Sponsorat af rocker opgives
Transport- og flyttefirmaet BIBO valgte i går at trække sig som sponsor for det prominente Bandidos-medlem Tom Tinndahn.
Med øjeblikkelig virkning valgte flytte- og transportfirmaet BIBO i går at opgive sponsoratet af Bandidos-rockeren Tom Tinndahns motorcykelrace i Sverige. Det skete et døgn efter Jyllands-Postens afsløring af sponsoratet.
»Den negative presseomtale kan vi ikke leve med. Vi gider ikke at være mistænkt for at vi støtter Bandidos-rockere, og derfor har vi sendt et brev til Tom Tinndahn, hvor vi fortæller ham, at vi øjeblikkeligt stopper sponsoratet,« siger BIBO's direktør Bo Hansen.
Tom Tinndahn er bror til præsidenten for Bandidos Europe, Jim Tinndahn, og oplysningerne om sponsoratet fik Rigspolitiets Nationale Efterforskningsstøtte Center, NEC, til at betegne oplysningerne som "interessante".
Hjemmesiden korrigeret
Ifølge Bo Hansen er beslutningen truffet af ledelsen i BIBO, der blandt ejerne tæller boksestjernen Brian Nielsen, og beslutningen er truffet, inden BIBO's ledelse skal orientere den helt store samarbejdspartner, IKEA, om sponsoratet, der ellers løb til og med udgangen af 2003.
Sponsoratet bestod af transport af Tom Tinndahns røde Harley-drag- motorcykel.
På hjemmesiden for det svenske dragrace, www.harleydrag.com, var sponsorernes navn i går forsvundet ud for navnet Tom Tinndahn.
Det vil sige, at også Bad Boyz Tattoo, der ifølge JP Københavns oplysninger er ejet af et andet medlem af Bandidos, nu heller ikke længere figurerer ud for Tom Tinndahn, der på hjemmesiden dog ikke lægger skjul på, at han er Bandidos-medlem.
Stor reklameværdi
Bo Hansen forklarede onsdag til JP København, at BIBO først blev klar over, at sponsoratet gjaldt et Bandidos-medlem for få måneder siden, men at man endnu ikke havde drøftet, hvorvidt det ville få betydning for videreførelsen af støtten til Tom Tinndahn.
Umiddelbart mente BIBO's ledelse, at sponsoratet havde givet en stor reklameværdi, men efter omtale på flere TV-stationer og i dagbladene har man nu besluttet at fjerne støtten.
Bo Hansen siger, at BIBO ikke har været i kontakt med Tom Tinndahn selv, men sendt ham et brev med oplysningerne.