At være gammel er et embede

Når vi smykker gamle folk med ordet "ældre", er det for Niels Højlund det rene sludder. Ældre bliver man allerede fra dag to i sit liv. Gammel bliver man, når man har levet længe. Selv besluttede den tidligere præst, højskoleforstander og debattør sig for at kalde sig gammel, da han for tre år siden blev 70. Når han bliver 80, forbeholder han sig ret til at kalde sig olding.

»Jeg synes, det er sagligt. Det er at kræve, at den alder, man har, bliver respekteret. Når gamle folk foretrækker at kalde sig ældre, er det, fordi det smigrer dem. Det er, fordi man i denne ungdomsfikserede kultur tror, at ungdom er det eneste, som er værd at have med at gøre. Derfor har man heller ingen forestillinger om, at de forskellige aldre har hver deres kvaliteter, og at der også er en gevinst ved at være gammel.«

For Niels Højlund befrier alderdommen én for alle de kampe om position og anseelse, som mange ungdomsår går med at udkæmpe. Her kastes al energi ind i at finde sig en platform i tilværelsen og gøre sig gældende udadtil. Alt sammen for at opnå position, og dermed bliver man sårbar, fordi man gør sig afhængig af andres dom.

»K.E. Løgstrup har sagt, at den største frygt er frygten for det andet menneske. Dermed taler han om den menneskefrygt, der består i, at man hele tiden måler sig på, hvordan ens aktier står på børsen, og hvordan man klarer sig i omverdenens øjne. Ligegyldigt, hvilken position man har, står man med den evige, ængstelige spørgen.«

Dumt at hænge fast

Den frygt slipper man ifølge Niels Højlund for som gammel, og det er en befrielse.

»Kun hvis man ikke har set sin situation i øjnene, bliver man ved at hige efter at blive hørt og set. Rent nøgternt ved man godt, at når man kommer op i min alder, så har man gjort sin indsats i det offentlige rum, og så er det dumt at hænge fast i det.«

For Niels Højlund er det i orden at miste position og indflydelse.

Som han udtrykker det, skal der være plads til dem, der kommer bagefter.

»Jeg kan konstatere, at der er sket et skifte, når jeg ser ned over avisernes sider og noterer mig, hvem der nu skriver klummerne og anmeldelserne. Det er helt nye navne, som jeg ikke kender. Og det er helt fint og udmærket. Det betyder, at man selv får frigjort kræfter til noget andet.«

Niels Højlund minder om Martin Luther, der engang sagde, at det at være barn er et embede. Barnets embede skulle være at lege og være selvforglemmende.

På samme måde mener Niels Højlund, at dét at være gammel også er en slags embede, og med til embedet hører, at man dagligt betænker, hvor meget man har at være taknemlig for. Højlund synes, at man skal undre sig over det liv, der er gået, og være taknemmelig over, hvor meget man fik - sommetider også ganske ufortjent. Helt ned i de daglige rutiner bør man gøre det til en opgave at tænke over alle de ting, man har at sige tak for - i stedet for at brokke sig over det, som ikke lykkedes.

Taknemmelige mennesker ligger ikke deres medmennesker til byrde.

»Jeg kendte som studerende en gammel kone. Hun boede i en lille, ydmyg lejlighed i Århus, hvor jeg spiste middagsmad en gang om ugen. Hun sad i kørestol helt ødelagt af gigt, men hun var det mest glade, taknemmelige og selvforglemmende menneske, der altid glad og interesseret spurgte til, hvad man foretog sig. Jeg noterede mig allerede dengang, at hun gav mig noget vigtigt - nemlig et altid lyttende, opmærksomt sind. Men først som jeg selv er kommet op i alderen, har jeg forstået, hvor sjælden hun var, og hvor meget det har betydet at have haft sådan et menneske at se op til.«

Undgå fedt om sjælen

Et andet gode ved at blive gammel er, at man får større overblik.

»Der er så meget, man kan lægge bag sig, og som man kan være ligeglad med. Jeg behøver ikke længere at læse hele avisen. Der er visse ting, jeg ikke behøver at sætte mig ind i. Det er ikke mit problem mere. Tidligere havde jeg en vis tilbøjelighed til avisnarkomani. Det går over med alderen. Heldigvis.«

I stedet har Niels Højlund sat sig det mål, at han gerne vil dø som et dannet menneske.

»Tidligere i Europas historie kendte et dannet menneske de 20-25 vigtigste bøger i verden og var fortrolig med dem. Det dannelsesbegreb har vi i denne fantastisk kommunikerende verden glemt, men jeg vil gerne tilegne mig de væsentligste ting i den europæiske kulturs historie, og det projekt er jeg ved at realisere,« siger Niels Højlund.

Som yngre læste han ofte med henblik på at holde foredrag eller undervise. Men nu skal han ikke længere læse for andres skyld eller for at befæste sin position på meningsmarkedet. I dag gør han det for sin egen skyld - og for livets skyld.

