Viden er vejen til indsigt og harmoni
De er 24 og 28 år og har fået 90 tunge erhvervsfolk fløjet ind bl.a. fra USA og Australien til en to-dages konference i København om, hvordan virksomheder bedst forvalter viden. Det hele begyndte som skitse på en serviet.
Kristoffer Herning og Nicolai Preisler fik en god idé en varm sommeraften på restaurant Luftkastellet forrige sommer - den blev skrevet på en serviet: De ville arrangere en konference, hvor virksomheder lærer at dele og udnytte den viden bedre, der ligger på hvert niveau i alle virksomheders afdelinger.
De to unge mænds pointe er at vise, at vidensdeling kan omsættes til praksis og til målelige resultater på bundlinjen.
Med 10 ansatte er det nemt at dele den samlede viden. Men i mange store virksomheder tror ledelsen, at hvis bare man får de ansatte til at stille deres viden til rådighed for alle de andre, så kører det af sig selv.
Men det handler om social intelligens, indsigt og overblik. Kan man udnytte den viden, kan enhver virksomhed flyve lodret op ad børsernes succeskurve. Det hedder i fagsproget knowledge management.
»Men hvis nu virksomhedens kultur er at belønne den enkeltes indsats, så går det ikke. Så vil hver især vogte på sin viden. Eller også går der "forstoppelse" i hele strømmen af viden, for de ansatte kan slet ikke filtrere den enorme mængde data, der lægges ud på intranettet,« forklarer Kristoffer Herning over en café latte i det femstjernede Hotel Marriotts espressobar.
Hektisk, men skønt
De storslåede rammer på Kalvebod Brygge er ikke hans normale miljø. Den 24-årige unge mand studerer på RUC til cand.-scient.adm., der på jævnt dansk er offentlig administration. Men i går og i dag er han sammen med vennen Nicolai Preisler vært ved en konference om knowledge management for 90 store kanoner fra ind- og udland. Siemens, Handelshøjskolen, en svensk guru, der bor i Australien og en amerikansk top-business-kvinde er kommet til København på de to mænds opfordring.
De er begge selv ret benovede og glade over, at oplægsholderne og ikke mindst deltagerlisten er så lang og prominent. Vi taler om chefer hos Mærsk, Novo Nordisk osv.
De er også glade for, at det er åbent fagligt forum, som ikke sponseres af ét bestemt firma, for det er ikke så troværdigt, mener de.
»Vi har knoklet meget, men det løber rundt. Det er sin sag at sidde med budget på en halv mio. kr. Men sponsorer som Siemens har da hjulpet os,» forklarer Nicolai Preisler, der tilføjer, at de sidste måneder har været "hektiske".
De har spist grillmad og pizza, er begyndt at ryge, har fået usund hud og deller, da de ikke har levet regelmæssigt i en rum tid.
Menu på internet
Nicolai Preisler er direktør for eget firma, Future Match, som han grundlagde i september 2001, så hans uddannelse fra Niels Brock i innovation og entrepreneurship har hurtigt båret frugt.
Future Match levererer en menu på internettet over efteruddannelseskurser og konferencer, som virksomheder kan søge på.
»Virksomhedernes medarbejdere kan søge efter et specifikt kursus for salgschefer. De melder sig til gennem firmaet, men hvis firmaet har en aftale med mig, så skaffer jeg kurset til dem med fem-ti procents rabat. Et kursus til 20.000 bliver således 2000 kr. billigere,« forklarer Nicolai Preisler, der laver aftaler med virksomhedernes human ressource-chefer.
De har deres branches Bill Gates, den svensk mediemand Knud Erik Sveiby, fløjet ind fra Sydney, men som de siger: "gudskelov var han til management-konference i London, så vi skal kun betale en businessbillet fra London og ikke fra Sydney".
Det sidste ville sætte deres budget 35.000 kr. tilbage.
Konferencen slutter i dag, efter at alle deltagerne har været i Tivoli for at se julemarkedet og spise middag på Restaurant Nimb.
Se mere på www.proforum.dk eller www.sckm2002.dk