Sportsbarer stormer frem i København
Fodbold og fadbamser går hånd i hånd på byens nye sportspubber. Her hænger fladskærmene så tæt på væggen, at ingen går glip af noget.
For en ægte fodboldfanatiker findes der næppe noget værre end at gå på toilettet under en vigtig fodboldkamp blot for at blive mødt af et øredøvende jubelbrøl inde fra stuen, mens man står med bukserne nede om anklerne.
Den slags har man fuld forståelse for på O'Learys Sportsbar & Café, som ligger på Hovedbanegården, hvor DSB-restauranten før havde adresse. Det er en svensk kæde med 34 sportsbarer på den anden side af Sundet, men for københavnerne er det første gang, at de kan træde ind på en sportspub med hele 42 fladskærme på væggene. Uanset hvor man vender blikket hen, mødes det af en skærm med fodbold. Selv på toiletterne hænger der flade tv-skærme, så man ikke går glip af afgørende sekunder. Baren har kapacitet til at vise syv forskellige kampe samtidig, så der skulle være noget for fans af enhver overbevisning. Der er plads til 250 spisende gæster og 200 tilskuere, der står op og ser kampen. Siddepladserne er forbeholdt folk, der har lyst til at sætte tænderne i køkkenets nordamerikanske specialiteter med burgere, steaks, nachos og chicken wings.
»Under kampene står folk op og synger, så man næsten får gåsehud bag baren. Så gør det ikke så meget, at man selv er på arbejde og ikke får set så meget af kampen,« siger barens supervisor, Paw Jensen.
Ok at råbe
Han fortæller, at stemningen er fredsommelig, selv om flere forskellige fangrupper står skulder ved skulder.
»Hos os må man gerne råbe, så længe man ikke generer de andre gæster. Folk står og snakker om kampen, og vi opfordrer dem selvfølgelig til at vædde en øl om resultatet,« siger han.
Netop nu er der travlt med forberedelserne til aftenens landskamp i Parken mellem Danmark og Kasakhstan. O'Learys forventer fulde huse.
»Jeg kan ikke engang forklare stemningen ved en landskamp. Det minder om dengang, man stod på Hockeybanen i den gamle Idrætspark. Man står på tæerne af hinanden. Den ene er klogere end den anden. Fordelen hos os er, at man ikke kan stå nogen steder uden at se noget,« siger Paw Jensen.
O'Learys er blot en af flere nye københavnske sportspubber, som i stil og indretning bevæger sig væk fra de mere traditionelle sportscaféer i irsk pubstil med mørke, tunge møbler.
Bedre end sofaen
På Øster Farimagsgade 93 finder man en anden nyåbnet café, Stolpe-Ind hedder den, og her vises ud over fodbold også håndbold og formel 1. Carl Eriksson ejer stedet sammen med tre venner, og han fornemmer en stigende interesse blandt københavnerne for at tage ud i byen og se sport på en storskærm.
»Man vil hellere sidde på en bar og opleve stemningen sammen med andre frem for at hænge derhjemme og falde i søvn på sofaen. Der er kommet flere sportspubber i takt med, at der vises mere og mere sport på tv. Medierne kører det op, og der er kommet god spænding i kampene,« siger Carl Eriksson.
Efter sommerferien åbner caféen sit eget køkken, så indtil videre er gæsterne velkomne til at medbringe deres egne hjemmesmurte klemmer til kampen. Andre vælger at bestille pizzaer fra nede om hjørnet. Drikkevarer købes i baren - de er stedets eksistensgrundlag.
Også for kvinder
Stolpe-Ind ligger tæt på Parken og er hurtigt blevet et stamsted for mange FCK-fans. Også Odense Boldklub har en trofast skare af eksilramte fynboer, der mødes til kamp på Øster Farimagsgade. Akkurat som på byens andre sportscaféer er de fleste gæster af hankøn, men kvinderne kommer også, fortæller Carl Eriksson.
»Kvinderne hepper godt med i deres fodboldbluser og er lige så tørstige som mændene. De er helt med i stemningen,« siger han.