»Selve livsgåden bliver man aldrig færdig med at spekulere på. Man kan få skåret nogle uvæsentligheder fra, når man når min alder, men jeg synes ikke, at jeg bliver klogere på livet, eller at jeg forstår mere af det. Det er lige store gåder, man står over for, men forhåbentlig kan man trænge sig lidt tættere ind på hemmelighederne.«

En anden opgave, som man passende kan øve sig i som gammel, er at udvise større opmærksomhed over for sine medmennesker, børn og børnebørn.

»Det handler om at have omtanken på dem og lade deres liv og vanskeligheder ligge én på sinde. En eller anden har engang sagt, at dannelse er en udviklet evne til opmærksomhed. Det vil jeg godt prøve at leve bedre op til.

Så længe man står midt i slagsmålet - livet - har man i forfærdelig grad sig selv i sigte. Man snakker for at blive hørt og ikke for at høre på andre. Jeg har brug for at lære at fylde mindre, så alle dem, man bekymrer sig om og har omsorg for, kommer til at fylde mere.«

Fortvivlende fornægtelse

Niels Højlund glæder sig samtidig over, at mens kroppen slides, behøver sjælen ikke at ældes. Måske er man ikke lige så springsk og flyvsk i sine tanker, men ifølge Niels Højlund kan man godt holde sit indre øre åbent. Han håber i hvert fald at kunne undgå »fedt om sjælen og hjertet« og på at kunne forblive nysgerrig og åben over for alt det, der er - Niels Højlund må lede lidt efter ordet: dirrende.

Dog handler alderdommen også om at erkende, at afslutningen nærmer sig. Niels Højlund håber, at han roligt vil kunne gå døden i møde. Han siger som en af sine gamle professorer på Aarhus Universitet, Johannes Sløk, at han er nysgerrig over for døden - for det er det eneste, han ikke ved noget om. Dog ved han godt, at det kan blive anderledes den dag, han skal forlade livet, og derfor tilføjer han mindre kæphøjt, at han håber på at kunne bevare sin nysgerrighed, når han først står ved dødens port.

Når Niels Højlund udtrykker sig sådan, skyldes det også, at han kan se, at mange moderne mennesker lever, som om de fornægter døden - som om de forsøger at bilde sig ind, at den nærmest ikke eksisterer. Eller i hvert fald aldrig vil ramme dem.

»Vi lever i en kultur, som tilbeder dynamik, forandring og selvpromovering. I en sådan kultur lever man i unaturligt mange år uden at tænke på døden. På grund af den magt, vi mener at have fået over sygdom, tror vi, at døden er en fejltagelse. Sommetider slår døden ned tæt på, og så bliver mennesker eftertænksomme for en kort stund, inden de igen kaster sig ud i livsudfoldelsen. Når så alderen begynder at melde sig, går der panik i mange. Pludselig er døden ikke noget, der rammer de andre. Pludselig er det mig.«

For Niels Højlund er det selvbedrag, når så mange mennesker forsøger at gøre sig yngre end de er ved at jogge og dyrke kroppens sundhed ud i det fanatiske. Det er for ham at se en ønskedrøm og en fortvivlende fornægtelse af realiteterne.

»Nu går jeg hver søndag i kirke, og det har den fordel, at man dårligt kan sætte sig i kirken, uden at man i salmerne skal hele livsregistret igennem. Man skal undre sig over skabelsens gåde, men der er ikke en eneste væsentlig salme, som ikke også har døden med. Ved at gå i kirke bliver man lige så stille og uden panik mindet om døden som et vilkår for livet.«

Sandhedens spørgsmål

Selv fik Niels Højlund tidligt døden tæt ind på livet. Da han kun var seks år, døde hans mor fra en børneflok på 11. Gennem årene har han tænkt meget på det, han kalder for tidens fylde-spørgsmål. Det er store eksistensspørgsmål, som hårdt og pludseligt kan ramme et menneske, og som skal besvares NU!

Er man uforberedt på de spørgsmål, kommer de fuldstændig bag på én.

»Jeg kan huske fra min tid som præst, at jeg engang blev kaldt ud til en mand, som var alvorligt syg af kræft. Han havde været en stor mand på egnen og havde været både penge- og magtglad. Nu lå han helt pillet af i sin sygeseng, og hans kone havde sendt bud efter mig. Da jeg kom ind, sagde han: "Ja, Højlund. Nu ligger jeg her. Hvad var det hele så værd?" Så svarede jeg: "Det er nu, sandhedens spørgsmål stilles til dig. Det skulle du måske have tænkt på lidt før".

Og det er en af livets store pointer for Niels Højlund. Man skal forsøge at besvare de store spørgsmål undervejs og ikke skubbe dem foran sig, indtil livets afslutning rykker tæt på. På den anden side understreger den gamle præst, at det aldrig er for sent at forsøge at besvare spørgsmålene.

Selv drømmer han om at dø som et julelys, der går ud, altså som et af de julelys, der står i de gammeldags metalstager, hvor de godt må brænde ud i stagen.

»Hvis man bruger de gamle metallysestager, vil man se, at flammen i juletræslyset står rolig og klar til det allersidste. Så, blop siger det! Sådan vil jeg gerne dø.«

jpk@jp.dk