Nordvang: Et sted langt ude

Ingen på personalekontoret lægger mærke til, at den milde, men triste kvinde i den grågrønne Sari går forbi ude på gangen på den anden side af de store ruder.

Det kommer de ganske snart til at ærgre sig over.

Men bebrejde dem det kan man ikke rigtig - trafikken blandt de psykisk syge på gangene er tæt til begge sider: Den åbne afdeling til den ene, den lukkede til den anden.

Og sådan er det altid, når personalet med morgensamlingen klokken ti minutter over otte tager hul på en ny dag. Endnu en dag på den psykiatriske afdeling P7879 i Glostrup - kendt som Nordvang.

Selv om vi kun har været her i kort tid, har vi såmænd også allerede vænnet os til for eksempel den aldrende kvinde, der er så nervøs. Til det angste udtryk i hendes øjne, og til hendes motorik, der er så elektrisk, at det ser ud, som om hun hele tiden er ved at falde.

Og så - pludseligt og lydløst - står hun der igen, inde på personalekontoret.

»Jeg kan ikke holde det ud mere,« klager hun, og en af sygeplejerskerne rejser sig fredsommeligt for at hjælpe hende ud. Ud på gangen, hvor vi også genkender den unge kvinde, der dagligt med sammenkrøllede skuldre og bøjet hoved slæber sin fuldt pakkede kuffert efter sig. Først passerer hun fra venstre mod højre med lyden af den slæbende bagage i hælene, så fra højre mod venstre nu også med en kop kaffe.

Væk fra den lukkede

Overraskelsesmomentet er på samme måde forsvundet, da en mand i 30'erne og i badetøfler banker på ruden fra den lukkede afdeling. Han vil vide, om han ikke kan blive flyttet tilbage på den åbne afdeling, ja, han forlanger det vel nærmest, og hans toneleje antyder, at han vil være sikker på, at vi hører ham.

Senere skal vi finde ud af, hvorfor manden vil flyttes. Ole Gebert - en af afdelingens i alt tre mandlige plejere - rejser sig og går ud for at tale med ham.

Nej, hvordan skulle man midt i en sådan aktivitet - samtidig med, at man gennemgår nye og gamle patienters udvikling - lægge mærke til, at den milde, men triste kvinde i den grågrønne Sari går forbi ude på gangen? Når personalet kommer til at ærgre sig over det, hænger det sammen med, at kvinden, som vi i går valgte at kaldte Eva, skulle have haft elektrochokbehandling i dag.

Men da hun gik forbi de store ruder og ind i spisestuen for at spise morgenmad, var det ikke længere aktuelt.

Måske havde Eva glemt, at hun havde fået det at vide, men behandlingen skal modtages på tom mave, og Evas kontaktperson må ringe for at aflyse. Mon ikke Eva var lettet, da man fortalte hende, at behandlingen er udskudt til fredag? Hun bryder sig ikke meget om den, har hun fortalt os.

Familien kommer ofte

Morgensamlingen fortsætter, personalet gennemgår patienternes problemstillinger, og i dag får vi en forståelse for, hvor vanskelige og sammensatte de problemstillinger kan være. Vi har fortalt om den ganske unge, meget syge kvinde, der næsten er forsvundet ind i sig selv. Katatonisk, kalder fagfolkene hendes tilstand. Hun kommer fra et land langt mod syd, og hun har en stor familie, der besøger hende ofte og i stort antal. Omsorg er i sig selv ikke noget problem, men i dette tilfælde er familien ekstremt optaget af at diskutere den unge piges symptomer, og de er meget fysiske i deres omsorg.

Og det i en sådan en grad, at personalet fornemmer, at det er for meget for patienten. Problematikken blev understreget den foregående dag, fortæller sygeplejersken, der gennemgår patienten. En usædvanlig stor gruppe pårørende kom på besøg - nogle i etniske klædedragter, og personalet mente, at der endog var kommet folk fra pigens hjemland. Sygeplejersken giver udtryk for en formodning om, at familien tror, at pigen er besat af ånder, og at familien måske har hentet én fra hjemlandet til Danmark for at uddrive ånderne.

