Farlig edderkop i bananer
En livsfarlig brasiliansk banan-edderkop blev opdaget, inden den røg med ud på hylderne i københavnsk supermarked.
En af verdens mest modbydelige, små kryb - den brasilianske banan-edderkop - havde taget turen til Danmark fra Sydamerika i en kasse bananer, skriver URBAN.
Havde det ikke været for et særdeles årvågent personale kunne den nemt have udgjort et alt for eksotisk alternativ til kiwier, kinakål og kartofler.
»Der er ingen tvivl om, at de personer, der har været i nærheden af edderkoppen har været i livsfare. Ikke blot er edderkoppen utrolig aggressiv, men den er også så adræt, at den kan springe ganske højt for at bide. Og kombineret med, at den er en af de giftigste edderkopper i verden, har vi at gøre med et meget farligt dyr. Og det kunne lige så godt være gået galt,« fortæller Lars Jensen, dyrepasser i Københavns Zoo med speciale i krybdyr.
På trods af dens relativt ringe kropsstørrelse på maksimalt fem centimeter, og i øvrigt uskyldige udseende giver den brasilianske bananedderkop eller Phoneutria Nigriventer som den hedder på latin - faktisk bagben til at andet ottebenet, inklusive de store fugleedderkopper.
Bliver du bidt, er det slut efter 12 timer, hvis du ikke når i behandling. Inden da står den på blødninger i huden, åndenød, kramper og lammelser af synke- og åndedrætsmusklerne.
Edderkoppen er nu sendt hjem til de evige spindelvæv.
JP