Fortsæt til indhold
Indland

Kronprinsen: Sådan kvittede jeg cigaretterne

Kronprins Frederik er holdt op med at ryge efter "positivt pres" fra kronprinsesse Mary. Det sker som led i en ny og sundere livsstil.

"Det var under positivt pres fra min nuværende kone - kommende kone var det dengang. Det var en stille bøn, for som hun sagde, ville hun gerne beholde mig lidt længere. Så det var sødt af hende, må man sige," siger Kronprins Frederik i et interview med journalisten Puk Elgård om sit forhold til en sund livsstil og om hvad, der gjorde ham 100 pct. røgfri. Det skriver B.T.

Interviewet bliver sendt som en del af DR's livsstilsprogram "Ha' det godt" tirsdag den 16. oktober, og kronprinsen stiller op til interviewet i sin egenskab af protektor for motionskampagnen "Gang i Danmark".

Røgfri lidt af gangen

Det har dog ikke været helt nemt for prinsen af kvitte smøgerne.

"Jeg tog ikke tyrkeren. Det kunne jeg ikke. Det var stille og rolig nedtrapning," siger kronprins Frederik.

Han har i mange år røget Prince cigaretter og trods det nye røgfri image, må der stadig ryges nogle steder i hjemmet på Fredensborg. Dronning Margrethe, prins Henrik og prins Joachim ryger nemlig stadig, og de er jævnligt gæster på Fredensborg.

Nye kostvaner

Kronprinsens rygestop kommer som led i en ny og sundere livsstil. Som far til to, ægtemand og med en travl hverdag i mediernes uslukkelige søgelys kan det være svært for den meget sportsglade prins at finde tid til motion og ordentlige spisevaner.

"Vi spiser salat hver dag. Og så får vi en varm ret til frokost. Og så har vi, så vi kan lave lidt håndmadder," fortæller han.

Derudover prøver han at løbe, træne eller svømme to gange om ugen. Sport har altid interesseret prinsen og er noget, han har taget sig tid til, også efter han er blevet gift og har fået børn.

"Det kan virke egoistisk at bruge så meget tid på det, når man har små børn. Men hvis man kigger lidt længere frem, så får jeg to til tre år mere med mine børn og børnebørn. Fysisk udfoldelse giver mental glæde, ro og velværd," siger han.

Han opfordrer også danskerne til at prioritere motion i det daglige.

"Hvis jeg skal komme med en "punch-line" til danskerne, er det at huske at motionere 30 minutter om dagen," siger han.