Overlæge Linder beslutter, at det scenarium ikke er i patientens interesse. Familien skal have at vide, at de kun må komme i den officielle besøgstid, og at der skal sættes begrænsning på, hvor mange der må komme. Af hensyn til patienten.

Inden personalet begiver sig ud på gangene til dagens arbejde, hører vi om en kvinde, der er vendt tilbage til afdelingen for 24. gang. Hun hører stemmer. De fortæller hende, at hun skal begå selvmord ved at springe ud fra en bro.

»"Stemmerne" er en manifestation af patienternes tankeverden og personlighed, og stemmerne siger oftest udskældende og selvdestruktive ting til patienten,« forklarer André Linder.

Kvinden ser også syner. Små dyr og slanger, der vil hende ondt.

"I can se clearly now the rain is gone"

Der er god tilslutning til morgengymnastikken i dag, og så sikkert som "under uret" er et godt mødested, er det til klassikeren fra Synoptik-reklamen, at patienterne sparker dagen i gang. Det er ikke tilfældigt, at genkendeligheden i hverdagen har høj prioritet. Det er en del af behandlingen, fortæller afdelingssygeplejerske Christa Rossen.

Rolige omgivelser

»Vi prøver at skabe rolige og genkendelige omgivelser for patienterne. De kan ikke rumme for mange nye indtryk og impulser. Dagen er lagt i faste rytmer, hvor vi går frem efter samme model, og for eksempel er det en del af behandlingen, når patienterne selv deltager i de daglige gøremål som at lave mad, gøre rent og skifte sengetøj,« siger Christa Rossen.

Vi oplever det på morgenmødet. Der er to nye patienter, så personalet tager en navnerunde, før de fortæller om dagens aktiviteter, der omfatter sanggruppe, motion i gymnastiksalen og svømning for en enkelt patient.

Hvor meget den unge flygtning, som vi kalder Majbritt, hører, er uvist. Hun har siddet oppe i nat og set TV. Nu er hun faldet i søvn i stolen. Majbritt vil senere på dagen få at vide, at der skal være ro på afdelingen klokken 23.00.

Ud over det er alt, som det plejer at være: Patienterne sidder i rundkreds, de synger morgensang, opgaver bliver fordelt, og kontaktpersoner bliver udpeget.

I det hele taget er miljøet omkring patienterne en væsentlig del af bestræbelserne på at give dem en bedre livskvalitet på både lang og kort sigt, mener Christa Rossen.

»Den miljøterapeutiske behandling tager sit udgangspunkt i en tro på, at omgivelserne har en betydning for patienterne. Det æstetiske betyder noget for sjælen, tror vi på, og derfor skal der være pænt og lyst. Der skal være en atmosfære af ro og en stor opmærksomhed for patienterne. Det betyder noget for dem at blive set og forstået. Derfor har hver patient en fast kontaktperson, som har dannet sig en baggrund for at læse patientens signaler - for at afkode dem. Man kan sige, at vi er patienternes projektionsskærm,« forklarer Christa Rossen og tilføjer:

»Det indebærer også, at vi kan rumme det, når patienterne bliver hadefulde og siger grimme ting om os.«

Intet varmt vand

Den indføling er der brug for, da den ældre, velartikulerede dame, som vi har valgt at kalde Bente, som er vendt tilbage fra et døgns besøg i sit kolde hjem, og som alle på afdelingen er kommet til at holde af, kommer gående ned af gangen i bare ben, hospitalstrøje og badehætte. Foran sig skubber hun et rullebord udstyret til lejligheden med håndklæde, shampoo og andre fornødenheder. Bente er opbragt.

