Genbrug i luksusklassen
Midt i Hellerup ligger en lille, diskret genbrugsbutik. Varerne er imidlertid langt fra diskrete. Forretningen er fyldt med eksklusivt luksustøj og -tilbehør - det hele er næsten nyt og sælges til langt under halv pris.
Alle drømmer om at gøre et kup.
I butikken Den Grønne Æske i Hellerup er det muligt. Næsten nye mærkevarer kan købes til under halv pris - og ofte til kun en tredjedel af nyprisen.
Tøjet er eksklusivt og beregnet til de få. Men priserne er til gengæld for flere end de få.
Et kik rundt i forretningen afslører, at der kun hænger mærkevarer med navne som Kenzo, Chanel, Georges Rech, Escada, Armani, Prada, Dior, Hermes, Louis Vuitton, Dolce & Gabbana, Sonia Rykiel, Donna Karan, Cerutti og Cartiér.
Sortimentet spænder vidt. Spadseredragter, tørklæder, pelse, sko, jakker, tasker, ure, solbriller, smykker, frakker, bælter.
På spørgsmålet om, hvorfor folk skiller sig af med næsten nye mærkevarer, forklarer indehaveren Bente Balling, at visse former for livsstil forudsætter, at man ikke bruger tøjet eller tilbehøret mere end nogle ganske få gange.
Nogle af varerne er endda helt nye og ubrugte.
»Det er jo desværre sådan, at man på en dårlig dag godt kan komme til at lave et fejlkøb - også når det gælder dyre mærkevarer. Og de fejlkøb finder ind i mellem vej til butikken,« siger Bente Balling.
Kunder og leverandører
Forretningen på Ryvangs Allé 87 har eksisteret i over 10 år. Kvinder i alle aldre besøger den flittigt - lige fra teenagere til en modebevidst dame på 82 år, der stadigvæk gerne vil forkæle sig selv.
Der er varer for enhver smag - og enhver pengepung. Priserne ligger fra 200 kroner og op forbi de 20.000 kroner.
En jakke kan imidlertid sagtens købes for 1500 kroner - og derunder. Bukser kan købes lige fra 300 kroner og til 2000 kroner.
Forretningsfilosofien er at give kunden ren besked.
»Folk skal jo være tilfredse, også når de kommer hjem. Hvis et stykke tøj ikke passer til kunden, siger jeg derfor med det samme, at dét der er altså ikke lige dig.«
»Jeg advarer også tit folk mod at "overkøbe". Jeg kan godt finde på at sige, at nu er det nok for i dag - gå hjem og fordøj indkøbet.«
»Som kunde har man tit brug for nogle meget direkte og personlige råd - de ærlige veninderåd. Det, jeg gør, er på en måde lidt det samme som hos en frisør. Jeg pejler mig ind på folks smag - og giver samtidig en personlig vejledning. Det er derfor, jeg ikke sælger via internettet eller postordre, men kun fra min forretning,« siger Bente Balling.
Kundetilfredshed er en nødvendighed i denne branche. Kunderne er ofte gengangere, og mange af leverandørerne er også selv kunder i butikken.
Diskretion er et nøgleord, når samtalen falder på butikkens leverandører. En del af dem er kendte, men det bliver aldrig omtalt, hvem der leverer til butikken.
Mode og tendenser
Bente Balling udvælger med en hård hånd blandt de varer, hun tager i kommission.
Dels skal det være førsteklasses kvalitet, og dels skal det stadig være moderne.
»Visse modefænomener er mere aparte end kønne. Men et klassisk snit holder længere, fordi det er en modetrend med en anden tidshorisont, end den man finder hos for eksempel Hennes & Mauritz, som har en meget kort tidshorisont. Visse Chanel-jakker kan med lethed bruges i flere år. Mode er jo grundlæggende et spørgsmål om at sende nogle sociale signaler, men mine ting kan da sagtens kombineres med ting fra blandt andet Hennes & Mauritz,« siger Bente Balling.
Tendensen med at købe eksklusivt genbrug er stigende, mener hun.
»Det er et område, der er i klar vækst. Kundernes antal stiger støt, og udbuddet af de eksklusive varer stiger også støt. Folk har opdaget denne niche. Nogle af varerne bliver solgt 15 minutter efter, at de er indleveret.«
Rummelig miniature
Butikken er på knap 22 kvadratmeter, og den bugner af tøj og tilbehør på stativer og hylder. Paradoksalt nok giver butikken en fornemmelse af overskuelighed og rummelighed, selv om der også er klemt et par stole ind til kunderne - og et prøverum.
"Bager", "Café" og "Konditori" står der med store bogstaver på skiltet hen over den lille forretning. Man kan sagtens køre lige forbi, uden at få øje på andet end en bagerforretning.
Butikkens lokale tilhører nemlig naboen, som er bageren i Hellerup. Og med til lejemålet hører det altså nu engang, at reklameskiltene for bageren dækker hele forretningsfacaden, forklarer Bente Balling.
Vild med det
Det hele begyndte med, at der var for meget krudt i hende til kun at gå hjemme i huset i Gilleleje, og ifølge hendes egne ord »være den ideelle husmor for børn, hus og mand.«
Ved hjælp af sit store netværk af veninder og bekendte, som øjeblikkelig var med på ideen, fik hun hurtigt fyldt butikken op med varer.
På spørgsmålet om, hvorfra interessen for genbrug som sådan stammer fra, kommer svaret lynhurtigt: »Jeg er vild med det. Det har jeg altid været. Jeg dansede ballet i mange år, men det får jo en ende, især når man får et par børn. Jeg gik længe med tanken om at åbne en genbrugsbutik. Da børnene så blev voksne, var det tid til at prøve.«
Ideen blev først prøvet af i et enkelt års tid med en butik, der hed Amanda. I 1992 tog hun skridtet fuldt ud, og åbnede Den Grønne Æske.