Politi skød truende mand i benet
Politifolk fra Aabenraa følte sig torsdag aften så truet af en psykisk syg person, at de skød og ramte manden på campingpladsen i Rinkenæs syd for Gråsten.
Politiet blev tilkaldt af folk på campingpladsen med meldingen om, at manden var gået amok og truede med kniv og økse, oplyser den fungerende vicepolitiinspektør Peter Dahl fra Aabenraa Politi.
- Betjentene følte sig så truet af manden, at de affyrede skud. Ifølge de første oplysninger blev manden ramt i benet, men han blev muligvis ramt flere steder, siger Peter Dahl.
Manden blev sent torsdag aften behandlet på Aabenraa Sygehus. Statsadvokaten i Sønderborg har overtaget efterforskningen af episoden, og vicepolitiinspektøren vil derfor ikke oplyse yderligere om sagen.
/ritzau/