»Blandingsbatteriet virker ikke,« skælder hun. »Der er ikke noget varmt vand til at skylle håret.«

Da afdelingssygeplejersken vil hjælpe hende af med tingene på rollatoren, bliver hun øjeblikkeligt irettesat med et piskesmæld:

»Lad nu være med det. Det falder jo ned.«

Situationen bliver nu hurtigt afmonteret, og sammen finder de involverede parter alligevel et badeværelse og et varmt bad til Bente.

Når det gælder manden, der bankede på ruden for at blive flyttet til den åbne afdeling, er forståelse om muligt endnu mere nødvendig.

Lad os kalde ham John.

John går udtryksløst med armene nede langs kroppen, han har næsten altid badetøfler på. Men nogle dage tager han sit pæneste jakkesæt på og sætter sig til at vente på sin far, der skal komme og hente ham i et rumskib.

Vi sætter os for at tale med ham. Vi spørger, hvorfor han er kommet her på afdelingen.

»Jeg er kommet her, fordi de siger, jeg er sindssyg. Men det er jeg ikke. Det var en patient, der sagde det. Hun kunne trylle sig om til en mand og en kvinde.«

John er dødtræt af denne unge kvinde og vil gerne flyttes fra det lukkede afsnit, hvor hun bor.

»Hun gør mig sindssyg oven i hovedet. Hun har udnyttet min far, lige som hun har udnyttet mig.«

John vil også gerne have en ny kontaktperson.

»Min gamle hun var ond. Hun har også været ond imod min far.«

John taler typisk ikke i lange sætninger, han smiler en gang imellem. John er i 30'erne og bor »ingen steder.«

»Jeg har en lejlighed, men jeg vil ikke tilbage til den. Der er sket mange uhyggelige ting i den. Der er gift i den. Når jeg tænder for fjernsynet, kommer der gift ud. Nogle gange er der også gift her. Jeg vil hellere blive her.«

Far har også et slot

John ville ikke have noget imod at forlade afdelingen, hvis han kunne komme til at bo hos sin bedste ven.

»Jeg kunne godt tænke mig at bo hos ham. Han har et slot, på Lolland. Eller hos min far, han har også et slot. Så kan han trylle mig om. Så kan jeg blive en pænere mand.«

John fortæller, at han har været her i to år på forskellige afdelinger. Han er glad for at få den behandling, han får her. John går med til morgenmøderne med personalet, men morgensang gider han ikke.

»Men jeg kunne godt tænke mig at lære at synge ordentligt. Det kræver, at jeg øver mig lidt, for at jeg kan blive rigtig god. Min far vil gerne have, at jeg får mit gamle navn tilbage: Utopia.«

John nikker, da vi spørger, om det er, fordi der er noget drømmeagtigt ved navnet. Drømmer han meget?

»Jeg har skabt denne planet, mens jeg lå hjemme i min seng nede i kælderen. Jeg har skabt den i drømme. Jeg skabte det første tidsmenneske. Han har ikke haft det nemt, han er gået alene heroppe - og ud og ind af psykiatriske afdelinger. Men gudskelov har det ikke slået ham ihjel.«

John sover meget på grund af medicinen.

»Jeg skal også sove for alle mennesker. Det er et stort pres at skulle sove for alle mennesker.«

Den nye planet

Han ser ikke så meget fjernsyn, men vil gerne se nyhederne fra den nye planet, Geneva, forklarer John.

»Men det kræver, at min far og jeg henter fjernsynet.«

John går meget op i planeter.

»Vi har mange planeter. Den mest spændende er min fars planet. Den ligner Californien. Vi kan både have sommer og stå på ski. Planeten hedder Scavenius.«

Hvis John selv kunne vælge, ville han bo på planeten Mandesa og rejse derop med et rumskib.

"Hans" er hans bedste ven, og "så kommer Peter Star".

»Min far elsker jeg over alt på jorden. Men jeg elsker også "Hans".«

Mon John får en ny kontaktperson, og bliver han flyttet over på den åbne afdeling. Eller står han igen i morgen og banker på ruden til personalekontoret?

jens.grund@jp.dk

christian.thye@jp.dk