Fortsæt til indhold
Indland

Gift mod mus og rotter dræber også rovfugle

Tårnfalke, slørugler og musvåger bukker under for den gift, der skal slå mus og rotter ihjel, advarer ornitologer.

Musegift slår mus og rotter ihjel - men dræber i stigende grad også rovfugle og ugler.

I døde tårnfalke, slørugler og musvåger er der påvist giftkoncentrationer så høje, at musegiften må antages at have ført direkte til fuglenes død, oplyser Dansk Ornitologisk Forenings (DOF) nyhedsbrev.

Også i store hornugler og råger er der fundet forhøjede niveauer af musegift, fremgår det af analyser foretaget af Danmarks Fødevareforskning i 2003 og 2004. Fænomenet har allerede været kendt fra udlandet i nogle år.

I 2003 blev der solgt 420.000 kg muse- og rottegift (rodenticider) i Danmark. Heraf udgjorde mængden af giftigt aktivstof 3481 kg, hvilket er en stigning på 75 procent siden 2001.

Den mest anvendte musegift i Danmark er bromadiolon, som også er det middel, der påvises i de højeste koncentrationer hos ugler og rovfugle.

/ritzau/