Eksrocker likvideret med bilbombe
Politiet i Glostrup har identificeret offeret for morgenens bilbombe til at være en 32-årig mand, der er kendt fra rockerkredse. Manden afsonede en dom, men havde udgang.
Bilbomben eksploderede i formiddag kl. 9.17 uden for Glostrup Amts Sygehus ved København. Ifølge Glostrup Politi var der tale om et planlagt attentat.
"Vi arbejder ud fra en antagelse om, at nogen har anbragt en bombe i bilen i den hensigt at ramme en bestemt person. Pågældende er afgået ved døden," siger kriminalinspektør Steen Skovgaard.
Dømt for manddrab
Den dræbte er den 32-årige Mickey Borgfjord Larsen, der afsonede en dom fra 2000 på otte års fængsel for frihedsberøvelse, grov vold, trusler, revolverskud mod en bilist og tyveri af seks millioner cigaretter. Han havde udgang for at gå til genoptræning på Glostrup Amts Sygehus. Mickey Borgfjord Larsen er også kendt under navnene Nicklas Bent Larsen og Mickey Hochheim.
Mickey Borgfjord Larsen er ifølge Glostrup Politi kendt fra rockergruppen Bandidos. Han har i to år været i såkaldt bad standing - i unåde - og har således været frit bytte blandt rockere.
Politiet undersøger blandt andet, om Mickey Borgfjord Larsen var manden, der i 1996 affyrede et missil mod en rockerborg i Titangade i København.
Politiet mener, at dagens attentat var et personligt opgør med den dræbte og ikke begyndelsen på en ny rockerkrig.
Bilen totalt smadret
Den sønderbombede bil holdt lige uden sygehuset. Det kunne se ud, som om den har været på vej væk fra parkeringspladsen, da den sprang i luften.
Ifølge politiets foreløbige undersøgelser var sprængstoffet anbragt under forsædet. Mickey Borgfjord Larsen var alene i bilen.
Der stod mange andre biler i nærheden, men ifølge Jyllands-Postens reporter på stedet, Malene Bo, blev ingen andre biler tilsyneladende beskadiget.
Ud fra forenden af bilen kan man konstatere, at der er tale om en Toyota Corolla. Resten af bilen er sprængt i stykker.
"Det ser ud, som om bilen er skrællet op som en dåse," fortæller Marlene Bo.
Ligdele og bilens nummerplade lå op til 50 meter fra bilen. Selve liget ligger ca. fem meter væk.
"Ruderne dirrede, og vi så en kulsort røgsky rejse sig. Vi kiggede ud og kunne se, at der var ild i trætoppene. Der stank frygteligt af brændt gummi," siger pædagog Helle Andersen til Ritzau. Hun sad med sin lille datter op ad et stort vindue på sygehuset, da eksplosionen skete.
Politiet modtog ingen bombetrussel før bomben gik af. Det er ikke fundet nødvendigt at evakuere Glostrup Amts Sygehus.