Stresset elefant skabte uro i cirkus
Der gik et gys gennem publikum, da elefanten Micky kom til syne i sceneindgangen til forestillingen søndag eftermiddag i Cirkus Benneweis i Århus.
I stedet for at marchere ind, svingede den sin store, runde metalskammel op i musiktribunen over indgangen og dernæst ned i jorden med et ordentligt brag. Siden trak den sig et par skridt tilbage.
Da den endelig kom ind i manegen fulgt af sin makker Tuffi, var publikum noget usikre på, hvad der ventede dem.
Tuffi var fulgt med ind i teltet, selv om den i øjeblikket er syg af kolik med et stift ben som følge af en insprøjtning.
»Micky er bossen og bestemmer, men den beskytter også Tuffi. Da den skulle gå ind i manegen med skamlen i munden, skulle den også holde øje med Tuffi. Det stresser den en smule. Den var ved at tabe skamlen ud af munden og ville derfor kaste den op i luften, så den kunne få et bedre greb om den,« siger den svenske domptør Diana Rhodin, som har haft de to elefanter i 20 år.
Elefanterne har aldrig tidligere været syge, så det er første gang, at Diana Rhodin skal tumle de tons-tunge dyr med sygdom som en ekstra belastning.
Den situation kender man i Aalborg Zoo, og der er elefantpasser gennem 35 år Thorvald Eggers ikke så tryg ved, at man lader elefanter optræde, når en i flokken er syg.
»Elefanter er meget intelligente dyr, og den raske elefant bliver frustreret, når den kan mærke, at den anden har det dårligt. Det påvirker den, og det kan få den til at ændre adfærd. Elefanter er jo ikke ufarlige dyr, og jeg må da indrømme, at med mit kendskab til elefanter, ville jeg have taget mit barn og være forsvundet ud af det cirkus med det samme, da elefanten begyndte at kaste med sin skammel og samtidig havde travlt med at holde øje med sin makker,« siger Thorvald Eggers.
En pause anbefales
Han vurderer, at det bedste vil være at lade begge elefanter få en pause, indtil Tuffi er rask igen, så presset på den raske elefant Micky ikke bliver for stort.
Den mulighed afviser man hos Cirkus Benneweis.
»Hvis elefanten gør noget, jeg ikke vil have den til, kan jeg stoppe den,« forsikrer Diana Rhodin.
Hun mener heller ikke, at det er muligt at holde begge elefanter væk fra manegen.
»De er arbejdselefanter, og når de hører musikken, vil de ind og optræde. De vil ikke kunne forstå, at de ikke skal i manegen, og så er det bedre at lade dem begge komme ind, selv om den ene er syg,« vurderer Diana Rhodin.
Heller ikke Nelly Jane, PR-chef for Cirkus Benneweis, mener, at elefanterne skal ud af programmet, indtil Tuffi bliver rask.
»Og så skuffe alle tilskuerne - nej. Diana Rhodin har arbejdet med elefanter i 20 år, og hun ville aldrig sende noget ind i manegen, som var uforsvarligt,« siger Nelly Jane, der dog erkender, at Diana Rhodin ikke har erfaring med syge elefanter.
I den konkrete situation var ingen i fare ud over personalet.
Flere ulykker
Men det er ikke være første gang, at Cirkus Benneweis oplever problemer med elefanter. I 1993 i Århus kom hunelefanten Siam til at mase nogle børnehavebørn, og året efter gik samme Siam amok under en cirkusforestilling i Nyborg og angreb Kim Benneweis, for derefter at løbe ud på gaden, hvor den nåede at slynge en ældre herre op i luften og ned i jorden, inden den blev bedøvet og aflivet.
Den syge elefant Tuffis sygdom bliver behandlet af dyrlæge Gert Hansen, fra Gistrup Dyreklinik.
Gert Hansen passer også Aalborg Zoos elefanter. Han har givet Tuffi et skud antibiotika, og det har givet den et stift ben, men det har ikke holdt elefanten fra manegen.
Den har insisteret på at gå med ind i manegen og stå ved udgangen, mens Micky optræder alene.
Diana Rhodin har været i kontakt med dyrlæger fra både England og Sverige, og hun mener, at Tuffi nu er i bedring.