Færøsk superstjerne efter TV-optræden
20-årige Gudrun Jacobsen fik stjernestatus og pladekontrakt, da hun fredag aften vandt TV-programmet Stjerne for en Aften.
Hendes stemme er af den slags, som sender kuldegysninger ned ad rygraden og varmer i hjertekulen.
Fredag aften forvandlede stemmen Gudrun Solja Jacobsen fra almindelig gymnasieelev til færøsk folkehelt, da 70.000 stemmer sendte den 20-årige pige fra den lille færøske by Tvøroyi helt til tops i TV-programmet "Stjerne for en aften" og sikrede hende en pladekontrakt.
Festivitasen fredag aften og nat forhindrede dog ikke Gudrun Jacobsen i at gå på scenen igen lørdag middag, da hun lod sig hylde af utallige jublende fans i Frederiksberg Centeret.
At hendes stemme faktisk var så hæs, at ka-millete og et varmt halstørklæde burde være at foretrække frem for en sceneoptræden, kunne slet ikke høres, da hun sang de smukke ballader "Hero" og "Promise Me". Det kom først frem, da journalisternes ivrige spørgsmål blev besvaret med en hvisken.
Et eventyr
Med glæden strålende ud af øjnene berettede hun om det eventyr, som begyndte, da hun i august sidste år fløj alene til Danmark for at gå til audition på "Stjerne for en aften".
»Mit mål var at finde ud af, hvor jeg står i forhold til andre. Jeg havde slet ikke regnet med det her,« siger Gudrun Jacobsen med et lidt genert smil, som afslører, at hendes nyvundne stjernestatus endnu ikke helt har bundfældet sig.
»Folk kommer og siger, at de ville ønske, de kunne synge som mig. Det er helt vildt, og jeg bliver rørt, når de siger det. Nogle har også sagt, at "du er min stjerne". Jeg har aldrig prøvet noget lignende.«
For et halvt år siden passede hun sin skolegang i en sproglig 3. g. klasse på Færøerne, men med 16 planlagte koncerter foran sig i den nærmeste fremtid og en pladekontrakt i baglommen, kommer skolekammeraterne nok ofte til at se en tom stol fremover.
Hjem søndag
Men de skal ikke frygte, at Gudrun Jacobsen glemmer, hvor hun kommer fra.
»Det betyder utroligt meget for mig, at jeg kommer fra Færøerne. Det er lidt svært at forklare, men for mig er Færøerne et stort land,« fortæller hun, mens øjnene flakker lidt fra side til side for at tilfredsstille fotografernes ivrigt klikkende kameraer.
»Jeg har ikke helt vænnet mig til det endnu,« undskylder hun.
Men interessen står nok ikke mål med den modtagelse, hun vil få, når hun i aften lander i sit hjemland, hvor hun på ingen tid er blevet folkehelt.
Og det ser hun frem til.
»Jeg glæder mig til at komme hjem og synge igennem,« siger Gudrun Jacobsen, som skal optræde i Thorshavn og måske også i sin hjemby, hvor hun bliver fløjet til med helikopter.
»Jeg glæder mig bare at komme hjem, slappe af og hygge med familien.«