Man spiser da måger
Engang skød danskerne måger for at overleve. Måger var mad. Nu skyder vi dem mest for sjov. Eller fordi de støjer og sviner for meget. Det er synd for mågerne og os. Vi prøvede et par opskrifter i strandkanten.
I det lyse tusmørke en time før solnedgang lusker vi skyldbetyngede som to skoledrenge på æbleskud gennem Lønstrup med vore tungtlastede plasticbæreposer, picnickufferten og en lille engangsgrill.
Fra cafeerne hvæser cappucinomaskinerne om kap med feriegæsternes glade latter, og nede på restaurant Havblik sidder landliggerne i deres nye Hennes & Mauritz-tøj og nyder dagens fisk - mørksej med Samsøkartofler og smørsauce - mens de tålmodigt afventer det tilbagevendende store orange flammeshow ude i horisonten.
Vi har egentlig ikke grund til at skjule vores forehavende.
Det er en ærlig sag at spise måger. Her langs vestkysten har måger i århundreder været et kærkomment proteintilskud, når fiskeriet slog fejl og spisekammeret for længst var tømt. Og ældre vestjyder får stadig et drømmende blik i øjnene, når de mindes barndommens kæmpeomeletter fremstillet af mågeæg.
Når friske unge københavnere i dag bestiller en halv måge på én af vestkystens mange fastfoodrestauranter, får de en halv grillkylling, der ligner en tredjegradsforbrænding dulmet med barbecue-krydderier.
I én af vore bæreposer ligger to store sølvmåger og en hættemåge. Smukke og stærke fugle med hvælvede brystkasser og imponerende svingfjer. Hvad har de ikke set af landskabelig skønhed i deres elegante vægtløshed over Limfjordens sølvglimtende bælte? Blot begik de i ungdommelig kådhed den fejl at lægge ruten ind over hegnet til Aalborg Lufthavn, hvor brand-og redningstjenestens jægere ser mørkt på den slags uautoriserede overflyvninger.
Men andre med jagttegn må også skyde måger. Sildemåge, sølvmåge og svartbag kan nedlægges fra 1. september til 31. januar, og i sidste sæson måtte over 30.000 måger lade livet for jægernes hagl.
Hvad bliver der egentlig af alle disse stykker vildt? Sildemåger er for eksempel aldrig på spisekortet på de restauranter, som vi frekventerer, og det er endda steder, der ikke viger tilbage fra struds, kænguru og alligator. Og vi er aldrig blevet inviteret på en intim middag med dæmpet musik, levende lys og marinerede svartbag-bryster.
Måske er problemet, at kvinder ubevidst hader måger. Godt nok forelsker de sig på afstand i de frække, uregerlige og provokerende fugle, men det de drømmer om, er i virkeligheden en tam undulat, der trofast sidder og venter derhjemme i buret og måske endda har lært at sige deres navn.
Tilberedning
Vi gør os til herre over vores følelser, og mens jeg åbner en flaske rødvin, begynder fotografen forsigtigt at partere mågerne med en skarp lommekniv. Det er forbavsende let. Et snit langs brystbenet, skindet krænges tilbage og to smukke mørkerøde brystpartier blotter sig midt i alt det hvide. Ligeså let lader kødet sig dele fra brystbenet. Der er ikke et gram fedt på sådan en ung måge, der i hele sit liv har loopet og styrtdykket under den jyske himmelhvælving.
»Ist dass nicht Möwen?, udbryder en tysk kvinde lettere forfærdet og tager sin lille datter fast i hånden, da de i solens sidste stråler passerer vores strandkøkken, som er pænt udsmykket af fjer og dun.
Vi har skullet vælge mellem flere klassiske mågeopskrifter som måger i karry, mågebryster i ovnbagt cocotte og stegt måge med kartoffelfyld, men er standset ved en lynmarinering i rødvin, hvidløg, løg gulerødder og chili.
Vi lægger de seks rensede mågebryster i en plasticpose, kommer ingredienserne i, slår en knude, ryster posen grundigt og sætter os forventningsfulde og kigger ud over havet , mens vi smager på den vin, der nu er mågernes og vores fælles skæbne.
Er der noget smukkere end en svagt glødende engangsgrill på en hvid strandbred i en lys dansk sommernat?
Sølvmågerne er klart vores favoritter, kan vi et par timer senere konstatere. Kødet ser ud som de franske berberi-andebryster, man køber i supermarkedet, men de er mere saftige, og smagen går så meget i retning af vildt, at vi sidder og får en umanerlig lyst til waldorfsalat og en hvid dug. Sølvmåger er en sand delikatesse.
Hættemågens bryster er mindre og skulle nok have haft lidt kortere tid på grillen, men også de er særdeles velsmagende.
Mætte lægger vi os tilbage i det endnu varme sand og diskuterer, om kvinder har ret i, at man er, hvad man spiser. Vi vil gerne tro dem. Så i morgen vil vi gå tidligt på vingerne, finde en passende opvind nede ved Bulbjerg og i lav højde cruise ned langs kysten for at afdække, hvorfor måger er så frygtelig upopulære.
(fortsættes)