Fortsæt til indhold
Indland

Interneret tilknyttet moské

Den dansker, der er taget til fange af USA i Afghanistan, havde sin gang i en moské på Nørrebro. Kilder i miljøet siger, at moskéen har en yderligtgående tolkning af islam, og at manden er blevet rekrutteret i moskéen til sin videre færd i Afghanistan.

Af CARSTEN ELLEGAARD og EVA PLESNER

Den unge dansker, der er taget til fange af amerikanerne i Afghanistan, har haft sin gang i en mindre moské i Heimdalsgade på Nørrebro i København. Det oplyser flere kilder over for Jyllands-Posten.

Kilderne siger samtidig, at moskeen repræsenterer en yderligtgående fortolkning af koranen, og at medlemmer af den ligeledes yderligtgående muslimske bevægelse i Danmark, Hizb-ut-Tahrir, har deres gang i moskeen.

Den tilfangetagne dansk-marokkaner er angiveligt søn af en dansk mor og en marokkansk far. Forældrene er skilt, og manden, der er i slutningen af tyverne, har i en periode ernæret sig som taxachauffør i København.

»Den her sag overrasker mig på ingen måde. Mange unge - og især mange med netop marokkansk baggrund - er rekrutteret af Hizb-ut-Tahrir. De er efter min mening blevet hjernevasket, de har vendt familien ryggen, og nogle er formentlig draget til Afghanistan for at føre hellig krig,« siger en kilde, der har haft sin gang i moskeen på Nørrebro, og som selv er af marokkansk afstamning.

Moskeen, der hedder Tauba, ligger på Heimdalsgade 14 i en boligejendom. Den eneste reklame, der bliver gjort for moskeen, er på dørtelefonen, hvor der står "Islamisk Kulturcenter". Mens mændene kan gå ind ad fordøren, er kvinder henvist til en indgang, der fører gennem en baggård op til selve moskéen på første sal.

Først når man træder inden for heroppe, røber stedet, at der er tale om en moské. Væggene er dækket af reoler, hvor de bedende stiller deres sko. Desuden er der arabiske skrifttegn overalt.

Da Jyllands-Posten forsøgte at indhente kommentarer til, at den pågældende dansk-marokkaner efter sigende skulle have haft sin gang i moskeen, blev avisens medarbejdere kontant smidt ud af en danskudseende og perfekt dansktalende ung og kofteklædt mand med ordene: »Vi gider ikke have noget ballade hér.«

Ifølge Jyllands-Postens oplysninger er moskeen imidlertid oprettet af lokale beboere, hvoraf flere har tætte kontakter til Afghanistan.

Flere yderligtgående

Kilder i det marokkanske miljø på Nørrebro fortæller, at hovedparten af de muslimer, der kommer i moskéen, hører til de yderligtgående. Men det afvises af andre i miljøet. De mener, at moskéen ikke er mere ekstrem end mange andre. Til gengæld bekræfter de, at den er kendetegnet ved, at netop Hizb-ut-Tahrir-medlemmerne har deres gang i den. Det skal dog tilføjes, at de typisk kommer i flere københavnske moskéer.

Jyllands-Posten erfarer, at Hizb-ut-Tahrir rekrutterer unge fra moskeerne og derefter holder møder i private, københavnske hjem - typisk på Nørrebro - hvorfra de udbreder deres budskaber.

Netop Hizb-ut-Tahrir var arrangør af det meget omtalte stormøde i efteråret i Nørrebrohallen, der ligger bare et stenkast fra Tauba moskeen. På stormødet blev det bl.a. sagt, at det var muslimsk pligt at hjælpe den muslimske befolkning i Afghanistan - blandt andet ved hellig krig - efter at de amerikanske bombardementer var indledt mod Talebanstyret i Afghanistan.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra bevægelsens talsmand i Danmark, Fadi Abdullatif.

carsten.christensen@jp.dk

eva.plesner@jp.dk