den arbejdsløse Niels Jørgensen iført lys vindjakke og lyseblå skjorte uden på en hvid T-shirt. Den 36-årige tidligere bryggeriarbejder virkede selvsikker og sendte fingerkys og smil til venner og familie blandt tilhørerne, mens han gumlede løs på et stykke tyggegummi.

Den næste i rækken var Torkil Lauesen. Den 38-årige laborant med briller og nystrøget skjorte så afslappet og meget rolig ud, nærmest som om han kedede sig en smule.

Klunseren Carsten Nielsen, 37 år, uddannet tømrer, blev hjulpet ind i salen. Han var en gang en sporty type, der var fiks på fingrene. Nu famlede han sig frem med en blindestok i den ene hånd, mens han med den anden hånd støttede sig til sin politivagt. Hans næse var fladtrykt, øjnene hang og sad dybere end før, han kørte galt og ufrivilligt forærede politiet nøglen til opklaringen af sagen. Nøglen til bandens dæklejlighed i Blekingegade på Amager.

Siden fulgte Karsten Møller Hansen, 36 år og elektrotekniker. Med fuldskæg, briller og et orange ringbind under armen. Han virkede en anelse skræmt.

Dernæst Jan Weimann med det markerede ansigt, edb-konsulent, 42 år og storebror til Bo Weimann. Han så sammenbidt ud, virkede en smule nervøs og mærket af situationen.

Den frafaldne
Til sidst blev Peter Døllner, taxichauffør, 42 år med vigende hårgrænse, ført ind i retssalen ledsaget af sin politivagt. Han var, som den eneste af de tiltalte, iført mørk habit og slips. Han virkede utilpas og forkrampet ved situationen.

Den tømreruddannede Peter Døllner havde forladt banden i 1985, og bandens formodede leder, Jan Weimann, havde forsøgt at overtale ham til at forblive en del af det revolutionære fællesskab, som de havde haft siden slutningen af 1960'erne, men forgæves. Peter Døllner var færdig med banden. Han var den frafaldne.

I halvandet år havde de syv mænd, alle familiefædre, siddet varetægtsfængslet, heraf det meste af tiden i isolation. En uge tidligere havde de mødt hinanden for første gang siden anholdelserne i foråret 1989. Det var, da retten i et lukket retsmøde under omfattende sikkerhedsforanstaltninger havde fastslået, at sagen var så grov, at offentligheden havde krav på at kende deres navne.

Nu mødtes de igen, medlemmerne af Blekingegadebanden. Århundredets retssag - med anklager om røverier, kidnapningsforsøg, spionage, våbentyveri og drabet på politibetjent Jesper Egtved Hansen under flugten fra postkuppet i Købmagergade - skulle i gang.

Mandag den 3. september 1990. De tiltalte smilede og gav hinanden hånden til goddag. Undtaget var Peter Døllner. Han holdt sig for sig selv og undgik øjenkontakt med de andre.

Politiets Efterretningstjeneste, PET, havde holdt øje med banden i mange år og kendte til dens kontakt til PFLP, Folkefronten til Palæstinas Befrielse, der var berygtet for sine terroraktioner mod bl.a. fly. Derfor de omfattende sikkerhedsforanstaltninger.

Hård og kontant dommer
Da de havde sagt goddag til hinanden, tog de tiltalte plads på hver sin stol bag hver sin advokat. De kunne ikke tale sammen, for mellem dem sad en politivagt.

Klokken 10 minutter over 9 kom landsdommer Bent Otken iført sort kappe med sort revers ind i retssalen sammen med sine meddommere. Som landsrettens vel nok mest kendte retsformand skulle han lede domsforhandlingen. Lige så humoristisk, varmt og forstående et menneske, han skulle være privat, lige så hård og kontant og formel havde han ry for at være i retten. En dommer af den gamle skole, der udstrålede autoritet og ikke tålte slinger i valsen.

