300 får druknede i Vadehavet
Sidste uges storm og højvande ved Vadehavet kostede 300 får livet. Dyrenes Beskyttelse mener, at ejeren burde have sørget for at få dem i sikkerhed. Organisationen kræver nu Dyreværnsloven ændret.
Det var et chokerende syn, der mødte beboere og turister, da de den 27. juni gik tur langs diget ved Vadehavet efter, at sommerstormen havde lagt sig. I hundredvis af får lå døde i én lang række sammen med det opskyllede materiale fra stormen. Rækken af døde får og lam strakte sig så langt øjet rakte.
En af de forbipasserende tog billeder af fårene og overgav dem til Dyrenes Beskyttelse, som nu har indgivet en politianmeldelse af ejeren.
Landmændene var advaret
Før stormen var lokalbefolkningen og landmændene blevet varslet om højvande gennem medierne, og Dyrenes Beskyttelse mener, at ejeren af de druknede får burde have sørget for at få sine dyr i sikkerhed.
”Det er ikke forbundet med uoverstigelige praktiske vanskeligheder at bringe dyrene i sikkerhed. Det kan ske ved at drive dem op på eller bag digerne. Jeg har snakket med en anden fåreavler i området, der fik alle sine dyr i sikkerhed og en anden fåreavler, som fik reddet alle sine dyr på nær tre. Men jeg er bange for at sagen bliver droppet,” siger Ole Caspersen dyrlæge ved Dyrenes Beskyttelse.
Dyrenes Beskyttelse: Lov skal ændres
Det er tvivlsomt, om der kan rejses tiltale i sagen, fordi der i Dyreværnsloven ikke er bestemmelser, der forpligter landmænd til at have en nødplan for dyr, der er truet af pludselige oversvømmelser. Derfor vil Dyrenes Beskyttelse skrive til Justitsministeren for at få loven ændret.
I forbindelse med sidste uges storm lykkedes det omkring 50 køer på øen Tåsinge i det Sydfynske øhav, at svømme i sikkerhed på Langeland, da de blev fanget af vandmasserne. Men når får bliver fanget i forbindelse med højvande, drukner de i hobetal.
”Pelsen bliver tung, når den bliver fyldt med vand, og derfor drukner får meget hurtigt,” siger Ole Caspersen.