Sangskriver med et strejf af blåt
Hun er en ægte singer/songwriter med sange om kærlighed, længsel og alle de hverdagsting, som et stort pattedyr som mennesket slås med. Og så er Annette Bjergfeldt aktuel med ny CD og turné.
»Du er bedst, når du er alvorlig,« sagde fotografen.
Derfor er der mest alvor på billederne af Annette Bjergfeldt. Den side har hun også i sig, men det lattermilde er langt i overskud.
Måske fordi hun bare er fuld af glæde over foråret, sin nye plade, sit liv.
Pladen, "Songs for Modern Mammals", er på gaden og i æteren. Hun har lige fået at vide, at den vil være ugens album på DR's P4 i næste uge, og samtidig tager hun på danmarksturné med et sæt sange, der er en personlig blanding af folk, pop og country.
Helst vil hun betegnes singer/songwriter, og hun spiller bare de sange, der som gulerødder kommer frem til overfladen af ren nødvendighed. Hun kalder det også håndholdt musik, der er god både at vaske op til og fælde en tåre til.
Varmblodede pattedyr
Som teksterne brød frem og albummet tog form førte de til en lettere mystificerende titel om pattedyr.
»Vi er jo store pattedyr, der i modsætning til krokodiller og hammerhajer er så heldige at have varmt blod flydende i årerne. Det gør os sårbare, og rødmende falder vi i livets snørebånd. Vi har en temperatur, der svinger op og ned efter humør. Og så har vi denne unikke evne til kærlighed, som jeg skriver om igen og igen. Vi har jo alle en drøm om at finde den store mirakuløse kærlighed, der holder længe. Og som gør os lykkelige. Men livet er samtidig forgængeligt, og vi kan ikke vende tilbage, hvilket jeg skal være den første til at klage over,« siger Annette Bjergfeldt med eftertryk.
Så slår hun over i den afvæbnende latter, der kan være så god til at dække over dybe, mere alvorlige længsler.
»Det giver også en skrøbelighed at opdage, at tingene ikke altid bliver, som man drømte om. Den store italienske familie, der kunne myldre omkring mig med fest og farver, har ikke indfundet sig, og jeg er i en fase, hvor jeg er ved at erkende, at jeg måske skal gå en anden vej her i livet.«
Tid til eftertanke
Annette Bjergfeldt er 41 år. En alder for eftertanke. Hun tænker over, om livet er blevet, som hun drømte om, og må som så mange andre sige både ja og nej. Man kan ikke få det hele. Også fordi man i virkeligheden har så mange sider i sig - så mange muligheder for at udvikle sig.
»Der er jo nok en grund til, at tingene går i en bestemt retning. Det er en stor blanding af energi, kemi, tid og opdragelse, der former én. Og selv om jeg længes efter den store italienske familie, kan jeg også enormt godt lide at være alene. Jeg sidder ikke og sørger.«
For nogle år siden gik forholdet til hendes kæreste i stykker, og det var måske i virkeligheden skubbet, der fik hende til at tage til USA. Men først var hun i 1996 forbi en irsk musikfestival, der på en måde blev en slags åbenbaring. Her mødte hun tykke Obelix-typer med fletninger og store øl, som de sad og græd ned i, og her fandt hun sig selv musikalsk.
»Der blev spillet musik til hjertet, og jeg fandt en masse musikalske kusiner. Jeg blev også overbevist om, at jeg ikke skulle være en syngende sild på den fælles musikalske motorvej i Danmark, hvor jeg ville blive tvunget til at klippe en hæl og skære en tå for at passe ind. I stedet skulle jeg turde være mig selv.«
Borte fra Danmark i to år
Da Annette Bjergfeldt på festivalen fik tilbudt et job i USA, tog hun det store spring fra timetervippen og blev væk i to år. Var rundt på små spillesteder og prøvede sine sange af i det store singer/songwriter-land, hvor store forbilleder som Joni Mitchell og Leonard Cohen har slidt vejene før hende.
Derefter havde hun to år, hvor hun tog frem og tilbage mellem USA og Danmark, og til sidst vendte hun hjem for at føde albummet "All That We Are", som hun fik seks nomineringer for ved Danish Music Awards 2002.
Set i bakspejlet kunne det betale sig for hende at følge sin egen lille myresti i stedet for motorvejen.
Annette Bjergfeldt citerer Leonard Cohen.
»"There is a crack in everything, that's where the light can get in", sang han engang. Og jeg kan godt lide ridser og skæve sprækker. Alt skal ikke være så perfekt. Så mange stjerner sættes op på en piedestal som perfekte billeder. Jeg vil hellere have, at publikum tænker "Gud vi ligner hinanden", end at de tænker "Gid jeg var hende". Og jeg bliver glad, når mine fans efter koncerten siger: "Det var sgu så hyggeligt, vi tager slippers på næste gang".«
Annette Bjergfeldt krydrer altid sine numre med små anekdoter fra virkeligheden. Igen: Hun vil kendes fra flere sider, ikke kun være éndimensional. Den holdning præger på mange måder hendes liv.
Noas ark for uafhentede sange
I virkeligheden er Annette Bjergfeldt uddannet kunstmaler fra Århus Kunstakademi i 1991, men i dag bruger hun mest tid på musikken. Til gengæld kan hun både være den indadvendte sangskriver, der lukket sig inde på loftrummet for at skrive, og i næste øjeblik den udadvendte, der går ud i verden, holder workshops og taler løs om, hvordan man finder sangskriveren i sig. Hun har også selv taget hele ansvaret for sin nye CD. Hun har båret alle kasketter fra sangskriver over producer til PR-mand.
»Det er så dejligt selv at kunne sætte sine succeskriterier. Det er kun mig, der bestemmer, hvornår det er godt og skidt,« siger hun og roser samtidig det band, der har bakket hende op og hjulpet hende, og som nu skal med på turné.
Hun nyder meget sine skriverworkshops, som hun kalder "Noas ark for uafhentede sange".
»Der er så mange sange gemt, der bare venter på at blive opdaget. Jeg siger ikke, at hvem som helst kan blive sangskriver, men der er helt sikkert mange, der kunne, som ikke ved det selv.«
Hun prøver at gøre folk bevidste om alle de fine ordbilleder, der er i én og omkring én.
»Det skal ikke være fortænkt og højpandet, men helt nede på jorden. For eksempel skriver jeg tit, når jeg taler i telefon med vennerne. En af mine venner sagde en dag: "Når man falder ned af en pige, så er det bare med at komme op på en ny, ellers kan man godt få angst for piger." Sådan en sætning skriver jeg ned til senere brug. Det er lidt ligesom drømme. Man aner ikke, at de billeder findes i en. Og det er ofte et spørgsmål om at blive bevidst. Essensen i de fleste sange er jo som regel den samme. Der er 20-30 emner at vælge imellem, men vinklerne er nye, og der skal man bruge alle billederne til at male.«
Annette Bjergfeldt spiller lørdag den 5. april i Krudttønden og fredag den 1 1. april i Amager Bios Café Kino. Derefter er hun ude i landet på turné.
.