Bent Otken bød de 12 nævninge, fem kvinder og syv mænd - en cand. tech. soc, en musikpædagog, en assistent, en bibliotekar, en mag.art, en lærer, en stud. hort, en cand.scient, to kontorassistenter, en sekretær, en overassistent samt som suppleanter en kontorchef, en formand, en trafikleder og en maskinmester.

Politik uden betydning
En af reservenævningene var ikke mødt. Efter at de hver især »på ære og samvittighed« havde lovet at følge domsforhandlingen opmærksomt og dømme, som de hver især fandt rigtigst efter loven og beviserne i sagen, betonede retsformanden, at de alene skulle vurdere sagen ud fra de beviser, der kom frem i retten og se bort fra, hvad der blev skrevet og sagt i medierne.

»I et retssamfund må ingen dømmes eller frifindes på grund af politiske anskuelser. At motivet til handlinger måtte være politisk, er uden betydning for bedømmelsen af skyldsspørgsmålet,« formanede Bent Otken med uudtalt henvisning til bandens kontakter til PFLP.

Han forklarede, at de opsatte tv-skærme rundt om i retslokalet skulle bruges til at vise de mange dokumenter i sagen. Papirer, der var fundet i dæklejligheden i Blekingegade, som fire af de tiltalte - Niels Jørgensen, Jan Weimann, Torkil Lauesen og Carsten Nielsen - havde haft nøgler til.

»Vi håber, at det kan spare tid,« sagde retsformanden, inden han gav ordet til anklageren, statsadvokat H.C. Abildtrup. Den 46-årige karrierejurist døjede med et alkoholproblem, som var velkendt blandt hans kolleger i anklagemyndigheden. Og selv om han samtidig med de første anholdelser i Blekingegade-sagen havde gjort sig uheldig bemærket, da han ikke helt upåvirket under et tjenestebesøg i Wien i en stor narkosag havde rejst sig op i operaen og sunget med, havde man alligevel overladt en af nyere tids vigtigste straffesager til ham.

Iført sin sorte kappe med lilla revers rejste den korpulente anklager sig bag sin pult og læste op fra det 20 sider lange anklageskrift med 15 anklagepunkter:

Dokumentfalsk og forsøg på dokumentfalsk; hæleri med hensyn til store mængder stjålne våben, sprængstoffer og ammunition; spionage eller forsøg på spionage ved at have samlet oplysninger om Israel-sympatisører og dermed sat PFLP's efterretningsvæsen i stand til at operere i Danmark, forsøg på tyveri af våben fra svenske politistationer, røveri mod en pengetransport i Lyngby i 1983 med et udbytte på 8,3 mio. kr., forsøg på tyveri af våben og ammunition fra militære depoter i Norge, forsøg på kidnapning af den svenske milliardærsøn Jörn Rausing for at skaffe PFLP en løsesum på 275 mio. kr., røveri mod posthuset i Herlev i 1985 med et udbytte på 1.485.000 kr., forsøg på røveri mod Amagerbanken i tiden mellem august 1985 og marts 1986, røveri mod Daells Varehus i 1986 med et udbytte på 6,1 mio. kr., røveri mod postkontoret i Købmagergade den 3. november 1988 med et udbytte på 13 mio. kr. og drab på politibetjent Jesper Egtved Hansen under flugten fra kuppet.

Under oplæsningen af det tredje af de 15 anklagepunkter, kl. 9.55, havde statsadvokaten hævet stemmen for at overdøve larmen uden for retsbygningen. Forbi retten defilerede en gruppe bz'ere med bannere, mens de råbte »styrk den internationale solidaritet«. Blekingegade-banden havde stadig sine støtter på gaden.

Denne artikel bygger på retsbøger fra Københavns Byret og Østre Landsret, Morten Pihls samtidige notater fra retssagen, samtaler med implicerede samt artikler fra landsdækkende mediers dækning af sagen.