Danske træer og buske er under pres fra udlandet
For at få billigere planter eller en mere ensartet vækst har man gennem mange år hentet træer og buske fra udlandet og plantet dem i Danmark. Også selv om planterne vokser naturligt her i landet. Det kan påvirke de danske arters genmateriale, så de bliver dårligere rustet til at modstå det danske klima.
Skov- og Naturstyrelsen har sammen med Landbohøjskolen derfor iværksat en målrettet indsats for at bevare de gamle danske udgaver af f.eks. vilde æbler, egetræer og hasselbuske, som stammer helt tilbage fra istiden, skriver styrelsen i sit seneste nyhedsbrev.
- Vi indsamler frø fra de få naturbestande, der er tilbage, og sår dem i såkaldte frøplantager. Dermed sikrer vi de naturlige stande, og vi sikrer, at når vi planter tjørn i f.eks. skovrejsninger, bruges dansk materiale, siger forstfuldmægtig Anna Thormann, Skov- og Naturstyrelsen, til Ritzau.
Foreløbig er der etableret frøplantager på Ærø, Møn og i Humlebæk med bl.a. eg og hassel. Til foråret kommer tre-fire nye plantager fordelt rundt i landet med skovæble, navr, ask og rødel. Efterhånden som landskabet fyldes ud med hjemmehørende træer og buske, vil faren for, at de krydsbestøves med dårligere udenlandske arter, mindskes.
/ritzau/