Fortsæt til indhold
Indland

Kolonihaver bliver helårsboliger

Flere end 1200 kolonihaveejere bor ulovligt. Derfor vil Københavns Kommune nu lave 11 kolonihaveområder om til helårsboliger. Kolonihaveforbundet for Danmark og flere politikere undrer sig over, at folk belønnes for at overtræde reglerne.

Af ASGER WESTH

Stik mod alle regler og lejeaftaler bor 1250 af de godt 9000 kolonihaveejere i København hele året i deres havehuse.

Det har de gjort i årevis, ligesom der gennem årene er opført huse uden tilladelse eller i strid med byggelovgivningen i flere af de i alt 92 kolonihaveområder i København, hvoraf kommunen ejer de 68.

Lokalplan

Det skal der nu laves om på. Bygge- og teknikudvalget vil i første omgang have lavet lokalplaner for 11 kolonihaveområder. Hvis kolonihaveejerne sørger for at bringe deres huse i orden og efterlever kravene til bl.a. brandsikkerhed, sanitære forhold og isolering, er vejen banet for, at de kan blive godkendt som helårsboliger.

»Det er udtryk for, at det godt kan betale sig at bryde loven. Folk, der bor i et parcelhuskvarter skal efterleve nogle helt andre krav og regler. Det er uretfærdigt over for de folk, der bor på den anden side af hækken i et almindeligt hus,« siger Ole Hentzen (K).

»Jeg bryder mig ikke om det, men det er den eneste farbare løsning. Der er ikke politisk flertal for at smide folk, der bor ulovligt, ud,« siger han.

Kolonihaveejere forgyldes

Johannes Nymark (S) erkender, at kolonihave-ejerne "forgyldes".

»Men forestil dig, at vi smed alle de mennesker ud. Det kan vi ikke, når der er så stor mangel på boliger. Kolonihaver er et stort boligelement i København. Problemet skulle have været løst for 20-30 år siden. Kommunen har vidst, hvad der foregik, men ikke grebet ind. Så kan vi ikke rive folk fra hus og hjem nu,« siger han.

Af en redegørelse fra kommunen fremgår det, at folk, der bor hele året i deres kolonihave- eller haveforeningshus i gennemsnit har en familieindkomst, der er 14.000 kr. højere end i kommunen som gennemsnit.

Desuden er der flere, der har biler, der bor flere børn under 18 år og personer i den erhvervsaktive alder, og tilknytningen til arbejdsmarkedet er større.

Billigere boliger

Lokalplanerne medfører udstykning, afgifter og ændret beskatning af haverne og husene, men de fleste steder vil stadig være billigere at bo end i egen villa.

Johannes Nymark understreger, at alle regler skal efterleves, før lokalplanerne går igennem.

»Selv om der laves lokalplaner for nogle kolonihaveområder, vil der blive grebet ind, hvis der viser sig en tendens til, at der kommer flere helårsboliger i kolonihaveområderne,« siger han.

Mikkel Warming (EL) mener, at lokalplanerne vil give mulighed for at komme de hidtidige problemer til livs, men Kolonihaveforbundet for Danmark er ikke begejstret for kommunens planer.

Ulovlighed belønnes

»Man har langt hen ad vejen været for slappe til at håndhæve reglerne og skride ind over for folk, der har boet ulovligt. Og nu belønner man så dem, der har set højt og flot på reglerne. Det er et meget dårligt signal at sende,« siger forbundsformand Ivan Larsen.

Lus mellem to negle

Kolonihaveforbundet er via aftaler og kontrakter med Københavns Kommune og andre kommuner i landet forpligtiget til at sørge for, at medlemmerne ikke bor eller bygger ulovligt.

»Så vi står som en lus mellem to negle. Jeg kan godt forstå kommunen og se, at der er et boligproblem. Men det kan være svært for folk at forstå, at nogle må bo i deres kolonihavehuse og andre ikke må. Jeg kan være nervøs for, at folk bare gør det, og at det til sidst ender med, at vores afdelinger bliver smidt ud, fordi der er 4-5 stykker, der ikke overholder reglerne,« siger Ivan Larsen.

Bygge- og teknikborgmester Søren Pind (V) mener ikke, at der er grund til bekymring.

»Nu må vi rette op på vores forgængeres fejl, og jeg tror, at det bliver en solstrålehistorie. Jeg ser ikke anden udvej, end at der bliver skabt brandsikre forhold i kolonihaveboligerne,« siger han.

asger.westh@jp.dk