Forsvarsadvokater opfordrer til boykot af agentlov

Landets advokater skal ikke stille sig til rådighed for regeringens nye lovforslag om bekæmpelse af organiseret kriminalitet, der blandt andet vil indføre hemmelig retspleje.

Med opfordringen fra Landsforeningen af beskikkede advokater bliver det endnu engang slået fast, at lovforslaget fra regeringen er i strid modvind hos mange af de berørte parter.

De beskikkede advokater diskuterede lørdag på foreningens generalforsamling det omstridte lovforslag, der skal førstebehandles mandag i folketingssalen. Det er blandt andet politiets udvidede muligheder for brug af meddelere og politiagenter, der har rejst kritik

Advokaterne har tidligere meldt ud, at de generelt er imod lovforslaget over en bred kam, men i en udtalelse fra generalforsamlingen tager de særligt fat på den del af forslaget, der vil give politiet og anklagemyndigheden ret til at tilbageholde oplysninger fra forsvareren - uden at forsvarsadvokaten bliver underrettet om hemmeligholdelsen.

- Det er dybt problematisk, fordi vi hidtil har haft en ligestilling, hvor både forsvarer og anklager har adgang til al materialet, siger formanden for landsforeningen af beskikkede advokater, Niels Forsby.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen