Mor til afdød datter: Sorgen er til at leve med

Hun mistede sin datter, men fik et barnebarn. Den hårde kendsgerning førte til, at Kirsten Hansen Møller sidste år satte sig foran computeren i sit hjem i Søllerød. Målet var at skrive en fortælling til børnebørnene om deres mor og Kirstens datter, Therese, der i en alder af 26 år bukkede under for brystkræft - kun en måned efter, at sygdommen havde vist sit grimme ansigt. Få dage før sin død fødte datteren lille Nathalie ved kejsersnit tre måneder for tidligt.

På onsdag udkommer resultatet af Kirsten Hansen-Møllers skriverier. Det sker i bogen "Den første vintergæk".

Den handler om at miste sin datter og samtidig få et barnebarn. Men ud over den meget personlige beretning om at arbejde sig igennem tabet og sorgen, skal bogen først og fremmest understrege, hvor vigtigt det er at rydde ud i tabuer, når der sker et dødsfald i en familie.

Tal om sorgen

»Det er mit håb, at bogen baner vej for, at familier får åbnet for sorgen, og der bliver plads til at tale om at miste. Børn må for alt i verden ikke føle, at de står alene med sorgen,« siger Kirsten Hansen-Møller med et intenst blik i de klare blå øjne.

Et af forbillederne er forfatteren og journalisten Peter Olesen, der også har beskæftiget sig med børns sorg.

»Der er stadigvæk en tendens til, at man bygger en mur af tavshed op omkring børn, der mister, og det er grusomt. Jeg kan jo ikke forhindre dødsfaldet. Men jeg kan gøre en indsats for, at mine børnebørn føler, at de kan tale om deres mummy,« siger den debuterende forfatter.

Kirsten Hansen-Møller har skrevet bogen som en personlig dialog med den afdøde datter. En skrivestil, der falder hende nemt, fordi hun jævnligt fører små samtaler med datteren.

»Hun var altid den første, jeg ringede til, hvis der var noget, jeg var glad over eller ked af. Hun var god til at skubbe bagpå og sige: Kom nu, mor, selvfølgelig kan du det. At undvære hende har på en eller anden måde tvunget mig til at blive helt voksen og stå på mine egne ben,« siger forfatteren.

Hun bor i dag med sin mand i Søllerød og oplever stadig, at folk på gaden genkender hende for hendes rolle som Rikke i TV-serien "Huset på Christianshavn". Det sker, selv om det er 32 år siden, og den 61-årige skuespiller efterhånden har nået den samme alder som viceværten Meyer havde i serien. Andre højdepunkter i karrieren var rollen som Fedes kone, Marie, i Matador. Trods rollerne i de folkekære TV-serier blev skuespillerfaget aldrig den helt store kærlighed for Kirsten Hansen-Møller, der er uddannet fra elevskolen på Det Kgl. Teater i 1965.

Skrev sig ud af sorgen

Efter at have arbejdet som freelanceskuespiller med teaterturneer, radiospil m.m. fik hun i slutningen af 1980'erne nok af scenelivet og kastede sig i stedet over TV-journalistikken på det nystartede TV2/ØST i Vordingborg. Her var det de gode menneskefortællinger i dokumentarprogrammer og portrætudsendelser, der blev Kirsten Hansen-Møllers speciale.

En af de sidste dage i 1997 slog lynet ned i hendes egen familie, da datteren Therese, gift med englænderen Andy og bosat i England, ringede hjem og fortalte, at hun havde været til undersøgelse på et engelsk hospital. Her havde Therese, der var gravid i femte måned, fået konstateret metastaser i leveren. Senere skulle det vise sig, at knuderne i leveren stammede fra en brystkræft, som havde bredt sig. For at kunne behandle med kemoterapi måtte lægerne hjælpe lille Nathalie til verden ved kejsersnit i januar 1998, tre måneder før tiden. Vægten stod på sølle 890 gram, og centimetermålet viste 36 cm. Stærkt svækket af kræften og kejsersnittet døde Therese ni dage senere og efterlod sig mand og to små børn. Kemoterapien nåede aldrig at virke.

»Det gik så stærkt alt sammen. Faktisk var det først, da lægerne kom og spurgte, om de måtte give større morfindoser, at det gik op for mig, at min datter formentlig ville dø. Hun døde senere den dag,« siger Kirsten Hansen-Møller, som har mærket, at skriveprocessen var glimrende sorgterapi.

»Selvfølgelig har det været en hjælp til at komme over sorgen at skrive denne bog. Før jeg begyndte på projektet, var tanken og sorgen der i det øjeblik, jeg slog øjnene op hver morgen. Nu er det, som om, jeg har fået det mere på afstand. Det fylder ikke længere hele horisonten,« siger Kirsten Hansen-Møller.

Hun mener, at kampen for barnebarnet Nathalie, der i dag er en sund og glad pige på fem år, var med til at stabilisere hende i den første tid efter dødsfaldet.

»Selvfølgelig sad tanken i baghovedet, at lille Nathalie også kunne dø. Men det var en støtte, at der var nogle praktiske gøremål, eksempelvis med at give hende mad og følge hendes udvikling dag for dag. Det var værre, da familien rejste hjem til England, og jeg var overladt mere til mig selv,« siger skuespilleren og journalisten, som nu kan føje et "forfatter" på visitkortet.

Hun kan godt forstå, at nogle familier kommer ud i en dyb krise, når tragedien pludselig rammer.

»Jeg valgte at gå til psykolog, da det gik op for mig, at jeg ikke bare kunne blive ved med at læsse min sorg over på familien. De sad jo med deres egen sorg.«

Opbakning fra familien

Ud over psykolog-bistanden fik Kirsten Hansen-Møller uvurderlig støtte fra sin mand.

»Vi har været utroligt gode til at supplere hinanden. Hvor jeg nok har en tendens til at være den mest udfarende, er han meget lyttende og forstående. Han mærker lynhurtigt, hvad der foregår omkring ham,« fortæller hun

Ægteparret har bl.a. indført en regel, hvor de under aftensmåltiderne ikke taler sammen om sorg. Måltidet er fredet, og det handler om at hygge sig med god mad og stearinlys.

»Det er vigtigt med disse fredede tidspunkter. Så mærker man, at det går fremad, og behøver ikke føle skyld over, at vi ikke taler om sorgen.«

Kirsten Hansen-Møller har mærket stor opbakning til bogprojektet fra familien, sundhedssystemet, venner og bekendte.

»Der har været en dejlig positiv stemning, og alle har været søde til at lade mig skrive bogen uden at udøve censur eller lignende. Især min svigersøn Andy, som i dag er gift igen, har ladet mig få adgang til dokumenter og svaret på nærgående spørgsmål og derved genoplevet fortvivlende og grusomme øjeblikke,« siger Kirsten Hansen-Møller.

Hun glæder sig over, at datterens ældste søn, Thomas, der i dag er otte år gammel, ikke tøver med at spørge mormor ud om fortiden, og hvordan mummy dog er kommet ned i et hul i jorden på kirkegården.

»Så forklarer jeg ham, at hans mor jo er død, og at hendes krop er lagt i en kiste og begravet. Kort tid efter er han i fuld gang med at lege igen,« siger Kirsten Hansen-Møller med et smil.

Går tæt på

Hos de første to bogforlag, som modtog manuskriptet lød svaret, at historien var for "intens". Men den ihærdige forfatter gav ikke op.

»Selvfølgelig er det en beretning, der går tæt på, og der er da både mørke og triste passager. Men jeg føler ikke, det er overdrevet, og jeg har bestræbt mig på at fortælle, hvordan jeg kom over sorgen og har bearbejdet episoderne,« siger forfatteren, der oplevede, at det tredje forlag, der modtog manuskriptet var begejstret.

Ud over sit bogprojekt har hun holdt foredrag for Kræftens Bekæmpelse for forældre, der har mistet voksne børn. Foredrag hun meget gerne vil holde flere af, ligesom hun ikke har opgivet tanken om at lave mere TV-journalistik.

Måske bliver det også til flere bøger for kvinden, der i mange år var "hende Rikke fra "Huset på Christianshavn". Der er ikke nogle konkrete bogprojekter i støbeskeen, men Kirsten Hansen-Møller sætter sig gerne foran computeren igen - måske for at skrive fiktion, fortæller hun.

Skuespillerfaget er under alle omstændigheder lagt på hylden.

»Der er sket så meget, siden jeg optrådte, og jeg har slet ikke lyst til at genoptage det liv,« siger den nybagte forfatter, inden hun haster ud ad døren for at hente et barnebarn i skolen.

jpk@jp.dk