Naboer: Det er et mareridt

Der var i formiddages helt stille på pladsen foran det gulkalkede enderækkehus med den hvide trætilbygning i det almennyttige boligbyggeri Engparken. Her havde en 30-årig mor helt uforståeligt for alle i aftes taget livet af sine to sønner på 4 og 10 år.

Gyngerne og vippen stod stille, og der var heller ingen i legehuset, som der plejer, for trods det gode vejr havde alle de andre forældre i det børnerige kvarter valgt at holde deres børn indendørs oven på tragedien, der - forgæves skulle det vise sig – i hast havde sendt stribevis af udrykningskøretøjer til parkeringspladsen ved siden af huset 12 timer tidligere.

Et mareridt

Her til formiddag vidnede kun et gult ”adgang forbudt”-skilt fra politiet på døren samt nedrullede persienner i alle rækkehusets vinduer om tragedien, der berørte naboerne dybt.

”Det er helt uvirkeligt, et mareridt,” lød det fra ægteparret Majbritt og Arne Jensen, der har boet over for huset med de dræbte børn i 25 år.

Selv om den lille familie med den 30-årige mor og to drenge kun havde boet på den anden side siden september følte Majbritt Jensen alligevel, at de på den korte tid var kommet tæt på hinanden.

”Moderen var så sød og åben og havde f.eks. tidligere på ugen været ovre med en cd til os med julemusik, som hun selv havde brændt over på computeren for os. Og vi havde kvitteret med et par chokoladejulekalendere til drengene,” fortæller Majbritt Jensen, mens manden, der er pensioneret buschauffør, nikker ved siden af.

Chokoladekalender

De mindes, hvordan de havde måttet forklare de to drenge, der åbenbart havde hver en i forvejen, at det altså var i orden at have to chokoladejulekalendere hver. Så kunne man både få et stykke om morgenen og om aftenen.

”Drengene var så søde og velopdragne. Moderen kerede sig meget og holdt meget af dem, kunne man se. Hun ville ikke have, at de gik længere væk, end at hun hele tiden kunne se dem ud af køkkenvinduet. Selv om hun vist ikke havde noget arbejde, lå hun ikke på den lade side, altid oppe klokken seks og ikke noget pjat. Om formiddagen gik hun vist på et kursus sammen med en veninde. Og der var altid varm mad til aften, og ikke noget med spiritus og stoffer, som man så ofte høre i forbindelse med sådan nogle tragedier. Der var heller ikke noget larm om natten eller mystiske gæster. Børnene var i det hele taget så velopdragne og fortalte, at de kun måtte få slik om lørdagen, første gang vi bød dem noget,” tilføjer Arne Jensen.

Troede det var epilepsi

Det var ved 18.30-tiden i går aftes, at Majbritt og Arne ligesom de øvrige naboer ikke kunne undgå gennem aftenregnen at bemærke, at der var noget helt galt overfor med alle de ankomne blå blink. På det tidspunkts havde politiet fået telefonopkaldet fra moderen, der havde fortalt, at hun havde slået sine to børn ihjel.

”I første omgang troede jeg i virkeligheden, at det var noget med en anden nabo, der lider af epilepsi. Der ovre har vi før set ambulancer,” fortæller Arne Jensen.

Hans kone, der havde været til linedance, kom først hjem lidt senere.

Men som timerne gik og politiets teknikere i deres hvide kitler gik ind og ud, kunne de jo efterhånden godt se, at det var ovre hos den lille familie, der var noget alvorligt galt. Og da så båren med moderen blev båret ud, og de to børn begge pakket helt ind, var vi klar over, at nogen var død, selv om vi var overbeviste om, at det måtte være en mand udefra, der havde gjort det,” husker Majbritt.

Bar barnet i armene

Hun gyser ved tanken om, at mens den store på 10 år kom ud i en lukket ligpose på en båre, var den lille ikke større end, at en redder kunne bære liget ud i sine arme.

”Det var først her til morgen, da vi hørte, hvordan det hang sammen, at vi blev klar over, at det var moderen selv, der havde gjort det. Men vi har stadig ikke fattet det. Vi forstår det simpelthen ikke. Den tanke havde slet ikke strejfet os, hun var jo så sød og åben og altid kærlig og opmærksom, hun skældte dem aldrig ud, men gav sig tid til at forklare dem alting grundigt, så de forstod hvorfor de ikke måtte gøre det og det,” fortæller Majbritt.

”Vi vidste ikke, hvor familien kom fra, inden de flyttede her til,” fortsætter hun og kigger på manden, der nikker anerkendende:

”..men hun havde fortalt os, at hun havde levet under jorden og vist frygtede en mand, som ikke havde været god ved hende. Men mens de boede her, bemærkede vi aldrig noget usædvanligt. Den yngste søns far, som boede ved Brønderslev, kom en gang imellem og hentede ham, uden at der så ud til at være problemer.”

Var åben

”Vi havde slet ikke nogen fornemmelse af, at der var noget psykisk galt med moderen, for det må der vel have været. Ikke noget med, at familien isolerede sig i forhold til os andre. Tværtimod kom hun straks, hun var flyttet ind og bankede på og præsenterede sig og sønnerne. Og da det endnu var varmere i vejret, kom hun ud og sad på bænken ved legepladsen med sin kaffe sammen med os andre nabohusene. Hun var sådan en gæv bette kone,” siger Majbritt Jensen.

Arne fortæller, at han netop havde aftalt med yngstesønnen på de fire år, at han skulle have været med til at sætte nisser op i dag uden for pensionistparrets bolig, som ellers allerede oser af jul med bl.a. en hyggeligt lysende julemand på taget.

Computerglad

Majbritt og Arne Jensen erkender begge at kende mindre til den ældste af de to brødre den 10-årige dreng, som også var sød men legede mere indendørs med sin computer, når han kom fra sin skole.

”Vores eget fireårige barnebarn, Andreas, kommer på besøg i dag til juleæbleskiver, som vi plejer. Andreas legede meget med den yngste af brødrene, når han kom på besøg. Nu ved vi slet ikke, hvad vi skal sige til Andreas. Vi kan ikke fortælle ham sandheden. Det kan han slet ikke klare at høre og forstå. Vores barnebarn er en følsom dreng og har stadig mareridt om et indbrud, han en gang har oplevet. I første omgang må vi sige, at familien der ovre pludselig er flyttet herfra igen. Det bliver ikke nemt.”