Fortsæt til indhold
Indland

Jysk avis krænkede ægtepar

Af POUL NORDHAGEN

Folks sygdomme er ikke offentlighedens eje, og derfor anker folketingsmedlem Kirsten Jacobsen (FRP) byretsdommen over Aalborg Stiftstidende, der skal betale Kirsten Jacobsen og hendes mand 20.000 kroner for at have krænket ægteparret i forbindelse med mandens alvorlige sygdom.

Avisen skrev i maj, at ægtemanden Erik Stormfelt var syg af kræft, og i teksten til billedet af Kirsten Jacobsen og hendes mand udviste avisen den taktløshed at skrive, at fotografiet var taget i forbindelse med Det Ny Teaters premiere på »Den glade Enke.«

Oplysningerne i avisen var korrekte, men hverken Kirsten Jacobsen eller Erik Stormfelt var på det tidspunkt blevet informeret om den alvorlige diagnose, som lægerne på Aalborg Sygehus havde stillet. De var heller ikke blevet gjort bekendt med artiklens indhold, inden den stod at læse i avisen.

Kirsten Jacobsen ankede dommen til Landsretten, fordi daværende chefredaktør Erling Brøndum slipper for straf og blot skal betale sagens omkostninger på 8000 kroner.

Af dommens præmisser fremgår det nemlig, at avisens ansvarhavende ikke kan straffes, fordi oplysningerne var korrekte. Desuden er Kirsten Jacobsen en kendt person, som i forvejen havde taget orlov fra Folketinget i forbindelse med mandens sygdom.

»Det gælder om at få stadfæstet, at det er ulovligt efter gældende ret at omtale folks sygdomme, ellers ender det med at politikere eller kendte folk, deres ægtefæller og ikke mindst deres uskyldige børn ikke er beskyttet på nogen som helst måde,« siger Kirsten Jacobsen i sin første kommentar til dommen.

Jacobsen og Stormfelt havde oprindelig stævnet avisen med krav om 50.000 kroner i erstatning for krænkelsen.