Fortsæt til indhold
Indland

Masser af plads på den muslimske gravplads

Muslimer vælger at blive begravet tæt på familien frem for på den muslimske gravplads i Brøndby. Endnu en begravelsesplads i Jylland er på vej.

Ritzau

Muslimerne i Danmark har i et år haft mulighed for at blive begravet på en helt igennem muslimsk begravelsesplads. Men langt de fleste muslimer bliver alligevel stadig begravet på landets kirkegårde.

Siden begravelsespladsen i Brøndby vest for København blev indviet for et år siden, er 80 personer, heraf 25 børn, stedt til hvile på pladsen. Der er ca. 200.000 muslimer i Danmark. Statistikken siger, at der dør ca. 1 procent af en befolkning om året.

Ifølge Begravelse Danmark vil de fleste stadig helst begraves i nærheden af familien, og der er stadig mange, der flyves til hjemlandet for at blive begravet.

Formand for Dansk Islamisk Begravelsesfond Ahmed Deniz forstår godt, at man fravælger begravelsespladsen i Brøndby, hvis man bor i f.eks. Vejle. Derfor er fonden i øjeblikket ved at forhandle sig frem til at oprette endnu en begravelsesplads i Midtjylland.